Han er faldet i igen

Tør du række hånden ud og bede om hjælp? Læge, Henrik Ramussen fortæller en patienthistorie; om at miste alt på grund af et alkoholmisbrug og vigtigheden af at bede om hjælp

Han sidder og græder med hovedet i hænderne. Han har næsten lige sat sig i stolen, og jeg har kun nået at spørge ham om, hvad jeg kan hjælpe med. Jeg venter, og der går et minut eller to, før der bliver stille. Han ser op, stadig uden at sige noget. Sådan sidder vi lidt, uden at der bliver sagt et ord, men alligevel får han fortalt mig, hvad der er galt.

Han er faldet i igen.

Vi har kendt hinanden i syv år. Han er 42 år gammel og far til 2 børn på 10 og 12 år. Han er en kærlig far og et elskeligt menneske, der altid er opmærksom og venlig.

Inden jeg blev opmærksom på hans alkoholmisbrug, havde jeg ikke haft tanker om, at der var problemer – hverken privat eller på arbejde. Når han er kommet i lægehuset, har det primært været med børnene og småting som infektioner og lignende. Det var først, da han blev skilt for to år siden, jeg blev opmærksom på, at der var noget galt. Hans kone forlod ham pga. hans alkoholmisbrug, der allerede dengang var betydeligt. Efterfølgende er det gået ned ad bakke, og da hun havde forladt ham, blev hans misbrug kun endnu værre.

I den periode kom han i lægehuset et par gange, men trak sig langsomt ind i sig selv og blev mere og mere isoleret. For et år siden mistede han sit job, flyttede ind i én af byens boligblokke og havde stort set ingen kontakt med sine børn. Han endte med at blive indlagt med alkoholforgiftning, efter at han var besvimet i en dagligvarebutik, hvor han var inde for at handle. Efter indlæggelsen kom han på et afvænningsophold og har været alkoholfri i en lang periode.

Han har fået et nyt job og er begyndt at have børnene hver anden weekend. Altså indtil for nylig. Han fortæller mig, hvad jeg allerede ved. Han er faldet i igen. Han har følt sig alene og presset på arbejdet. De mange aftner uden familien og uden de gamle venner, som han har drukket med, blev for svære at komme igennem.

Han startede med at drikke for sig selv og kunne i nogle uger overbevise sig selv om, at han kunne styre det. Indtil en morgen, hvor hans arbejdsgiver sendte ham hjem, fordi han var beruset. Det er to uger siden nu, og han har ikke været på arbejdspladsen siden. Hans ekskone har sagt til ham, at han ikke kan se børnene, så længe han drikker, og han er begyndt at drikke sammen med sine gamle venner igen.

Han siger, det er ”fucked,” og jeg giver ham ret.

Jeg har smidt det hele på gulvet igen. Jeg giver ham ret. Det er ikke fordi, jeg ikke forstår ham. Jeg ønsker at hjælpe ham.

Jeg forstår godt, hvilken underliggende psykologi, der har ført til, at han igen er faldet i. Faktisk har han klaret det overraskende godt siden sin indlæggelse for et år siden. Selv om det er svært, og selv om han gør det så godt, han kan, er det bare ikke godt nok. Det er ikke godt nok for hans børn, det er ikke godt nok for hans arbejdsgiver og slet ikke godt nok for ham selv. Han kan ikke gøre det alene.

Vi taler om, hvad der er sket. Han ved godt, at han ikke kan klare det selv, og vi aftaler, at han ringer til sin mentor fra Anonyme Alkoholikere. Han har brug for at blive holdt i hånden endnu engang. Jeg lover at være med på rejsen og henviser ham til alkoholambulatoriet, og vi aftaler en ny konsultation om 14 dage.

Da han rejser sig, siger han, at han godt kan forstå, hvis jeg heller ikke gider bruge mere tid på ham. Jeg stopper ham og spørger, om det er den oplevelse, han har. Han tænker lidt og siger så, at han godt ved, at jeg gerne vil hjælpe ham, men at han føler, at han er uværdig, fordi han ikke kan finde ud af at gøre noget som helst rigtigt.

Jeg fortæller ham, at det lige præcis er denne svære situation, som jeg gerne vil være en del af, og at det særligt er når det er svært, at det er vigtigt, at han beder om hjælp.