Poul Krebs: “Musik er min lykkepille”

Poul Krebs gik ned med flaget efter sit første barns fødsel. En forsinket reaktion på farens død mange år tidligere, mener han selv. Ellers er han en glad mand, der bruger motion og musik som mentale lykkepiller. En stifinder på rette vej, som han sang engang.

Solen skinner, og Poul Krebs kommer cyklende til sin yndlingscafé i bydelen Risskov, Deli’en, hvor de laver god kaffe. Og det er vigtigt.

– Jeg gider ikke bare drikke en kop kaffe. Det skal være god kaffe, siger 58-årige Poul Krebs og afslører dermed sin holdning til mange ting i livet.

Det er her i Vejlby-Risskov nord for Aarhus, han voksede op og i den lokale hal, han engang gik til håndbold. Det var før, han opdagede musikken og droppede en håndboldkarriere til fordel for en levevej i musikbranchen. Poul Krebs’ far døde, da Poul var 14 år, og hans mor blev ramt af en depression. 20 år senere blev han selv far, og så kom reaktionen.

– Det der med, at jeg selv var blevet far, ville jeg gerne have delt med min egen far. Jeg ville gerne have vist ham, det gik alligevel. Nu havde jeg også fået en familie, siger han.

– Jeg tror mest af alt, jeg havde brug for at mærke, at den sti, jeg gik på, var farbar og at den sti også kunne rumme en familie.

Siden blev familien forøget med endnu to børn 11 år efter den førstes fødsel og efter mange overvejelser om adoption.

– Det er så stort at få børn, og ens reaktion kan man slet ikke forudse. Det er ligesom, når kvinder snakker om, hvor ondt det gør at føde, det kan man heller ikke sætte sig ind i, hvis man ikke har prøvet det. De følelser, der kommer op i en, når man bliver forældre, de kører selv. Og de styrer alt. Man bliver mindet om, hvor skrøbeligt, livet er, og når man selv oplever sådan en kæmpe glæde, vil man gerne vise den til andre, dele den med sine nærmeste. Og det kunne jeg jo ikke med min far.

Jeg husker, at jeg som stor dreng var oppe og spille ishockey og havde fået alt udstyret på, og jeg tænkte, at det gad jeg godt gå med altid – dækket ind mod slag, og i en eller anden form var det nok det, jeg gik med, indtil jeg fik min første datter. Så måtte jeg jo have det hele af, så jeg kunne mærke hende og på den måde sætte min egen sårbarhed op som værn. Det er vel det, der sker, når man træder ud af sit eget centrum…

Poul Krebs siger, det var en irrationel reaktion, da han blev ramt af tungsind efter datterens fødsel. Men det var samtidig netop det at blive far, der hjalp ham op igen.

– Vi flyttede til København lige efter, vi havde fået Anna, min kone læste på universitetet, og jeg gik meget rundt med barnevognen. Jeg mødte kolleger, der fortalte, det hele gik så godt, og de havde så travlt. Jeg havde det fint med, jeg ikke havde gang i noget, det føltes godt at gå mine lange vandreture på Østerbro og bare være til stede i byen. Jeg syntes, jeg mødte en masse mennesker, der sagde, de elskede byen, men de fór fra det ene sted til det andet og var slet ikke til stede i den.

Da Poul Krebs kom i gang med sin på det tidspunkt spirende musikkarriere igen, røg han ind i en turbulent tid i branchen, der var så meget knas, som han siger, og det kulminerede i, at han og familien flyttede til Amsterdam.

– Jeg cyklede rundt og spurgte folk, om de kunne hjælpe med et sted at bo. Jeg havde min datter på armen, så man kan sige, jeg trak ”enlig far”-kortet … I hvert fald endte det med, der var en pige, som skulle til USA, og hun havde en husbåd, vi kunne leje.

