”Jeg tager mit eget liv, hvis jeg ikke får noget hjælp. Jeg slår mig selv eller en anden ihjel,” siger han hurtigt og sammenbidt.
Jeg kender patienten. Han er sædvanligvis et elskeligt menneske. Han er alkoholiker og har med mellemrum et større hashmisbrug, men har også perioder uden misbrug, hvor han er god til at finde kvalitet i en hverdag, der på mange måder er både kompliceret og svær.
Jeg kan huske, at jeg så ham for et lille årstid siden, da jeg en tidlig sommermorgen var på vej på arbejde i bil, da jeg passerede en cyklist med en fiskestang, der hang og dinglede efter cyklen. Jeg hilste, inden han drejede af mod havnen. Da jeg senere så ham i konsultationen, fortalte han mig, at han brugte det at fiske som afledning. Når trangen til alkohol eller hash blev for stor, fandt han fiskestangen frem og fiskede ved havnen, indtil trangen var forsvundet. Jeg husker det, fordi jeg blev glad på hans vegne over, at han havde fundet en måde at styre sit misbrug på.
I dag er situationen en anden. Han har en kniv og en saks på sig, og han virker desperat. Han har svært ved at holde sammen på sig selv. Han sidder uroligt på stolen, det er svært at fastholde hans blik og hans opmærksomhed. Han taler hurtigt og usammenhængende og virker både vred og ked af det. Jeg sætter mig ned ved siden af ham og venter, til han kigger på mig. ”Jeg kan se, at du ikke har det godt. Jeg gerne vil hjælpe dig, hvis du vil have det”, siger jeg. Han svarer ikke, men kigger bare ned i gulvet. Efter nogle sekunder spørger jeg ham, hvad der er sket. Han kigger på mig og siger tonløst, at han har lyst til at dø. Han fortæller, at han i en måned har haft et misbrug af både hash og alkohol, men for en uge siden stoppede han fra den ene dag til den anden. Han har prøvet det før, han får en oplevelse af tomhed, frustration og kontroltab de første par uger, efter han stopper med sit misbrug.
Vi taler om hans tidligere oplevelser, og hvordan han tidligere har klaret at komme videre. Han fortæller om sin ungdom, hvor hans misbrug begyndte, og han begynder at græde. Jeg oplever, at vi har en bedre kontakt nu, og jeg spørger ham, om han har brug for hjælp. Han kigger på mig nogle sekunder og svarer, at han ikke kan klare det selv denne gang. Jeg fortæller ham, at jeg har samme oplevelse, og at han må indlægges på psykiatrisk afdeling for at få hjælp.
Vi aftaler, at han lader kniv og saks blive i lægehuset, indtil han har det bedre igen. Det er ikke nemt at skulle på psykiatrisk afdeling, men vi ved begge, at det er nødvendigt lige nu. Jeg minder ham om, at han har klaret det før, og at jeg er sikker på, at han får det bedre igen, selv om følelsen lige nu kan være uoverskuelig.
Inden han går, minder jeg ham om den morgen, hvor jeg mødte ham på vej mod havnen for at fiske. Han kan godt huske situationen. Jeg fortæller ham, at det vil glæde mig at møde ham på cyklen igen, og jeg spørger ham, om han vil have det fælles mål sammen med mig, at han skal finde tilbage til de fisketure, som han er glad for. Han giver mig hånden og fastholder denne gang mit blik, mens han siger: Det er en aftale! Jeg sunder mig et øjeblik, inden jeg er klar til at tage i mod dagens næste patient.