Hun vil ikke tale om det

Der er stille i lokalet. Ingen siger noget. Lige nu er der ikke nogen ord. Men det er en ensom og anspændt tavshed.

Hun har været min patient gennem mange år og er gået på pension for et halvt år siden. Hun har en stærk faglig identitet og har normalt både et godt overblik og en udstråling, der signalerer kontrol og styrke.
Hun plejer at komme alene, men i dag har hun sin mand med. Hun bevæger sig langsommere end vanligt og sætter sig påfaldende tungt i stolen. Jeg genkender hendes opmærksomme blik, der denne gang fortæller en anden historie end vanligt.

Jeg har fået brev fra sygehuset, der beskriver, at hun har fået konstateret tarmkraft med spredning til bughulen og leveren. Det er ikke muligt at helbrede hende. Hun kommer til at dø af sygdommen. De er kommet i dag for at tale om, hvordan tiden nu bliver.

Manden indleder samtalen. ”Hun vil ikke tale om det. Jeg har prøvet flere gange, men hver gang skifter hun emne eller går sin vej. Det er ikke til at holde ud. Det er som om, der er et spøgelse i stuen, som vi ikke kan tale om, men som fylder det hele!”

Jeg ser på hende og venter, til hun ser på mig. ”Er det rigtigt, hvad han siger?” spørger jeg.

Hun begynder at græde, inden hun siger noget. ”Jeg plejer at kunne klare alle udfordringer, men nu kan jeg intet gøre. Når jeg ikke taler om det derhjemme, er det fordi, der ikke er noget at sige. Jeg kommer til at dø af sygdommen, og der er ikke noget, jeg eller andre kan gøre ved det. Derfor er der ingen grund til at tale om det”.

Jeg siger til hende, at jeg kan se, at hun græder og spørger hende, hvilke følelser hun oplever.  Hun svarer: ”Jeg er vred. Vred på mig selv over, at jeg ikke kom her tidligere med mine symptomer, så sygdommen ikke havde nået at sprede sig så meget. Jeg er også vred på lægerne på sygehuset, fordi de ikke kan helbrede mig.” Jeg spørger, om der er andre følelser, og hun fortsætter ”Jeg er ked af det næsten hele tiden. Jeg føler mig uværdig. Jeg føler, at jeg kun er til besvær for min familie. Jeg har flere gange haft den samme drøm, der handler om, at jeg lugter af råddenskab, og at min familie ikke vil kendes ved mig”. Hendes mand ser overrasket på hende, mens hun taler. Jeg spørger, om det er første gang, hun fortæller om det, og hun nikker. Hendes mand rykker tættere på hende og holder armen om hende.

Så er det, der bliver stille i lokalet. Vi er stille sammen, men på en god måde. Vi taler ikke, men der foregår en ordløs kommunikation. Det er dejligt at se, at de er rykket sammen og stemningen er vendt. Sygdommen, og de udfordringer der følger med, er de samme, men nu er de sammen om det.

Det at få en kræftdiagnose er en voldsom psykisk belastning. Både for den, der er patient, og for de pårørende. Ud over alvorlig fysisk sygdom med hospitalsforløb og medicin med bivirkninger oplever de fleste en grundlæggende magtesløshed, som det kan være svært at tale om. Det er svært at tale om, men endnu sværere ikke at tale om. Både for patient og pårørende.

De forlader konsultationen med hinanden i hånden.