’indspark på spidsen’

Jeg har de sidste år revet mig håret utallige gange, når ”os” såkaldte ’eksperter’ formidler på baggrund af nye undersøgelser, har fundet kilden til, hvorfor vi er så usunde, på hvad vi nu skal spise, eller hvordan vi i stedet skal træne. Alt hidtil har været forkert – her kommer det rigtige …

Jeg er uddannet indenfor ernæring og sundhed og har arbejdet med ernæring og træning i 10 år. Jeg har følt på egen krop, hvordan både vægttab og spiseforstyrrelser føles. Jeg har også hevet den kage op af skraldespanden igen, jeg smed væk, efter jeg fik dårlig samvittighed over at have spist noget, jeg ikke burde. Jeg har gennemført Ironman’s (langdistancetriatlon på jernmandsdistancen), arbejdet som personlig træner, er uddannet indenfor ernæring , og jeg har trænet så hårdt, at jeg har haft afføring rendende ned af benene. Kan jeg så sige, hvordan vi alle skal spise og træne korrekt? Nej, for så let det ikke – så sort og hvidt er det ikke.

Det er dårlig kommunikation – men det er desværre med vilje…
Igen og igen ser man forskere overfortolke studier. Og ja, primært deres egne … Der bliver overdrevet. Ja, man kunne næsten foranlediges til at skrive manipuleret med resultaternes reelle konklusion … Konklusioner og bombastiske overskrifter bliver meldt ud til journalister, for eksempel i form af pressemeddelelser. Budskaberne er sorte eller hvide – det er enten/eller. Ikke noget midt imellem. Ingen nuancer. Ikke til glæde for hverken forskningen eller modtagerne – den helt almindelige dansker, der selvsagt ikke har indsigt nok eller tid til ligefrem selv at gå undersøgelsen efter i sømmene.
Udtalelser kun til glæde for forskerens nuværende projekt – og deres næste projekt. Selvpromovering, når det er værst.
For mange er også under hårdt pres for at få tildelt økonomiske midler til deres næste forskningsprojekt. De har nærmest deres egen brand. De er forpligtet til at stille sig til rådighed for medier, så deres forskningsresultater kan videreformidles til offentligheden. Det bliver de i høj grad målt på. Desværre betyder det, at man ser forskere gå på kompromis med, hvad man må formode er noget af forskningens mest hellige: At der skal være evidens for resultater – at der skal være solid dokumentation – for at man kan konkludere noget som helst konkret. Der konkluderes på dokumentation, som ikke kan bære. Det er vanvittigt ærgerligt.

Markante og stort opsatte nye forskningsresultater, som dem vi dagligt ser smidt i store rubrikker i aviser og på websites, kan kun forsvares som fagmand, hvis det er på baggrund af rigtig mange forskellige studier. Som forskere har sat sig ned og analyseret sig frem til en konklusion – måske på baggrund af flere hundrede studier inden for det samme område. Men selv dér, bør der tages forbehold.

Og nej, journalisterne, der skriver artiklerne som blinde høns uden selv at agere kritisk, er ikke et hak bedre. Men deres troværdighed er desværre allerede i bund, og den er uoprettelig. Og ligesom journalister må finde sig i at stå til mål for stand, så må videnskaben det desværre også. Man kan groft sagt sige, at ’ingen er bedre end dårligste mand’. Og det går udover de mange fagligt stærke personer, der jo er langt de fleste! De stærke og erfarne fagfolk må tage ansvar, når de læser i medierne om endnu en omgang makværk fra en kollega. De må tage afstand. Det handler videnskabens troværdighed. Dens vigtighed kan ikke beskrives med ord.

Nogle gange forsimples eller overdrives ny forskning til sensationslæsning

”Se mig – lad mig nu fortælle dig hvordan du lever sundt og træner rigtigt”
Dette hjælper ingen. Tværtimod underminerer vi vores egen professionalisme; og vi skaber én ”os mod dem verden”.

Desuden bør vi jo stille os selv spørgsmålet, om alle mennesker nødvendigvis har behov for hele tiden at få alt det at vide, man nu går og forsker i – når det kræver én professionel til at vurdere konklusionerne!

”Stenalderkost, intervaltræning, proteinkuren, de 8 kostråd, spis efter din skostørrelse, træn efter dit horoskop. Ja, der er nok at tage fat på…”

Hvad der er rigtigt eller forkert, er faktisk ikke noget, jeg kan bedømme. Det kan videnskaben helt sikkert heller ikke altid. Og da slet ikke dem, der formidler videnskaben ud til befolkningen. Fordi videnskab er mangelfuld og kompleks. Den er netop aldrig endegyldig. Derfor er den ikke sort eller hvid. Det er farligt, fordi den så kan udnyttes eller blive forenklet – desværre så meget, at det bliver forkert.

Det bliver ofte en følelsesladet formidling og debat. Dem, der tror på det ene, finder undersøgelser, der understøtter det, de tror på – og omvendt. Det bliver igen én ’dem mod os’. Rigtigt eller forkert. Men måske er begge dele rigtigt – eller begge forkert. Men jeg ønsker mig videnskabsfolk, forskere, eksperter og så videre, der er mere åbne og tolerante overfor, at der findes noget, der er rigtigt for nogle, men ikke for andre. Videnskaben kan jo også tage fejl. Om 30 år finder vi måske ud af, at de råd der bliver givet i dag, er forkerte. Dér vil jeg da være glad for, at jeg ikke postulerede noget … Men måske tænker nogle af de her eksperter, at de alligevel ikke lever til den tid …

For nogle år siden læste jeg en artikel, der havde overskriften ’Pizza helbreder kræft’. Denne artikel var skrevet på baggrund af en undersøgelse, der havde påvist, at kostfibre muligvis havde en forbyggende effekt på tarmkræft. Så havde man lige puttet til ekstra kostfibre i pizzadejen. Da jeg læste den, fik jeg sgu lyst til at stikke den pizza et vist sted hen på den, der havde skrevet den artikel …

Hvad er sund mad egentlig?

