Behandling af demens: Besøgshunde i stedet for piller

Beboerne på de danske plejehjem er ofte alvorligt syge. Demens er ikke en usædvanlig diagnose og i nogle tilfælde kan det være svært for både personale og pårørende at trænge igennem. Men det kan besøgshunde nogle gange.

Hvis man er pårørende til et menneske, der får en demenssygdom eller bliver alvorlig syg på anden vis, er det ikke ualmindeligt, at man må forholde sig til udfordringer som urolig adfærd som afbrudt nattesøvn, lyst til at forlade boligen eller udfordrende adfærd i forbindelse med personlig pleje.

På trods af alvorlig sygdom er den ældre stadig et menneske med sin egen historie, og for pårørende og personale kan ønsket om at se et glimt i øjet eller et smil på læben hos det menneske, man holder af være meget stort.

I Danmark arbejder mange plejehjem med kommunikation, minder, madgrupper, kugledyner, sækkestole og livshistorier, der kan fremme livskvaliteten hos den ældre og mindske behovet for medicin. Der er også flere plejehjem, der har høns, katte, hunde eller fugle, som de ældre kan hjælpe med at passe.

Gode og rørende oplevelser med besøgshunde

I 2010 startede Trygfonden et forskningsprojekt, hvor frivillige hundeejere kunne komme på besøg hos beboere på plejehjem. I løbet af projektet har vi oplevet, at det har været nemmere at komme i kontakt med beboere med svær demens, når vi har hunden med.

Det opleves lidt, som om vi har en ”ufarlig” tredje person med, der fungerer som ”isbryder”. Flere af de beboere, vi har mødt, får mere sprog, når de taler med hunden. Det er som om, det ikke gør så meget, at man kommer til at sige noget, der er lidt skørt eller bytter lidt rundt på ordene, når man taler med besøgshunde.

Der har været rigtig mange gode og rørende oplevelser i forbindelse med projektet. En kvinde med depression, som havde været sengeliggende i to år, stod glad op og klædte sig på og gik ind på sin stue og ventede på sit hundebesøg. Vi har oplevet en døende sengeliggende kvinde uden sprog, som ikke kunne bevæge hverken arme eller ben, ligge sig helt tæt ind til hunden og ae den med sin kind. Vi har fået tilbagemeldinger om en svært dement beboer, som efter besøget var mere talende og veltilpas end vanligt.

Samme personlighed som uden demens

Ud fra disse erfaringer, kan vi godt forstå spørgsmålet: ”Hvorfor får vi ikke bare hunde på alle plejehjem?”, men vi er igennem projektet blevet opmærksomme på de udfordringer, der også kan forekomme, når man kommer med besøgshunde.

De ældre har fortsat deres personlighed og kulturelle baggrund med sig. Så hvis man hele sit liv har været utryg ved hunde eller ganske enkelt ikke kan lide hunde, bliver man ikke glad for hunde, alene fordi man fylder 80.

Hvor nogle borgere med svær demens får en positiv reaktion i forbindelse med hundebesøgene, gør det modsatte sig også gældende. Vi har oplevet, at beboere blev overstimulerede og vrede, når de så hunden. Ydermere er der forskel på, hvilken hund man kan lide. Nogen er til små skødehunde og andre til de større hunde.

I behandlingen af plejehjemsbeboere, skal man lære det enkelte menneske at kende og ud fra denne viden vælge, hvilke ikke-medicinske tiltag, der skal prøves. Nogle gange skal man prøve flere forskellige tiltag, inden man finder noget, der virker efter hensigten.

Vi ser besøgshunde, som en mulighed i viften af tilbud til ældre på plejehjem. En vifte, som gennem forskning skal blive større og mere veldokumenteret, så de ældre, deres pårørende og plejepersonalet får de bedste betingelser for samvær og hjælp til den enkelte.