Hvordan sikrer vi god og rettidig lindring?

Her kommer en god og en dårlig nyhed.

Den gode nyhed er, at der i Danmark er oprettet palliative (lindrende) teams og hospicer med veluddannede læger og sygeplejersker og andre vigtige faggrupper, der kan forbedre livskvaliteten for mange af de mennesker, der lever med alvorlige og uhelbredelige sygdomme.

Personalet på disse specialiserede palliative enheder (dvs. i de palliative teams og hospice) hjælper med f.eks. smertelindring, støttende samtaler, praktisk hjælp, og med at skabe tryghed og overblik. Derved kan de effektivt støtte de syge og deres pårørende til at opnå den bedst mulige hverdag, ikke bare i de sidste uger, men i de sidste år af livet.

Den dårlige nyhed er, at denne hjælp ikke når ud til alle dem, der har brug for den. Der er ikke plads til at modtage alle de henviste patienter, og når de modtages, er der ofte lang ventetid. Desuden henvises patienterne først meget sent i deres sygdomsforløb, selvom de kunne have haft gavn af indsatsen langt tidligere.

Yderligere er der en markant social ulighed: Det er patienter med lang uddannelse, høj indkomst og de yngste og dem, der har det bedste netværk, der har størst chance for at få denne specialiserede hjælp.

Der er en endnu større ulighed i forhold til diagnoser. Af de patienter, der døde af kræft, var det næsten halvdelen (49 pct.,), der modtog specialiseret palliativ indsats. For patienter, der døde af andre kroniske sygdomme som hjerte-, lunge- og nyresygdomme, var det kun 2 pct.

Den vigtigste årsag til denne meget store forskel er nok, at de palliative tilbud i de første år var målrettet kræftpatienter. Derfor er der større erfaring med at finde de kræftpatienter, der har brug for at blive henvist, og med at behandle dem.

Vi ved imidlertid nu, at patienter med f.eks. lunge- og hjertesygdomme kan have mindst lige så store behov og få lige så stort udbytte af den lindrende behandling.

Vi har derfor et reelt dilemma. Vi ved, at flere kræftpatienter burde få den lindrende behandling gennem længere tid. Og samtidig er der et stort udækket behov for lindring af patienter med andre sygdomme. Begge dele blev påpeget af Rigsrevisionen i 2020.

Opgaven er stor, men ikke umulig at løse. Der bør oprustes kraftigt på to fronter. Der skal for det første udføres en langt større indsats i hele sundhedsvæsenet (hospitaler, praktiserende læger, hjemmepleje). Patienter med alvorlige og livstruende sygdomme bør løbende udspørges om, hvordan de har det, så problemer opdages tidligt, og den rette hjælp kan sikres. En del af personalet bør efteruddannes i palliative kompetencer, og den ekstra indsats må prioriteres ledelsesmæssigt.

For det andet er det nødvendigt at ansætte og uddanne flere medarbejdere i de palliative teams på sygehusene, der allerede nu mangler kvalificeret personale. Disse teams skal kunne modtage flere patienter, og de bør kunne følge dem i en større del af sygdomsforløbet. Desuden skal disse teams have mere tid til at fungere som konsulenter for personalet i det øvrige sundhedsvæsen.

Danmark har et sundhedsvæsen i verdensklasse, når man ser på dets evne til at behandle vores sygdomme. Opbygningen af kapacitet og ekspertise til at tilbyde den bedst mulige lindring i de sidste år af livet er godt på vej, men ikke i mål.