Planen var, han skulle skrive engelsksprogede sange til andre kunstnere, i stedet var det danske sange, der trængte sig på og udmøntede sig i gennembrudsalbummet ”Små sensationer”, som han tog hjem og udgav.

– Og så var der ikke knas mere, siger Poul Krebs og ser velfornøjet ud.

I munkekloster

Poul Krebs fortæller om en tur han havde sammen med sin familie til et munkekloster i Assisi i Italien, som huser 50 munke fra hele verden.

– Vi befandt os i et kæmpe religiøst setup blandt 40.000 mennesker, der skulle se en kirke. Men min gode ven Michael (Falch, red.) har en ven i klosteret, så vi bankede på, Broder Theodor åbnede, og vi blev lukket ind i en stilhed, i fuldstændig fred, en tilstand vi alle sammen er helt vilde med. Broder Theodor havde faret rundt det meste af sit liv, han havde blandt andet optrådt med Dario Fo, men han havde fundet ud af, det var bedst for ham at opholde sig i klosteret. Det var det, han fik mest energi af. Og sådan kan man opsøge oplevelser. Det gør jeg meget. Det værste, der kan ske, er at man får et nej.

At tage i munkekloster i Italien ligger jo ikke lige for til hverdag, men Poul Krebs har sine metoder til at få ro i hovedet uanset hvor, han befinder sig.

– Når mit liv bliver for voldsomt, og jeg mister fodfæste, har jeg mine egne små systemer til at finde det igen. Da vi optog ”Toppen af Poppen” på Bornholm eksempelvis, fandt de andre medvirkende ud af, at jeg havde mine små ritualer. Pludselig vidste de ikke, hvor jeg var henne. Så stod jeg ude på en klippe og fik ro i hovedet. For ti år siden ville jeg ikke have kunnet holde ud at være med i et tv-program, hvor jeg skulle have et kamera stukket op i hovedet døgnet rundt, men jeg er blevet bedre til at klare sådan nogle ting og holde fast i mig selv samtidig. Jeg har fået sådan en ro … Jeg ved ikke hvorfor, men den skal være velkommen!

Ro finder Poul Krebs også på sine næsten daglige cykelture ind til Aarhus centrum, hvor han har studie, og ved at motionere. Men det skal være sjovt, ellers gider han ikke.

– Det er ligesom med kaffen. Det skal ikke bare være en almindelig kop kaffe, det skal være en god kop kaffe, hvis jeg skal drikke den. Og jeg gider for eksempel ikke at gå i fitness, jeg hader det, motion skal være sjovt og gøre, at man kan mærke, man får tingene på plads mentalt. Jeg ser folk, der løber og ser ud som om, de skulle gøre noget helt andet. De ser ud som om, de lider, og de har en dårlig løbeteknik. Så forstår jeg ikke, man gider. Jeg forstår heller ikke folk, der køber verdens dyreste cykel og konkurrerer med sig selv om at køre fem-ti kilometer hurtigere end i går. De vinder jo ikke Tour de France alligevel. Man kan lige så godt nyde turen.

Faktisk finder Poul Krebs masser af inspiration, når han er på landevejen, på cykel eller i bil. Og han har tilbagelagt tusindvis af kilometer, når han har været på turné. Deraf navnet på hans seneste album, ”Asfalt”.

– Jeg kan godt lide at cykle den samme vej hver dag og opdage noget nyt hele tiden; nye lyde, nye lugte, nye skilte … Man kan blive irriteret over at skulle sætte farten ned på grund af vejarbejde og ikke nå hjem i tide – hvad i tide så er – eller man kan lægge mærke til sine omgivelser. Jeg tænker altid over, hvordan mit liv ville se ud, hvis jeg var ham, der går og reparerer bommen ved lokaltogstationen eller ham, der kommer gående i jakke og slips med en lædermappe i hånden. Jeg portrætterer mennesker og steder i mine sange, mange får skrivekrise, når de bliver ældre, de synes, historierne er fortalt. Men jeg er god til at sætte mig ind i andre mennesker og forestille mig deres liv, og derfor løber jeg aldrig tør for noget at skrive om.

