Hjælp – min kone er død

”Da jeg vågnede på sygehuset og opdagede, at hun ikke trak vejret længere … jamen det var nedstigning til Helvede” fortæller Carsten efter Lenas, hans kones død.

Ægtefællens død er en voldsom forandring i livet og kan blive en nedstigning til Helvede.

Sorg handler ikke om alder

Tidligere har vi troet, at sorg handlede om alder. Og at sorg var mindre voldsom, jo ældre vi blev. Derfor er noget af det første, vi spørger om, når vi hører om et dødsfald: Hvor gammel blev han?

Fordi vi har troet, at alder og sorg hang sammen, har vi bagatelliseret sorgen hos ældre mennesker.

Derfor bliver ældre efterladte ofte mødt af klichéer: ”Det er jo den vej, vi alle skal”, eller ”I fik jo et langt liv sammen”. Standardiserede, upersonlige og nedslidte udtryk. De fortæller både om en bestemt forståelse af sorg og alder og samtidig bagatelliserer de tabet. Og betyder, at ældre efterladte ikke ’har ret’ til at sørge i samme omfang, som når et yngre menneske mister en elsket person.

I dag ved vi, at sorg ikke handler om tal. Sorg handler om at miste et menneske, vi holder af. Afgørende for sorgen er relationen til det menneske, vi har mistet. Jo dybere en relation, jo mere gennemgribende bliver sorgen, når personen er død.

Ny forståelse af sorg

Før troede vi, at sorg forløb nogenlunde ens for alle mennesker. At sorg var en fremadskridende proces, som alle skulle igennem. Målet var, at den sorgramte gradvist gjorde sig fri fra båndene til den afdøde. At denne forståelse fortsat er udbredt, kan vi høre på de udtalelser, mennesker i sorg bliver mødt med.

Den nyeste sorgforskning, gør op med mange myter. Både ideen om, at sorg handler om alder, at sorg forløber ens for alle mennesker, at sorg afsluttes, og vi kommer videre.

I dag ved vi, at sorg er forskellig fra menneske til menneske. Og vi forstår sorg som et forløb i to spor. I ´to-spors-modellen´ er sorg en bevægelse mellem følelser og det liv, der er tilbage at leve. Den efterladte bevæger sig, eller pendulerer, hele tiden mellem sorgens to spor. En pendulering mellem ’det tabsorienterede spor,’ der handler om at håndtere sorgens smerte – savn, minder og længsel efter den afdøde (mellem fortid og nutid). Og ’det genoprettende spor’ der handler om at håndtere den nye hverdag, hvor man som efterladt skal gøre nye ting, få ny identitet og nye roller (mellem nutid og fremtid).

Penduleringen mellem de to spor gør det muligt at udholde sorgen, fordi sorgen tages ’bid for bid’. I den nye forståelse af sorg kommer der ikke et tidspunkt, hvor den efterladte siger: ’Nu er det overstået. Nu er jeg færdig med at sørge.’ Efter tab af et menneske, vi elsker, er sorgen nogle gange i forgrunden og andre gange i baggrunden af vores tanker og følelser. Sorgen går ikke over, og det er normalt at blive overvældet af sorg – også mange år efter tabet f.eks. ved familiebegivenheder eller højtider, ved lyden af musik, osv.

Tidligere troede vi også, at det var muligt at foregribe sorgen inden et dødsfald. I dag ved vi, at det ikke er muligt at forberede sig følelsesmæssigt på livet uden den anden. Samtidig er der ingen forskning, der tyder på, at et langt sygdomsforløb inden dødsfaldet giver et lettere sorgforløb. Tværtimod.

Hjælp til efterladte stiller krav til de nærmeste og til samfundet om nærvær og praktisk hjælp. Krav, der rækker udover den første tid.

Jorit Tellervo

Sygeplejerske med speciale i palliation. Forfatter til bogen: ‘Sorg – når ægtefællen dør.’ Den kan købes eller downloades gratis på www.sorgstøtte.dk