På Sundhed.dk finder du nyttige oplysninger om alt fra dine personlige sundhedsdata til råd om, hvordan du holder dig sund og rask. ‘Sundhed og livsstil’-kategorien handler om kost, rygning, alkohol, motion, stress samt graviditet og barsel, og alle informationerne er officielt godkendte.
Nanna Dejgaard Thomsen er 25 år og ved at tage en uddannelse som professionsbachelor i ernæring og sundhed. Derfor har hun stor interesse for emnet sundhed og livsstil, og hun mener, at det er vigtigt med en portal, hvor man er sikker på at blive vejledt korrekt.
– Man får input så mange steder fra: fra fjernsynet, gennem reklamer, og når man handler. Sådan skal du spise, og sådan skal du træne. Derfor skal du hele tiden have din kritiske sans med i det. På sundhed.dk kan du finde pejlemærker, der er realistiske og håndgribelige – og så er der belæg for dem.
Som færdiguddannet skal Nanna rådgive inden for kost og motion, og her kan sundhed.dk være en hjælp i arbejdet.
– Jeg kan ikke være hos folk døgnet rundt, og det skal jeg heller ikke være, men så er det godt, at de kan gå ind og selv læse mere. Man sætter jo en hel masse i gang hos folk, som de efter forløbet hos mig skal kunne arbejde videre med selv, siger hun.
Også praktiserende læge Uffe Jacobsen fra Silkeborg lægger stor vægt på, at patienterne bliver vejledt efter de gældende retningslinjer – både i og uden for konsultationen.
– Det betyder meget for mig, at patienterne søger information det rigtige sted. Jeg lever i en verden, hvor alt skal være underbygget. Når jeg skal rådgive folk, skal det være efter de retningslinjer, der er godkendte. Og derfor synes jeg også, det er vigtigt, at den information, folk selv kan finde, er gyldig. Det skal ikke være sådan hokus pokus eller heksedoktorer, dem kan man finde en masse andre steder på nettet, hvis man vil.
Uffe har i mange år arbejdet med sundhed og livsstil, og de seneste fire år har han fokuseret på at skabe bedre sundheds- og forebyggelsestilbud på tværs af lægepraksis og kommune. På sundhed.dk kan du selv finde oplysninger om, hvilke tilbud der er i din kommune, og det ser Uffe som en fordel.
– Det er rigtig godt, at patienten selv kan gå ind og læse om de relevante sundheds- og forebyggelsestilbud. Det er jo dem, der skal benytte sig af dem i sidste ende.
Men Uffe påpeger også, at det ikke er alle patienter, der har forudsætningerne for selv at være opsøgende.
– Nogle patienter har læst, at der er tilbud, før de kommer til mig, men med de fleste er det omvendt. Der kommer de til mig med et problem eller en bekymring, og så fortæller jeg dem om de tilbud, der er.
Derfor er det godt, at sundhed.dk kan bruges på flere måder, mener han. Og det at søge informationer på nettet behøver bestemt ikke erstatte en tur til lægen.
– Der er, som jeg ser det, to hovedformål med at bruge sundhed.dk. For det første kan portalen bruges til at finde information, der kan gøre patienterne nysgerrige og give dem lyst til at snakke med os. Det andet er, at de kan finde så fyldestgørende svar, at de ikke behøver kontakte os.
Uffe er glad for, at patienterne selv kan søge information. Når patienten er forberedt og eksempelvis har læst om forebyggelse af sundhedsproblemer hjemmefra, glider samtalen i konsultationen lettere, og patienten kan i højere grad være med til at tage ansvar for sit sygdomsforløb.
– Det er vigtigt, at folk er opsøgende, for så er de forhåbentlig også mere motiverede. Sundhed og livsstil handler jo om forebyggelse, og det er umuligt at forebygge noget som helst uden motivation.
Han påpeger, at man ikke kommer nogen vegne ved at trække noget ned over hovedet på folk. I stedet er det vigtigt at tage fat i den enkelte, dér hvor vedkommende er.
– Jeg tror ikke, motivationen kommer, hvis man får en hel masse oplysninger slynget i hovedet. Når mennesker får at vide, at de skal stoppe med at ryge eller spise sundere, kan det føles som en kæmpe bakke, de skal over. Ingen af os har jo lyst til at løbe op ad en stejl bakke, hvis vi lige så stille kan gå udenom, vel? Men hvis vi ved, at der er tid nok, og at vi kan tage det i vores eget tempo, finder vi måske ud af, at bakken slet ikke er så stejl, som vi troede. Det handler om at tage små skridt og sætte realistiske mål.
Nitasha Dahlstrøm bor i Middelfart på Fyn. Nytårsaftensdag sidste år blev hun mor til lille Freja, og selvom hun ikke så ofte søger på nettet efter information om sundhed og livsstil, kan hun godt mærke, at det betyder noget for hende, at hun kan finde information, hun ved, er korrekt.
– Det vil altid være en fordel at have alle informationer samlet et sted, for så skal man ikke sidde og lede efter det på alle mulige hjemmesider. Der er mange, der bare googler et problem – f.eks. ondt i maven – og så finder de måske nogle sider med alle mulige forkerte oplysninger. Går du ind via sundhed.dk og de links, der findes der, er du sikker på, at det er fagligt i orden. Og det betyder meget for mig, siger Nitasha.
Uffe er enig.
– Man kan finde utallige informationer om sundhed og livsstil på nettet. Det store problem er at sortere den information, man får. Informationen på livsstilsområdet er ofte styret af medierne, såkaldt sensationsjournalistik, og derfor er det godt med et sted som sundhed.dk. Så kan man se, hvad den officielle holdning er. Men derfor skal oplysningerne også vedligeholdes. De må ikke blive gamle nyheder, for så har de ingen værdi længere, påpeger han.
På sundhed.dk kan du også tage en rygetest, en BMI-test eller se, hvornår du har termin, hvis du er gravid. De online tests er ifølge Uffe både godt og skidt.
– Jeg tror ikke, at de her ‘test dig selv’-spørgsmål ændrer noget, men de kan være med til at gøre det interessant at gå ind på portalen, siger Uffe og fortsætter:
– Og så er der samtidig mulighed for at få mere at vide, hvis man vil det.
Det er vigtigt for Uffe, at testene kædes op på generel information og vejledning om det pågældende emne, og han nævner terminsberegneren som et interessant redskab. Her er det muligt at se, hvornår man skal føde, og så kan man også læse, hvad der sker uge for uge i graviditeten. På den måde kan den gravide og familien følge med i graviditeten og se, hvordan barnet udvikler sig.
– Det med at se sit barn udvikle sig, er noget, der interesserer folk. Hvor stor er fosteret nu? Det kan jeg da huske fra mig selv.
– Når du så er derinde, kan du jo også se, hvordan du hjælper barnet bedst muligt under graviditeten. Hvordan sikrer du, at du får et sundt barn ud af det?
Nitasha kan også sagtens se brugbarheden i terminsberegneren.
– Terminsberegneren er ret nem at bruge. Jeg har set lignende beregnere på andre hjemmesider, men de virkede mere komplicerede. Her taster man bare sine oplysninger ind og trykker ‘beregn termin’. Og så er den retvisende i forhold til lægens ord. Da jeg havde tastet mine oplysninger ind, fortalte den, at jeg havde termin den 29. december. Lægen havde sagt den 28., så det passede jo ret godt, siger hun.