Efter kræft: Arbejdede sig tilbage til livet

Henning Eriksen kunne lige så godt være død af sin kræftsygdom. Men han lever, og for ham er arbejde en del af livet.

Dagen før Henning skulle rejse til USA på en længe ventet ferie fik han pludselig stærke smerter i maven. Det var sket flere gange før, men ikke så voldsomt som denne gang. Han måtte skrigende fragtes til hospitalet i en ambulance. Denne gang undersøgte lægerne ikke kun Henning på ydersiden, men skannede også hans mave, samt prøvede med kikkertundersøgelser, men de kunne ikke komme helt ned i maven, da der var noget der spærrede passagen.

– Det har passet med, at jeg cirka hvert femte år de seneste 20 år har fået et anfald med stærke smerter i maven, men de har aldrig fundet noget. Den ene gang troede de, at det var akut blindtarmsbetændelse, så den er fjernet, men det var ikke det, der var galt.

Det, der var galt, var, at Henning havde kræft i bugspytkirtlen. Kræft i bugspytkirtlen er svær at opdage, da symptomerne er vage og ukarakteristiske og desuden ofte først viser sig sent. I Hennings tilfælde var det yderligere kompliceret, da hans blodprøver ikke viste tegn på kræft, som de ellers typisk vil gøre.

Nulstillede smagsløg

Henning var heldig, selv om hans kræft havde spredt sig, så sad den uden på bugspytkirtlen i den ”heldige ende”, som lægerne udtrykte det, han kunne opereres. Han fik fjernet svulsten, en del af mavesækken, et stykke af tolvfingertarmen og et stykke af tyndtarmen  Efterfølgende var der komplikationer. Stomi, sivende sår og bylder på leveren. Henning var sygemeldt et halvt års tid og nåede lige at begynde på arbejde, inden de opdagede, at der stadig var kræftceller tilbage, og han måtte sygemeldes og opereres. Først efter endnu en operation, var lægerne sikre på, at alt det syge væv var fjernet. Det var mens, han lå på hospitalet og kæmpede for at blive rask, at han blev fyret. Det var et uventet slag, da han var blevet lovet at kunne vende tilbage til sit gamle job.  

– Jeg er ikke klar til at gå på pension. Tiden er ikke til, at jeg skal gå der hjemme. Jeg kan godt lide at stå op om morgenen, og deltage i det sociale på en arbejdsplads. Det økonomiske er det mindste af det, fortæller Henning.

Efter den sidste  operation modtog Henning kemo for at sikre, at alt kræften skulle forsvinde. Det havde blandt andet den bivirkning, at al mad smagte underligt. Næsten alle retter, han har kunnet lide hele sit liv, smagte ham ikke længere.

– Det var som om mine smagsløg var blevet nulstillet. Jeg skulle vænne mig til smagen af mad igen.

Samtidig var appetitten væk, og efter operationerne mangler Henning så meget af sin mave, at han har svært ved at fordøje mad.

Familien hepper

Den tid, Henning lå på hospitalet, var ikke kun hård for Henning. Hennings hustru besøgte ham hver dag.

– Det var meget svært for hende. Alene det at skulle besøge mig dagligt. Det var de år med den hårde isvinter. Og hun vidste jo heller ikke, hvilken vej det gik, fortæller Henning, som er taknemlig for sin hustrus støtte.

– Det er da det halve af det, at der er nogen, der står og hepper på dig. De stakler der er alene, der ikke har nogen at komme hjem til, de har det svært. Jeg tror ikke, de bliver raske efter sådan en omgang. Det er en umålbar størrelse, som man ikke skal ignorere, siger Henning, som også synes, at sygeplejerskerne på afdelingen gør en stor forskel. Henning lå både på Rigshospitalet, hvor han blev først blev opereret og siden på Hvidovre Hospital, som han hører til.

– Jeg tager stadig ind på Rigshospitalet et par gange om året med chokolade til afdelingen, for jeg holder så meget af dem. De var så søde og professionelle. Jeg har meget stor tillid til dem. Men der er stor forskel. På de forskellige afdelinger på Hvidovre Hospital oplevede jeg ikke at få varm mad en eneste gang, fordi personalet ikke delte maden ud, mens den var varm. Det virkede som om, at de havde en faglig kamp med ledelsen. Man bliver sgu ikke rask af at ligge sådan et sted. Selvfølgelig var der også her meget søde sygeplejersker, men det var desværre ikke det generelle billede, fortæller Henning. Han ved ikke, om det var den enkelte afdeling, der ikke fungerede godt, eller om det var generelt. Men han mener, at det så betyder endnu mere, at man har et godt bagland.

– Man skal have et godt liv, netværk og familien i orden. Hvis der ikke er nogen til at hjælpe og holde i hånden, så er det hårdt at være syg.   

Tilbage til arbejdsmarkedet

I dag har Henning genfundet både appetitten og glæden ved mad, men hans fysik bliver aldrig den samme igen.

– Jeg bliver meget hurtigt træt, og det har noget at gøre med, at jeg mangler så meget af min mavesæk og tarm og derfor bruger meget energi, når jeg fordøjer. Jeg spiser enzympiller, som skal hjælpe mig med at fordøje maden, og får kalktabletter og medicin, som skal forebygge et mavesår.

Da Henning igen blev raskmeldt, var han på kommunen for at finde ud af, hvad der skulle ske med hans arbejdsliv fremadrettet. I en alder af 59 år og med de begrænsninger, som kræften har givet ham, var en pensionering en mulighed. Men Henning ville hellere arbejde igen:

– Jeg synes, jeg skylder mig selv at arbejde, når jeg nu er blevet rask, så skal jeg jo ikke bare sidde hjemme i lænestolen.

Henning blev derfor indstillet til et flexjob.

– Det tog over et halvt år, men jeg har fået at vide, at det er Danmarks hurtigste tildeling af et flexjob. Jeg fik det bevilliget dagen før min 60-års fødselsdag.

I dag har Henning arbejde ved medicinalvirksomheden Lundbeck, hvor han arbejder på lageret hver formiddag. 

– I dag har jeg det ganske fortrinligt. Jeg har ondt i maven en gang i mellem – en dag eller to – og så kører det igen. Jeg bliver stadig hurtigt træt, og jeg skal helst sove til middag. Trætheden eller udmattelsen er ikke noget, jeg kan sove mig fra. Det skyldes, at der er fjernet så meget fra min mave. Men det går  godt i det daglige, fortæller Henning, som heller ikke har planer om at lade sig pensionere foreløbig. 

– Hvis det fortsætter sådan her, så bliver jeg ved med at arbejde. Jeg vil gerne blive ved til jeg er 65 eller 66 år, måske endda 67 år hvis jeg bliver ved med at kunne klare det.