Hvad med PSA?

Jeg er ved at sige farvel til min patient. Vi har gennemgået en blodtryks-årskontrol, og jeg synes, vi har været igennem det væsentlige. Da mit blik møder hans, fornemmer jeg hurtigt, at han ikke gengælder min gestus. Vi er ikke færdige. Han spørger: Hvad med PSA?

Jeg kommer i tanke om, at han også har fået målt PSA. Da han både har en golfmakker og en kollega, der har fået prostatakræft, er han blevet nervøs for, at han også kan have prostatakræft, selv om han ingen symptomer har. Inden han fik taget blodprøven, talte vi om, hvor usikker målingen er, og hvor svært det kan være at forholde sig til blodprøven, når den først er taget.

Han valgte at få taget blodprøven, og nu står vi med svaret. Hans PSA er 6 og således let forhøjet i forhold til grænseværdien på 4. Jeg fortæller ham om prøven, og han sidder og kigger lidt frem for sig, inden han løfter blikket og spørger mig, hvad han nu skal gøre – jeg svarer ham, at det er et rigtig godt spørgsmål.

PSA (Prostata Specifikt Antigen) er et stof, der produceres i blærehalskirtlen (prostata), der omslutter urinrøret hos mænd. Det findes i blodet hos både raske mænd, mænd med forstørret prostata og mænd med prostatakræft. PSA-måling er ikke velegnet som screening, da blodprøver, der tages hos mænd uden symptomer, er for usikker. Når der tages vævsprøver fra prostatakirtlen hos mænd med forhøjet PSA, der ikke har symptomer, viser det sig at to af tre ikke har prostatakræft.

Det anbefales derfor, at blodprøven kun tages fra 50-års alderen hos mænd, der har to eller flere nære slægtninge, der har haft prostatakræft og hos mænd med symptomer på prostatakræft. Symptomerne kan være vandladningsbesvær, blod i urinen samt træthed og vægttab.

Prostatakræft er den hyppigste kræftform hos mænd, og der opdages ca. 4.500 nye tilfælde om året i Danmark. Det betyder, at risikoen for at udvikle prostatakræft i løbet af livet er 15 pct., mens risikoen for at dø af prostatakræft kun er 3 pct. Det er således kun de færreste, der dør af sygdommen.

Vi taler om det igen og gennemgår de resultater, der er på området. Virkeligheden er, at der ikke er noget enkelt svar på hans spørgsmål. Selv om hans PSA-tal er let forhøjet, er der stor sandsynlighed for, at han ikke har prostatakræft, og selv om det skulle vise sig, at han har prostatakræft, er der stor sandsynlighed for, at han aldrig bliver syg af sygdommen. På den anden side er han i udgangspunktet aktiv og i det store og hele ved godt helbred, hvilket taler for at udrede ham yderligere med henblik på behandling, hvis det viser sig, at der er tale om prostatakræft.

Da vi har vendt situationen, aftaler vi, at han får noget informationsmateriale med hjem og taler det igennem med sin familie. Vi aftaler at mødes igen om en uge, hvor han tager endelig stilling til, om han vil undersøges yderligere. Han slutter af med at sige, at det er svært, når man ikke kan være sikker, og at det ikke er blevet nemmere af, at han nu har fået målt sit PSA-tal. Jeg giver ham ret og siger til ham, at der hverken med eller uden PSA-tal er sikkerhed for, hvordan vores helbred vil udvikle sig, og at det netop af samme grund giver bedst mening at rette opmærksomheden på det levede liv mere end på frygten for fremtiden.