De blå sange

Poul Krebs har noget, han kalder ”de blå sange”. Sange, som har en undertone af nedtrykthed, som beskriver de mindre festlige sider af livet.

– Selv om det er blå sange, bliver jeg nogle gange lettet, når jeg har skrevet dem. De gør mig glad, tingene bliver sat i relief. Jeg elsker de blå sange, jeg elsker at skrive dem, men jeg elsker ikke altid at synge dem, når jeg er ude at spille. For jeg vil også gerne være ham, der sætter gang i festen.

Poul Krebs fortæller, der er perioder, hvor han ikke får skrevet noget, og der er perioder, hvor han ikke får rørt sig. Det kunne man måske kalde ”blå perioder”.

– Men jeg kommer op igen! Man skal give sig selv lov til at falde ned en gang i mellem, alting går så sindssygt hurtigt, og måske skal man ikke altid følge med …

Hurtigt gik det derimod med at indspille ”Asfalt”, hvor Poul Krebs blandt andre har selskab af Lisa Nilsson og Michael Falch.

– Vi indspillede den på to dage og var i alt fire dage i studiet. Jeg har hverken tålmodighed eller stor fornøjelse af at være i studiet i tre måneder. Vi plukkede sangene, lige da de foldede sig ud. Når man gør det på den måde, er der ikke nogen, der sidder og fedtspiller, fordi de kan gå ind og lave det om bagefter. Alle er på i øjeblikket. Det er enormt vigtigt for mig, at få folk engageret i projektet, at føle de har ejerskab i det. For jeg ved jo godt, jeg ikke var noget uden dem.

Poul Krebs har fem bøger fyldt med mærkelige noter, som han selv siger. Noter om små og store oplevelser og iagttagelser, han bruger i sin sangskrivning. Som da han var på rundtur i det nedlagte Horsens Statsfængsel, der i dag blandt andet bliver brugt som koncertsted.

– Ham, der viste mig rundt, fik en telefonsamtale, og jeg fik nogle minutter for mig selv. Jeg gik rundt og kiggede på navnene, som var ridset ind i murene. På den nedslidte sti rundt om fængslet og på porten ud til friheden, som var det eneste, der ikke var nedslidt. Det eneste man havde brugt penge på … Det var en fantastisk mulighed, jeg fik der, og da han undskyldte bagefter, sagde jeg, at det ikke gjorde spor. Det havde været meget inspirerende. Stedet emmede af længsel og alt muligt andet, man kan skrive på. Fundamentet er at kunne et håndværk, og så kan man bygge ovenpå med alt det andet, siger sangsnedkeren Poul Krebs, der i øvrigt har spillet sammen med Jo Nesbø i Norge, inden denne blev en succesfuld krimiforfatter.

Kaffekoppen er tom, da snakken igen falder på det med at få børn. Og Poul Krebs siger afslutningsvis:

– Da jeg fik mit første barn, var jeg i tvivl om, om jeg kunne bære det store ansvar. Min kone og jeg havde været på vej væk fra hinanden et par gange, og jeg var i tvivl om, om jeg kunne være ordentligt til stede. Jeg skulle hele tiden ”være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt”. Med de næste to børn havde jeg det helt anderledes. At være en del af en familie og se sine børn udvikle sig, at se hvert trin på skalaen, er en kæmpe motor for mig. Når man stiller sig ved siden af centrum, står tingene lidt klarere og bliver lidt mere nuancerede. Det er kun, når man tror, man er i centrum, det går galt. Langt det meste er sgu heldigvis blevet lettere med årene. Jeg er der, hvor jeg allerhelst vil være. Vejen har været ujævn og fuld af huller, men jeg kører på den, holder af turen, og der er stadigvæk masser af luft i dækkene!