Helsenyt: Ind i varmen

Et godt indeklima er guld værd, når vi trækker indendørs. Vi har fundet nogle fif, der kan hjælpe dig og dit indeklima.

Vask kemien af

Håndvask fjerner ikke kun bakterier. En ny, amerikansk undersøgelse viser, at hyppig håndvask også kan fjerne farlig kemi. De bromerede flammehæmmere, der bl.a. findes i elektronik, hvor  de forhindrer, at varmeudviklingen selvantænder, er mistænkt for hormonforstyrrende egenskaber. De får skylden for både fosterskader og kræft.

Den amerikanske undersøgelse afslørede, at kontoransatte, der hyppigt vaskede hænder, havde færre af stofferne på huden og i blodet, end kolleger, der var mindre flittige med vand og  sæbe.

De bromerede flammehæmmere indeholder bl.a. grundstoffet brom (br), der ophobes i mennesker og natur. I Europa er nogle af de bromerede flammehæmmere blevet forbudt, så de i dag  kun udgør 15 pct. af alle anvendte flammehæmmere. Men importerede produkter indeholder oftere de bromerede. Du finder bromerede flammehæmmere i bl.a. møbler, tøj, sko og elektronik.  Hvis du vil undgå stofferne, skal du vælge svanemærkede produkter – både i elektronik og møbler.

Kemifri maling

NATURMALING er malingsprodukter helt uden kemi. Sortimentet tæller bl.a. malinger, vævsfylder, grunder og sandspartel. De fleste væg- og loftsmalinger på markedet er vandbaserede, men dermed er de ikke nødvendigvis helt fri for kemi. De kemiske stoffer frigives typisk ved tørring. Du kan som udgangspunkt se en malings skadelige egenskaber på MAL-koden, der består af to  cifre, en streg og et ciffer. Tallet før bindestregen fortæller om faren ved indånding. Står der 00 afgiver malingen ikke dampe i en mængde, der er skadelig. Står der 0, kan der være små  mængder af opløsningsmidler i produktet – og sådan fortsætter skalaen op til 6. Tallet efter bindestregen går fra 0-6 og viser sundhedsrisikoen ved at få produktet på huden. MAL-koden er et  godt pejlemærke, men det er ikke en garanti for, om produktet har kemisk indhold eller ej.

NATURMALING er fuldstændig fri for farlig kemi – det værste er konserveringsmidlet E218, der kan virke irriterende på huden. Det er da også årsagen til, at malingen fra NATURMALING får en MAL-kode på 00-1. NATURMALING produceres og forhandles i Højbjerg.

Se mere på linoliebutikken.dk

Erstat kemi med eddike

En flaske almindelig lagereddike til 12 kroner kan erstatte mange dyre rengøringsmidler i hjemmet. Samtidig slipper du for en masse kemi. Brug et par cl i hver maskinvask; det frigør kalken,  så vaskemaskinen får en længere levetid, der skal bruges mindre vaskemiddel, og tøjet bliver blødere.

Mange bruger friskluftspray, når lugten i skoskabet, i stuen eller på børneværelset bliver for beklumret. Men friskluftspray er fyldt med kemiske duftstoffer, der er allergifremkaldende. Fjern i  stedet lugten med eddike. Stil en skål med eddike i rummet i et døgns tid, eller opblød hvidt brød i eddike, og læg brødet ind i skabet natten over.

Eddike kan bruges til rengøring af brændeovnslåger for sod, hårde malerpensler, saltaflejringer på sko, pletter på tæppet og rust på søm og skruer.

Eddike er også virksomt på skæl. Lav en blanding af halvt æblecidereddike og halvt koldt vand og skyl håret i blandingen, når du har vasket i shampoo.