Vores hud er kroppens største organ, og derfor har den stor betydning for både vores fysiske og mentale helbred.
Huden er nemlig meget mere end indpakning af vores krop. Især har berøring meget stor betydning for vores sundhed og for, hvor godt vi har det, og flere eksperter taler faktisk om, at berøring eller et kram bør tilføjes til de KRAM-faktorer, som officielle sundhedsmyndigheder opfordrer os til at holde øje med i forhold til vores livsstil– Kost, Rygning, Alkohol, Motion og altså et ekstra kram. En af dem er ernæringsekspert og forfatter Per Brændgaard. Han mener, at et kram er ren næring for os, da kærlig berøring er et fysisk behov, som vi alle har – og, hvis vi ikke bliver berørt af andres hænder, ja så kan vi faktisk lide af hudsult.
– Kramning er lige så vigtig som vitaminer for vores sundhed, fastslår Per Brændgaard.
Når vores hud bliver rørt ved, så frigøres hormonet oxytocin, som er nødvendig for, at kroppens ernæringsfysiologiske funktioner kan fungere optimalt.
Oxytocin påvirker både fordøjelsen, optagelsen af næringsstoffer i tarmen, omsætningen af næringsstoffer i kroppen og appetitreguleringen i hjernen, forklarer Per Brændgaard. Derfor mener han, at mangel på kram eller hudsult kan føre til en række ernæringsmæssige problemer, bl.a. overvægt, undervægt, overspisning, underspisning og stress-spisning. Og også fordøjelsesproblemer samt mangelfuld vækst og udvikling – ikke mindst hos spædbørn.
– Det skyldes, at vores krop ikke kan optage og udnytte næringsstofferne i maden uden oxytocin. Og kroppen kræver fysisk berøring for at danne oxytocin, påpeger Per Brændgaard.
– Mennesket er et meget socialt dyr med stort behov for kropskontakt med andre mennesker. Det starter i livmoderen og fortsætter livet igennem, fortæller Per Brændgaard og tilføjer, at mangel på mennesker at kramme med kan føre til, at vi ubevidst kompenserer med at spise enten for meget eller for lidt.
– Hvis man har en livsstil uden særlig meget tæt, fysisk kontakt med andre mennesker, så kan det føre til, at man spiser mere for at få dækket behovene for ro og nydelse. Derimod får bevidst kramning os til at stresse ned, så vi kan nyde – og den proces kan virke både slankende, afstressende og velvære-fremmende, siger Per Brændgaard.