Der kommer nye undersøgelser hele tiden. De fleste er for almindelige mennesker lige så ligegyldige som carbonhjul er for min mor. Hvis man nu laver et måltid, der består af den helt rigtige ernæringsmæssige sammensætning: du har 80g ris, 150g kyllingefilet og 400g kogte frosne grøntsager. Er det sundt? Har du lyst til at spise det? Bliver dine sanser stimuleret? Har maden flotte farver? Dufter den himmelsk? Slikker du dig ligefrem om munden? Tænker du nej, så er det måske ikke sundt, selvom videnskaben kan bevise noget andet…

For nogle uger siden fandt vi så ud af, at franskbrød muligvis giver os kræft. Det er så dejligt, at der kommer fokus på et område, hvor man kan nedbringe risikoen for en forfærdelig sygdom. Men vent nu lige lidt med at kaste både kaffen, og brødet ud af vinduet. Der er en risiko, og den skal tages alvorligt. Men man ved stadig ikke alt, og at melde dette ud, skaber kun en frygt og en forvirring, der ender ud i, at folk bliver trodsige, og gør lige det modsatte … Eller aldrig nogensinde igen varmer noget over 120 grader igen. Her sidder ’Rawfood’-tilhængerne nok og klapper sig i hænderne … Hvorimod der nok er nogle enkelte fødevarevirksomheder, der gerne vil have en undersøgelse, der viser, at risikoen er mindre, end der blev meldt ud af både forskere og journalister … Det er bare ikke godt nok.

”Min kammerat dyrker crossfit og triathlon og spiser som ’Flintstones’, så han er sgu bare sund”

Min drøm er, at folk lige stopper op og stiller sig selv spørgsmålet: hvad er sundhed? Hvad vil det sige at være sund?
Jeg sidestiller sjældent sixpack, pumpede muskler eller et kondital på 89 med sundhed. Sundhed bør ikke være det ekstreme og superkontrollerede.
”Hvis jeg nu bare spiser efter den her kostplan, hvor jeg får blåbær med antioxidanter, jeg får mandler med sunde fedtsyrer og kylling med proteiner. Jeg spiser ikke mel, æg, eller din mormors æblekage. Den gør mig sikkert syg, tyk eller j
eg mister potensen. Nej, jeg holder min kur 100 procent. Så taber jeg mig, bliver sund og mere lykkelig.”

Man er i kontrol. Men kontrol er ikke det samme som fysisk eller psykisk overskud …

Jeg håber, at alle snart indser, at mad og motion ikke kun skal tænkes med hjernen, men også med hjertet! At vi kan inspirere og give folk oplevelser, de aldrig glemmer. Mad, der giver dem lyst til at udforske. Motion, der giver dem sved på panden og et smil på læben.
Det er jo heller ikke sikkert, at sundhed har samme værdi for alle. At det ikke betyder det samme for alle. Danmark består stadig af mange forskellige samfundslag, og hvordan vi vælger at leve, er stadig meget forskelligt. Jeg tror bestemt ikke på, at det er mindre sundt at gå en tur med hunden hver dag – end det er at dyrke ekstremløb, crossfit eller harpunfiskeri.

Man bør heller ikke negligere den udfordring, at almindelige mennesker har meget svært ved at gennemskue den viden, de får formidlet. De har heller ikke tid til det i en travl hverdag. De stoler (forhåbentlig stadig …) på eksperterne. De læser oftest kun overskrifter og får ikke nuancerne med. Det gør kun formidlernes ansvar endnu større.

At almindelige mennesker ikke kan gennemskue den ”officielle viden”, gør desværre også, at de oftest hellere vil lytte til deres egne – dem, de kan identificere sig med. Det kan ingen være tjent med. Fagligheden bliver blandt andet for alvor udfordret i diverse foras på nettet. Værst er det i fitnessbranchen, hvor usandhederne slås om spaltepladsen. Men fordi, at forskernes egen troværdighed kun er på nedad på grund af årevis dårlig kommunikation og videreformidling, slipper de nemmere af sted med det. ”For dem kan man jo heller ikke stole på…”

Lad os give hinanden hånden på, at vi tager imod de nye undersøgelser med et ydmygt og søgende samt ikke mindst kritisk sind! Så kan vi bedre forklare befolkningen, hvordan de måske bliver gladere, sundere og mindre forvirrede mennesker.
Jeg frygter nemlig, at det ender med, at ingen gider høre på videnskaben og på eksperter generelt – at befolkningen synes, vi vrøvler, lyver eller i værste fald tror, at vi alle er i lommen på en virksomhed eller nogle mennesker med særinteresser. At vi kun siger det, der gavner os selv og vores egen karriere…

Bliver jeg selv i næste uge være citeret for at sige, at man bare ikke kan leve uden den her nye træningsform, fødevare eller andet produkt, så er det fordi, jeg mangler penge til de nye badeværelsesfliser…