Vægttab: Ikke for lægens eller nogen andens skyld

Slidgigt kan kræve vægttab: “Jeg ved godt, at jeg skal tabe nogle kilo – det har jeg også fået at vide på sygehuset.”

Jeg sidder med en mand, der har slidgigt i højre knæ. Smerterne startede for lidt mere end et år siden, hvor han første gang kom i lægehuset med smerter. Det startede med, at han oplevede smerter ved trappegang og om morgenen, når han skulle ud af sengen.

Da han har et fysisk krævende arbejde som VVS-mand, har det betydet daglige udfordringer. Da han første gang kom med sit problem, undersøgte jeg ham i klinikken og fik foretaget et røntgenbillede. Begge undersøgelser viste begyndende slidgigt.

Svingende smerter til at starte med

Han har fået øvelser, smertestillende og været henvist til et tilbud i kommunen, der hedder ‘gang i knæene’, som er et intensivt træningstilbud til personer med slidgigt. Der har været en periode, hvor det er gået lidt bedre, men de sidste tre måneder er det kun blevet værre.

Nu oplever han også smerter om natten og har flere gange måttet melde sig syg på grund af smerter. Jeg har henvist ham til ortopædkirurgisk afdeling med henblik på vurdering af behov for operation.

Nu sidder han i min konsultation og fortæller om oplevelsen, hvor han har fået at vide, at han skal tabe sig, og at operation ikke er løsningen på hans problem.

Ved godt vægttab er en god idé

Jeg spørger ham, hvad han tænker. Han sidder og ser lidt på sine hænder. Så ser han på mig og siger, at lægen jo har ret. Han ved godt, at han vejer for meget. Jeg har været hans læge i 10 år, og i alle årene har han vejet omkring 130 kg. Vi har talt om det flere gange, og der er ingen tvivl om, at han meget gerne vil tabe sig, men det er ikke nemt.

Jeg spørger ham om, hvad der skete på sygehuset. hans øjne bliver røde, og han rømmer sig. Så begynder han at fortælle: ”Det var uværdigt. Det var som om, lægen skældte mig ud. Som om jeg var et barn.”

Jeg spørger ham om, hvad der er det vigtigste for ham lige nu – han ser på mig uden at svare.

Jeg er lidt usikker på, om han forstår, hvad jeg mener, og jeg spørger ham om, hvad der er mest vigtigt for hans livskvalitet. Så sker der noget. Han siger, at han gerne vil være en god far, en god ven, og at han gerne vil passe sit arbejde.

Jeg smiler og siger til ham, at så vidt jeg ved, er det alt sammen noget, han allerede gør rigtig godt. Han lyser lidt op og svarer, at det er rigtigt, men at han er bange for, at han ikke kan blive ved med at gøre det, hvis han ikke får det bedre.

Jeg spørger ham om, hvad det vigtigste er, som han selv kan gøre for at blive ved med at gøre de ting, der har størst betydning for hans livskvalitet. Han smiler lidt og siger så – det samme som lægen på sygehuset sagde.

Det skal være for ens egen skyld

Vi er enige. Det er rigtigt, men han skal ikke arbejde med vægttab for lægens eller nogen andens skyld. Han skal ikke gøre det, fordi andre siger det.

Han skal selv overveje, hvad der er vigtigt for ham, og hvad han selv og andre kan gøre, for at han når i mål med sine ambitioner. Det vigtige er ikke, om han gør, som jeg siger, men at han får støtte til at gøre det, der er vigtigt for ham selv. Når han selv definerer sine mål er sandsynligheden for, at hans vægttab lykkes også meget større.

Jeg siger til ham, at jeg gerne vil bakke ham op, så godt jeg kan. Der er mulighed for kostråd og motionsvejledning via kommunens sundhedstilbud, og vi hjælper også gerne i lægehuset.

Vi snakker om, hvordan vi fra lægehuset kan støtte ham, og han vil gerne gå til målsamtaler hos sygeplejersken – det aftaler vi.