Han tisser blod – hvad fejler han?

Jeg sidder i konsultationen med en mor til en 12-årig dreng, der nu i to dage har tisset blod. Hun er tydeligt og forståeligt nervøs. Hun kigger rundt, mens hun retter på sit skjorteærme. Da hun vender blikket mod mig, fastholder hun blikket længe nok til, at jeg mærker hendes desperation, inden hun ser ned på det skjorteærme, der lige i denne situation er hendes ankerpunkt.

Hendes søn har jeg set et par gange i praksis med småting. Sidste gang grinte vi af, at det er et sundt tegn, at drenge i den alder, har lidt blå mærker og hudafskrabninger, når de udforsker verden.

I dag er stemningen helt anderledes alvorlig. Hun har ikke taget sin søn med, fordi hun gerne vil have en ærlig snak om, hvor alvorligt det er, og hvad hun kan forvente. Du skal fortælle mig det, som det er. Du må ikke pakke noget ind. Jeg vil vide, hvad jeg står overfor. Hun taler, mens hendes øjne bliver blanke, og hun fastholder mit blik.

Jeg fortæller hende, at blod i urinen eller hæmaturi, som det hedder, er et symptom, der kan forekomme ved forskellige typer af sygdomme. I langt de fleste tilfælde er der tale om helt fredelige og forbigående tilstande, som ikke kræver yderligere udredning. Undtagelsen er tumor, nyresten eller glomerulunefrit, der kræver yderligere udredning og behandling.

Risikoen for en af de tilstande, der skal udredes og behandles, er størst, hvis der er synligt blod i urinen, og derfor skal børn med synligt blod i urinen henvises til udredning på børneafdelingen.

Der er stille i konsultationen i nogle sekunder, inden hun siger, at hendes dreng jo har synligt blod, og derfor er en af de alvorlige. Nu begynder hun at græde og retter igen på sit skjorteærme. Denne gang, mens hun ser ned. Jeg fortæller hende, at jeg ikke har sagt, at det er alvorligt, men at det skal udredes, når der er synligt blod.Selv om der er synligt blod i urinen, er det i langt de fleste tilfælde ikke farligt for barnet. Hun vil vide, om jeg kan love, at det ikke er farligt og ser alvorligt på mig. Jeg svarer ikke med det samme, men lader hende i stedet selv smage lidt på hendes spørgsmål.

Vi ved begge, at jeg ikke kan give hende den garanti, der vil kunne få hende til at falde til ro.

Jeg fortæller hende, at jeg kan love, at jeg vil henvise hendes dreng, og at han hurtigt vil få en tid på børneambulatoriet, hvor de er specialister i lige præcis dette område, og at han på den måde er i de bedste hænder.

Vi ved begge, det er svært, og at der ikke er nogen garantier for, at der ikke sker vores kære noget alvorligt. Vi kan ikke kontrollere vores relationer eller den sårbarhed, der er ved at være forældre og dermed at have ansvar for det dyrebareste, vi har, nemlig vores børn.

Jeg kommer til at tænke på den danske filosof og teolog K. E. Løgstrup, der skriver:

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

Jeg fortæller hende, at det bedste, hun kan gøre for sin søn, er, at være der for ham og være hans mor. Vi kan rigtig meget i vores avancerede sundhedsvæsen, men autentisk nærvær og omsorg fra vores primære tilknytningspersoner, er der ikke andre, der kan kompensere for.