Kickstart et sundere liv

Har sommerferien sat sig på sidebenene? Blev planerne om at motionere ikke til noget? Trænger du i det hele taget til at gøre dit liv lidt sundere og meget sjovere? Tag til Fuerteventura og gør det hårde arbejde til en rigtig luksusoplevelse.

Når dagene bliver korte, og vejret byder på kulde og regn, kan det være meget svært at holde fast i de gode hensigter med at løbe to gange om ugen eller at cykle til og fra arbejde. Det vil nok være lidt nemmere at komme af sted, hvis der var høj blå himmel og hvide sandstrande i udsigt. Derfor har Helse indgået et samarbejde med Seierfitness i Aarhus og Spies om en rejse til et idyllisk firestjernet hotel på en af Fuerteventuras bedste badestrande. Mads Seier fra Seierfitness er en af initiativtagerne og han glæder sig meget.

– Ideen er, at vi samler en gruppe, som kan følges ad gennem en uge med forskellige sjove og udfordrende aktiviteter. Jeg forventer, at vi kommer til at træne, spise, grine og flytte grænser sammen, og det bliver både på det fysiske og det mentale plan.

Hver morgen klokken 8, vil der være fælles morgentræning i den bløde ende til at begynde dagen med, inden morgenmaden. Om formiddagen bliver der mulighed for at deltage på forskellige hold med både krævende træning og rolig yoga. Desuden vil der i løbet af ugen være motiverende foredrag og gruppecoaching med mentaltræner og coach Morten Toft, som kan give mod på at holde fast i sunde vaner, når man kommer hjem igen.

Med på rejsen vil der være flere erfarne holdinstruktører og personlige trænere, som kan tilpasse træningen til forskellige niveauer og tage hensyn til særlige behov, man skal bare gøre opmærksom på hvilke begrænsninger man har, så bliver der taget hensyn i det omfang, det er muligt. 

– Ideen er at skabe en aktiv ferie, men der bliver mulighed for at vælge til og fra på de forskellige aktiviteter, så man kan tilpasse det til sin aktuelle form. Det kan også være, at nogle børnefamilier vælger, at mor deltager i nogle aktiviteter og far i andre. Jeg skal selv have mine børn med, og de plejer at deltage, der hvor de kan.

Selv om rejsen er skabt med udgangspunkt i voksnes behov, så er børn er velkomne, og hotellet byder også på legepladser, børnepool og forskellige aktiviteter specielt til børn.

Både før og efter rejsen vil deltagerne have mulighed for at vurdere deres behov og formåen, så man selv kan følge med i, om rejsen har haft den ønskede effekt.

Rejsen koster 6.800 kroner per person i dobbeltværelse inklusiv alle måltider, drikkevarer, flyrejse, transport til hotellet, hotel, deltagelse i alle træningsaktiviteter, foredrag og gruppecoaching samt opfølgning efter hjemkomsten. Få flere informationer eller bestil på www.spies.dk/seierfitness.