Højteknologiske benproteser gør det muligt!

Der er sket en rivende udvikling inden for benproteser. Moderne teknologi har i dag gjort det muligt at gå på trapper, dyrke sport og klare hverdagsaktiviteter med benproteser. Det er til stor gavn for mange benamputerede.

Det tunge træben, som vi forbinder med fortidens pirater med klap for øjet, er blevet afløst af højteknologiske benproteser, der mest af alt ligner reservedele til en robot fra en science fiction-film.

Faktisk er det i dag muligt ikke bare at opretholde sit aktivitetsniveau som benamputeret. Det er også muligt at sætte sig markante ambitiøse mål som eksempelvis at løbe et maraton. Noget, der for bare få år tilbage, ville være en komplet umulighed for mennesker med store fysiske handicaps. Det har for mange betydet en øget livskvalitet.

– Tidligere har det for mange protesebrugere været en udfordring at gå op ad trapper og i det hele taget at holde sig fysisk aktiv. Men i dag opfatter mange protesebrugere ikke sig selv som handicappede, fordi de nu kan deltage i de fleste hverdags- og sportsaktiviteter, siger Christer Levin, der er chefbandagist hos Sahva.

Der findes i dag et bredt udvalg af benproteser, som dækker et ligeså bredt spektrum af behov hos mange forskellige benamputerede. Udviklingen har været eksplosiv de seneste par år. Ikke bare i antallet af forskelligartede og højt specialiserede proteser, men også i deres evne til at give brugerne langt flere muligheder for at leve livet fuldt ud – trods deres fysiske handicaps.

Hvilken type benprotese, der passer bedst til den enkelte, afhænger både af personens amputationsniveau og fysik generelt.

– Rent teknisk kan det meste lade sig gøre, og vi er altid villige til at finde på nye løsninger for at imødekomme den enkeltes behov og aktivitetsniveau, siger Christer Levin.

 

Knæleddet

En benprotese bliver samlet af forskellige komponenter. Særligt knæleddet er en afgørende del af protesen for personer, der er amputeret over eller igennem knæet. Knæled kan deles ind i fem forskellige typer, som inden for hver type omfatter en lang række variationer.

I et computerknæ sidder en mikroprocessor, der styrer knæet til perfektion. Hvert enkelt knæ bliver programmeret til sin specifikke bruger. Det både styrer og tilpasser sig alle situationer, så personen ikke skal tænke over de forskellige typer underlag og terræn, personen bevæger sig på. Computerknæet sørger for eksempel for, at benprotesen bevæger sig med naturlige skridt op ad trappen.

Det er dog ikke alle, som har lige stor glæde af computerknæet. Hvis en person før amputationen var dårligt gående, nytter det ikke noget at forsyne ham eller hende med en højaktiv benprotese. Det samme er gældende, hvis personen ikke er tryg ved eller stærk nok til at udnytte det. Knæet er nemlig forholdsvist tungt i forhold til øvrige knæ-typer.

Der findes derfor benproteser med låst knæ, som udløses med en snor, frileddet knæ, der er løst, men med en mekanisk udløser, som tvinger benet fremad, samt olie- eller luftstyret knæ, der styres med en pumpe.

Hofteleddet

Hofteledsprotese. I sjældne tilfælde bliver der foretaget en amputation, hvor hele benet og en del af hoften bliver fjernet. Det stiller større krav til protesens udformning og personen, der skal bruge den. Dels fordi så stor en del af kroppen skal erstattes, og dels fordi du skal lære at styre både knæled og hofteled .

Lårbenet

Lårbensprotese. En klassisk protese til lårbensamputerede. Hylsteret til at sætte på lårbensstumpen består af en manchet med en silikonekant, der gør det mere behageligt mod huden. Personen har i dette tilfælde selv valgt den blå farve. Der er mange, der i dag foretrækker at have en “rå” protese uden noget kosmetisk skumovertræk i facon. Det er dels af praktiske hensyn, fordi den vejer mindre og er nemmere at holde ren. Men også fordi mange protesebrugere faktisk ønsker at fremvise deres handicap meget eksplicit og er stolte af det, fordi det er en del af deres personlighed. Lidt ligesom når andre går med briller for at understrege deres personlighed.

Underbenet

Underbensprotese. Hvis man kan tale om en standardudgave indenfor underbensproteser er det en model som denne, langt de fleste vil få. Et hylster om benstumpen, et rør til foden, og en fod der fjedrer let, når du går. Med en sådan protese kan du ofte fortsætte med at leve det liv, du levede før operationen.

Underbensprotese med silikoneovertræk. Her er protesens udseende bearbejdet, så det ligner brugerens modsatte ben. Ud over skum-kosmesen (overtræk i skum, der bliver slebet i facon efter det andet ben, red.) er der trukket et silikoneovertræk, som er farvet, så det mest muligt ligner det andet ben i huden. Neglene er fremstillet i en mere hård type silikone, og kan derfor lakeres.

Forfoden/ankel

Denne forfodsprotese er fremstillet i ren silikone. Forfodsprotesen bliver taget på næsten ligesom en sko og sidder godt fast ved hjælp af et undertryk. Proteser i silikone er både behagelige mod huden, har en unik pasform, er slidstærke, kan formes og farves og vejer ikke særlig meget. Silikoneproteser er dog dyrere at fremstille, og fås ikke som standard på en bevilling, men de mange fordele vejer som regel op mod den højere pris.

Læs også: 

Vil løbe maraton på ét ben

Benproteser til sport