Hver femte dansker har herpes genitalis, en kønssygdom, der er en livslang følgesvend for de ramte. Men sygdommen er ikke noget, man taler om, for med diagnosen følger ikke blot svære fysiske gener, men også skammen og angsten for aldrig at få et normalt kærlighedsliv igen.
– Næste gang, du sidder ved et middagsselskab, så tæl gæsterne. Hver fjerde eller femte rundt om bordet er smittet med herpesvirus. Ikke alle er klar over det, for virus kommer ikke nødvendigvis i udbrud. Men tænk alligevel over, hvor almindeligt det er at være herpes-smittet, siger Hanne Sørensen.
Hun har i 25 år været rådgiver på Bispebjerg Hospitals afdeling for kønssygdomme og har gennem tiden mødt et utal af patienter, der alle har det tilfælles, at de skammer sig og er frygteligt bange, ikke mindst for at komme til at smitte andre.
– Herpes ligger næstøverst på rangstigen over kønssygdomme, som folk er nervøse og skamfulde over. Den bliver faktisk kun overgået af hiv, forklarer Hanne Sørensen.
En lignende sammenligning laver Kristian Kofoed. Han er læge på Hudklinikken Panoptikon på Banegårdspladsen i København, og han har dagligt kontakt med herpespatienter:
– Herpes er stigmatiserende, måske fordi nogle forbinder det med hiv, der er den anden livslange sygdom, du kan få af sex. Patienterne er meget bange for, hvad det kommer til at betyde for deres liv og har svært ved at kapere, at det er en virusinfektion, der ikke forsvinder igen, fortæller lægen.
På Bispebjerg Hospital oplever Hanne Sørensen på samme måde, at diagnosen er barsk for patienterne. Ikke mindst fordi de ofte får den, imens de er temmelig syge:
– Ved første udbrud kan nogle patienter hverken gå eller stå. De får svære influenzasymptomer med hovedpine og ledsmerter, samt meget voldsomme sår på kønsdele og på området omkring, fortæller Hanne Sørensen.
– Det er ekstra svært at få diagnosen på et tidspunkt, hvor man har det så elendigt, men heldigvis kan jeg berolige patienterne med, at det første udbrud er det værste.
Lægerne kan hjælpe med at hele de fysiske gener med lægemidlet aciclovir, enten som creme eller tabletter.
– Den medicin, vi har nu, er rimelig effektiv, fortæller 1. reservelæge Kristian Kofoed:
– Behandlingen har været den samme de seneste 30 år, og der er noget mindre smitterisiko og færre udbrud i den periode, patienten bliver behandlet med aciclovir. Ved gentagne udbrud kan vi sætte patienten i forebyggende tabletbehandling i en periode. Og ofte klinger sygdommen af med tiden, forklarer Kristian Kofoed.
De værste komplikationer er ifølge lægen infektioner i sårene og efterfølgende nervesmerter, der kan være slemt invaliderende. Men oftest forsvinder sår og symptomer efter en-to uger.
Og til de slemme førstegangsudbrud har Hanne Sørensen gode råd:
– Mange har rigtig ondt, når de skal på toilettet, men smertestillende tabletter og at skylle sårene i lunkent vand, imens man tisser, hjælper noget på det. Det vejleder jeg mine patienter til.
Men en ting er de fysiske smerter. Den psykiske nedtur, der også kan følge med diagnosen, er der intet middel mod. Og at det er både voldsomt og skamfuldt at få herpes genitalis, kan man også læse på nettet. Der findes ingen forening for herpes-smittede, men på herpesinfo.dk, som er et netforum for smittede, går begreberne skam og skyld igen i næsten alle indlæg:
– Jeg føler, at jeg har sjusket med mig selv og er billig, fordi jeg har fået herpes, fortæller en bruger.
– Jeg har meget svært ved at forene mig med denne sygdom, måske fordi det er så meget tabu, skriver en anden.
– Det værste er den psykiske nedtur, man får. Men man reagerer så voldsomt, fordi det er et tabu, og fordi man frygter, at hele ens liv ligger i ruiner, betror en tredje.
Udsagn, som Hanne Sørensen også har hørt mange gange fra sine patienter. De tumler med skammen over en sygdom, de ikke kan sætte ord på, og de slås med skyldfølelsen over måske at smitte deres partner:
– Frygten for at smitte andre er meget høj, specielt hos de kvindelige patienter. Nogen opgiver helt at få et nyt parforhold. Men man skal ikke være bange for at fortælle om herpes. De fleste partnere trækker på skuldrene og siger, at det er jo, hvad der kan ske, har Hanne Sørensen erfaring for.
Hendes bedste råd er derfor at være åben om sygdommen. Både for at komme sin egen angst til livs, men også for endelig at komme tabuiseringen af en sygdom, der er langt mere almindelig, end de fleste tror, til livs.
Udsagn fra Herpesramte er afskrevet fra www.herpesinfo.dk, hvor man også selv kan bidrage til debatten, stille spørgsmål og læse om andres erfaringer.
Herpes genitalis hos hver femte
Herpes genitalis er meget udbredt i befolkningen. Man antager, at ca. 1/5 af alle voksne danskere er smittet med den virus, der forårsager sygdommen. Herpes genitalis smitter ved samleje. Derfor er det vigtigt at benytte kondom, også ved oralsex, da forkølelsessår på munden kan smitte til kønsdelene. Det første udbrud af herpes genitalis kan være meget voldsomt og smertefyldt. Væskefyldte blærer på kønsdelene og området omkring er det synlige tegn på infektion, og patienterne får ofte nervesmerter i lænd og ben samt almindelige influenzasymptomer som hovedpine og feber. Udbruddet varer typisk mellem 7 og 14 dage. Det første udbrud er det værste, ved gentagne udbrud bliver sygdommen mildere. Der findes ingen præventiv behandling af sygdommen. Men har man fået herpes genitalis i udbrud, kan man blive behandlet med aciclovir-produkter, enten som tablet eller creme. Ved gentagne udbrud kan man komme i forebyggende tabletbehandling, der nedbringer hyppigheden og svækker udbruddene. Ikke alle smittede er klar over det, da de enten ikke har symptomer eller kun har beskedne gener. Det gør det svært at få et fuldt overblik over det præcise antal smittede. Der er en lille risiko for at smitte andre, selvom man ikke har udbrud. Kilde: www.sexogsamfund.dk, samt Hanne Sørensen, sygeplejerske og tidligere rådgiver ved Bispebjerg Hospital. Hanne er nu rådgiver på Aids-linjen. |
Her kan du henvende dig:
Er du smittet med herpes genitalis, eller har du spørgsmål om sygdommen, kan du få rådgivning på Aids-linjen. Her svarer man gerne på spørgsmål om alle former for kønssygdomme, også selv om du ikke er hiv-smittet. Du kan ringe på telefon 33 91 11 19, eller sende et skriftligt spørgsmål via hjemmesiden: www.aids-linien.dk. Både chat og brevkasse. Alle henvendelser er anonyme. Der findes venerea-klinikker (klinik for kønssygdomme) på hospitaler landet over. På Bispebjerg Hospital er klinikken åben for undersøgelse og rådgivning uden henvisning eller tidsbestilling. Se mere på: www.bispebjerghospital.dk |