Magasinet Helse er i flere omgange blevet forvekslet med et postordrefirma ved navn Helse Danmark. Derfor vil vi fra magasinet gerne understrege, at vi intet har med postordrefirmaet, produkterne eller markedsføringen at gøre.
Forlaget Mediegruppen, som udgiver Helse, sælger ikke kosttilskud eller sender vareprøver ud på kosttilskud, som en del af markedsføringen af Helse.
– Vi er rigtig kede af, at vores navn bliver misbrugt på den måde af et firma, der åbenbart ikke har helt styr på god markedsføring eller salg af kosttilskud. Vi arbejder hver dag på at lave et troværdigt og godt produkt i form af magasinet Helse, som rigtig mange danskere er glade for at læse – og så er det ærgerligt at andre benytter navnet til at tillægge deres produkt noget af vores troværdighed, siger direktør for Forlaget Mediegruppen Peter Larsen.
Forlaget har flere gange oplevet, at frustrerede mennesker har ringet og klaget over modtagelse af kosttilskud, som de ikke selv mener, at de har bestilt. Desværre er der hverken telefonnummer eller adresse på Helse Danmarks hjemmeside, så deres kunder kan komme i kontakt med dem her – kun en formular, der kan udfyldes.
Senest har en østjysk kvinde fået en truende skrivelse fra Lægemiddelstyrelsen, efter at hun har modtaget vareprøver på kosttilskud fra Mexico. Det er ulovligt at indføre lægemidler og kosttilskud fra Mexico. Kvinden troede desværre, at vareprøverne var afsendt fra magasinet Helse og gik til pressen med den historie.