Peter Lund Madsen: Husk nu, hvor godt vi har det!

Når jeg var til fødselsdag (dengang i tresserne, da jeg var en lille dreng) hos min mormor eller morfar på deres gård på Falster, var der altid gang i butikken.

Det gjaldt om at more sig og frem for alt, så gjaldt det om at sætte noget til livs. Min morfar havde stor respekt for folk med en god appetit. Det skulle ikke hedde sig.

Kurt var kongen. Kurt kunne spise enorme mængder af mad. Som han selv sagde: “Jeg har svinemave”. Min bror og jeg var begge til stede ved den fødselsdag, hvor Kurt, ene mand, spiste tre af Ingers store flødeskumslagkager. En enestående bedrift, som der da også blev talt meget om i årene, der gik.

Noget, man snakkede meget om, var “de langhårede,” dem kunne man ikke lide. Nede hos min morfar mente man helt alvorligt og helt konkret, at de langhårede skulle “klippes med en hundeklipper og sendes ud på en ø.”

De pinlige bønder havde pointe

Når min bror og jeg, københavnerdrengene, sad der og hørte om akademikerne, der aldrig havde prøvet at bestille noget. Når foderstofkonsulenten, “som ellers aldrig plejede at blive fuld,” endnu en gang sad og hældte ølsjatter ud af sit glas. Når de store bønder sad der med deres cigarer, deres sjusser og deres bittesmå kaffekopper gemt i deres grotesk store hænder. Når de hyggede sig, når sprutten gik ind, og tungen kom i gled, ja, så kunne det godt ske, at vi følte os, som var vi havnet på en fremmed planet, og jeg skal da heller ikke afvise, at vi af og til har følt os højt hævet over denne samling “reaktionære bønderkarle.”

Sådan har jeg det ikke mere. I dag er jeg stolt af min mormor og morfar. De gjorde det godt. Det var hårdtarbejdende folk, der uden pjat passede deres gerning. Et ord var et ord og respekt var noget, man skulle erhverve sig. Det var folk, der gjorde sig umage med deres arbejde.

Og så var der en ting, der altid blev talt om til deres fester. Som min morfar altid sagde: “Vi må aldrig glemme, hvor godt vi har det!” og det havde han fuldstændigt ret i.

Nogle har arbejdet hårdt!

Dengang, min morfar blev født, lå den gennemsnitlige levealder under 60 år, og det var fuldstændig latterlige sygdomme, man døde af. Lungebetændelse, difteritis og den slags. Sådan er det ikke mere, og det bliver hele tiden bedre og bedre.

Min morfar havde ret; vi skal huske at være taknemmelige.

Den største fare, der truer menneskeheden, er ikke meteorer, grillvinde eller verdensomspændende epidemier. Alt det skal vi nok finde ud af at tackle.

Den største fare er, hvis vi glemmer at være taknemmelige.

Hvis vi glemmer forpligtelsen over for det store fællesskab. Hvis vi mister overblikket og afstår fra at drømme om den næste store plan. Hvis respekten for den klare tanke og et fornuftigt udført stykke arbejde forsvinder. Hvis det hele bliver ligegyldigt, og vi fylder vores liv op med tomgangssnak, småfiflerier og ligegyldige adspredelser, så har vi ikke en chance.

Som min mormor altid sagde: Husk på, at der er nogle, der har arbejdet hårdt for, at du kan spise dig mæt.