Ibens milde jordskokkesuppe

Jordskokker ser sære og sjove ud. Én ligner en trold med en kæmpestor næse – andre ligner fantasidyr eller rumvæsner. Måske er de ikke så kønne udenpå, men inderst inde er de fyldt med skønne vitaminer. Prøv at give dem navne, mens I vasker og skræller dem. Én kunne hedde Karina, én anden ligne Erik eller Anne eller Mia eller …

Det skal du bruge: 
10 jordskokker
3 store bagekartofler
2 store løg
¼ knoldselleri
1,2-1,5 l vand
4 øko. bouillonterninger
1 tsk. timian
2 dl minimælk eller madlavningsfløde
2-3 spsk. rapsolie
Salt & peber
Evt. 1 ½ dl hirseflager

Sådan gør du: 
Løget skrælles og skæres ud i store tern. Knoldsellerien skrælles og skæres ud i store tern. Jordskokker og kartofler skrælles ligeledes, og kartoflerne halveres. Grøntsagerne svitses i rapsolien og krydres med timian, salt og peber i en stor gryde. Jordskokker og kartofler, vand og bouillonterninger tilsættes, når grøntsagerne i gryden er svitsede. Kartofler, jordskokker og selleri koges til de er møre. Blend derpå retten med en stavblender til den har en fin konsistens uden klumper. Varm igen suppen op, tilsæt mælk eller fløde, smag til med salt og peber. Suppen skal have en lidt tyk cremet konsistens. Når suppen er hældt i tallerkenerne, kan du drysse lidt hirseflager over, det giver en dejlig smag.

 

Ønskebørnenes Yndlingsretter

Er en ny farvestrålende og livsglad bog med skønne opskrifter og nyttig, lettilgængelig viden om kost og ernæring. Opskrifterne er fyldt med grøntsager i alle regnbuens farver og bagerst i bogen er der fire eksperter, som giver deres bud på, hvordan man plejer de gode spisevaner og bekæmper kræsenhed. Bogen er skrevet af tvillingerne Charlotte Thorhauge og Betina Hundebøll, som begge er uddannede sygeplejersker og mødre til hver deres ønskebørn, som har inspireret dem til at lave bogen. Bogen er udgivet af Muusmann Forlag og koster 180 kroner i vejledende udsalg.