Høreapparater skal ligestilles med briller

– Vi bør betragte høreapparater på lige fod med briller!

Sådan lyder det fra Thue Raakjær Jensen, som fik et høreapparat for fire år siden.

Efter at have været ude i det private erhvervsliv, vendte Thue tilbage som sognepræst og opdagede, at han i konfirmandundervisningen flere gange måtte sige: “Hvad siger du”? Han var 50 år og synes ikke, at han kunne passe sit arbejde, hvis han ikke kunne tale med de unge. Derfor valgte han at få et høreapparat, og reaktionen fra især ældre mennesker overraskede ham.

– Jamen, flere sagde lidt pikeret: Du skal da ikke have høreapparat, det er du da alt for ung til, fortæller Thue, der har aldrig har fået samme kommentarer, fordi han bruger briller.

For Thue er der ingen forskel. Det handler om at få hjælp til at klare hverdagen. Han kan nikke genkendende til, at det kan opleves som en overvindelse at få høreapparat og erkende, at man faktisk har et problem. Glæden ved at få et høreapparat gør dog, at han gerne vil opfordre andre med høretab til at få gjort noget ved det.

– Høreapparatet hjælper mig i mit arbejde, og så holder jeg meget af musik og spiller selv klaver. Da jeg fik høreapparat og satte mig for at lytte til musik, hørte jeg nuancer i musikken, som jeg ikke havde hørt længe og fik faktisk tårer i øjnene, siger han og fremhæver samtidig den gode og professionelle hjælp og rådgivning, han har fået på audiologisk klinik i Holstebro.

– Hold da op, hvor jeg været dum!

Det siger 58-årige musiker, Ole Falk, fordi han i lang tid ikke overvejede, om det kunne være anderledes, da han fik et høretab. Efter at have haft fåresyge som 30-årig oplevede han, at det var som om, han havde vand i det ene øre. Da det ikke forsvandt, gik han til lægen.

– Lægen sagde, at fåresygen havde ædt min hørenerve, og at jeg aldrig kom til at høre på det øre igen. Jeg trak mig tilbage, indtil jeg havde forliget mig med det, siger han.

Til trods for, at det var alvorligt for Ole ikke at kunne høre, og han f.eks. altid skulle stå et bestemt sted på scenen, skulle der gå år, før hans kæreste fik ham til at gøre noget ved høretabet.

– Min kæreste oplevede f.eks., at fjernsynet var skruet for højt op, når jeg synes, det var for lavt, og det var jo et irritationsmoment. En dag sagde hun, at med alt den moderne teknik, måtte jeg kunne få et høreapparat, der passede til min situation, fortæller Ole og fortsætter:

– Der er jo meget, der ikke er så frygteligt, som man forestiller sig. Nu har jeg fået et lille diskret høreapparat, som sender lyden over til det øre, jeg kan høre på. Jeg kan i dag høre normalt, stå alle steder på scenen og har fået et meget bedre socialt liv.

– Det bedste og kærligste, man kan gøre som pårørende, er at give den anden et kærligt og velment los bagi – så hårdt, som det nu er nødvendigt, slutter Ole.