Hvem sidder der bag skærmen?

Hvem sidder der bag skærmen med krum og stivnet ryg, myoseramt i kroppen af monotone tryk? Det er såmænd Jens Blegmand, så farveløs som sne. Han nærstuderer pixler af det, han gider se.

Og vågner du en morgen i allerførste gry, da har han allerede søgt skærmens sikre ly. Det var hans første handling, det var hans stærke trang. Nu sidder han fikseret, helst hele dagen lang

Sådan begynder min satiriske nyfortolkning af den ikoniske Jens Vejmand-sang, også kendt som ”Hvem sidder der bag skærmen”, hvis tekst af Jeppe Aakjær er fra 1905.

Læs også: Bliv hjernesmart: Forældreskab er lederskab – men tager vi det?

Aakjær var indigneret over behandlingen af mennesker fra “samfundets bund”, der knoklede for dagen og vejen med nedbrudte kroppe til følge. I dag må vi – heldigvis – ikke knokle og udnyttes, som underklassen blev det dengang. Der er arbejdsmiljøregler og menneskerettigheder og meget andet, som tjener os godt i hverdagen.

Til gengæld – og paradoksalt nok – har mange mennesker i vores samfund skabt sig en anspændt og nedslidende hverdag med moderne skærme.

Et studie publiceret i Surgical Technology International viser, at rygsøjlen belastes med cirka 5 kilo af hovedet, når vi har en rank kropsholdning, men med op til 27 kilo, når vi sidder med næsen helt nede i en skærm og bøjer hovedet 60 grader. Det giver masser af spændinger og smerter i ryg og nakke og en dårlig holdning til følge.

Hans øjne bliver tørre, de svier og gør ondt, mens hovedsmerter breder sig hele vejen rundt. Det er såmænd Jens Blegmand, der følger egen lyst, og her til lands er trældom en ret fra kyst til kyst.

Vi er som samfund stadig midt i en vild kærlighedsaffære med det digitale univers, der forløses med skærmen som mellem mand

Fordi noget kan leveres digitalt, siger vi ”wow”, og så må vi hellere benytte os af det. Vi overser bare, at den akkumulerede effekt af, at alt muligt kan læses, gøres og udrettes bag en skærm, heftigt forøger vores samlede skærmtid. En smart digital løsning på ét isoleret område bliver til en reel erobring af vores tid og liv, når den anvendes på tværs af livets mange områder. Kvadratroden af digital er desværre lig med silotænkning.

Skærmbrug er ikke neutralt – og bare noget, som børn, unge og voksne skal have lov til at have en masse af, fordi de har lyst til det. Det spiller i høj grad ind på, hvordan vi trives, har det og interagerer med andre.

Det er tankevækkende, at en række af de fagpersoner med forstand på rygsøjler og nakker, typisk fremhæver, at man højst bør sidde foroverbøjet over en mobil eller tablet i 10-15 minutter ad gangen, hvorefter stillingen bør varieres.

Da jeg var barn, hørte jeg i skolen om de såkaldte ”liljefødder”, der var praksis blandt rige i Kina indtil 2012. Her skabte man ved at binde 7-årige pigers fødder sammen – en deformering, som blev forbundet med skønhed og status. Ældre kvinder med snørede fødder kunne ikke støtte selv på fødderne uden stok. De skulle helst transporteres i bærestol.

Hvad gjorde man ikke af ren og skær vane, fordi man havde blikket stift rettet mod æstetiske eftervirkninger og var blind for de deformerende afledte effekter?

Jeg gøs indeni dengang. Set udefra virkede det som en særdeles usund og smertefuld praksis, men kineserne forbandt den med et højere formål.

Der er ingen, der direkte binder andres fødder sammen i dagens Danmark. Her foregår det mere subtilt. For der er tendenser, vaner og praksisser, der er decideret skadelige og ”deformerer” over tid. Som for eksempel ”bowlingkuglen” på nakken, som man oplever, når man har fastholdt en dårlig hovedstilling i længere tid, foroverbøjet over en skærm.