TV-vært og komiker Anders Stjernholm: Min hjerne er en sprinter

Han blev diagnosticeret med ADHD for syv år siden, da han lige var færdiguddannet journalist. Den medicin, han fik ordineret, hjalp ham ikke ret meget, og han fik oven i købet hjerteproblemer af den, så nu bruger Anders Stjernholm andre metoder for at få styr på sin ”sprinterhjerne”, som han kalder den.

Da Anders Stjernholm som 26-årig blev diagnosticeret med ADHD, kom det ikke som en overraskelse for ham. Han var lige blevet færdiguddannet journalist og havde skrevet bacheloropgave om ADHD.

– Jeg ville have brugt mig selv som case i opgaven, men det kunne jeg ikke, for der var meget lang ventetid i voksenpsykiatrien, så jeg nåede ikke at blive diagnosticeret inden, jeg skulle skrive opgaven, siger Anders, der ikke synes, det hedder at ”have fået en diagnose”, for han betragter det ikke som en gave.

Anders Stjernholm havde med egne ord sjuftet sig gennem hele sin folkeskolegang. Han var godt begavet, men kunne ikke holde koncentrationen, så han tog rollen som klassens klovn, for det var federe at få de andre til at grine end at være ham den kloge.

– Jeg var dygtig fagligt, men jeg gad det ikke. Det nemmeste var at pace mig selv nedad og lave en opgave hurtigt, det gav mig 40 minutter til at lave noget andet, som oftest var at forstyrre de andre. Min bror sagde, da vi var blevet voksne: ”Du fik ikke noget ud af at lave en flot blækregning, men at stoppe en våd pegefinger i øret på sidemanden, det var sjovt!” Jeg ødelagde ikke min egen uddannelse, kun de andres… siger han og fortsætter:  
– Jeg troede, jeg var en superfin fyr, da jeg gik i folkeskolen, men jeg lurede slet ikke konsekvensen af mine ord og handlinger, indtil en pige sagde til mig, da vi gik i 9. klasse: ”Anders du behøver ikke at have det sidste ord i alle samtaler”. Det fik mig til at tænke. Det undrer mig i øvrigt, at der ikke er mere fokus på læringsstile og arbejdsprocesser i folkeskolen. Det ville være værdifuldt for vores børn at lære samarbejdsteorier i stedet for at terpe fakta. Det kan vi ikke bruge til noget – slet ikke i dag, hvor vi lynhurtigt kan finde fakta på nettet.

Anders Stjernholm siger, at han nok har sin hyperaktivitet fra sin far, der dog aldrig har haft problemer med at strukturere sine opgaver.

– Min far er mega effektiv. Han gennemførte jurastudiet på to et halvt år og havde revisorjob ved siden af. Men hvis vi sidder omkring spisebordet og snakker, efter vi har spist, så vender han stolen, sætter sig omvendt og så videre. Lige som mig har han også svært ved at sidde stille længere tid ad gangen, fortæller Anders og tager en slurk af den grønne te, der næsten har erstattet kaffen, fordi koffein gør ham først speedet og derefter dødtræt.

Da Anders Stjernholm begyndte på journalistuddannelsen opdagede han for alvor, at han var anderledes.

– Pludselig arbejdede jeg sammen med folk, der var lige så kloge som mig, og jeg opdagede, at mine arbejdsstrategier ikke var særlig optimale. Giv mig en bunden opgave: ”De næste 45 minutter skal du lave det her”. Det går fint. Men jeg kan ikke være proaktiv en hel dag, det der med selvmotivering i længere tid er sindssygt svært. Min hjerne er en sprinter. Den finder konstant alternativer til det, jeg er i gang med. Hvis jeg sidder og skriver jokes, kan jeg godt liiige lægge et par 7-kabaler eller spille Play Station eller aftale med drengene, de skal komme forbi til brætspil eller ringe til hende der…

Anders oplevede også, at hans medstuderende var mere målrettede end ham.

– Dem, der er blevet krigskorrespondenter, er dem, som tog til Irak i den første sommerferie. Mens jeg drak mig bankelam på Roskilde Festival, rapporterede de fra Basra. Dem, der er blevet sportskommentatorer, var dem, der kunne hele tabellen i den fynske fodbolddivision i hovedet. Det gad jeg ikke. Jeg var til gengæld sjovere. Og jeg ville også redde verden. Jeg lavede bare stand-up (comedy, red.) om aktuelle samfundsemner i stedet for og fandt ud af, hvor fedt, det var.

To dage efter, Anders havde fået sit diplom i journalistisk, kom han til udredning hos en psykiater, og han gik derfra med diagnosen ADHD i mild grad samt en recept på Ritalin.

– Det var det behandlingstilbud, jeg fik. Og jeg havde håbet, at det var den hjernedoping, jeg havde brug for, men medicinen hjalp mig ikke synderlig meget.

I stedet gav den ham hjertekramper. Under en flagfootball-kamp (amerikansk football for tøsedrenge ifølge Anders) faldt han om med spændinger i brystet og vejrtrækningsbesvær.

– Vi har svage hjerter i min familie, og det er nok derfor, jeg opdagede det hurtigt. Jeg fik taget en EKG, der viste uregelmæssigheder, så smed jeg Ritalinen, og efter det har der ikke været noget i vejen.

Social skavank

Efter Anders var stoppet med at tage Ritalin, begyndte han at undersøge, hvad han kunne gøre for at mindske de gener, som hans ADHD gav ham.

– Jeg begyndte at tænke over, at min ADHD var et problem, jeg skulle tage mig af, mere end at det var min læge, der skulle tage sig af det. Vi har en tendens til at sige: ”Det er det her, der er galt med mig, fix det doc!” Men der er ingen psykiatriske diagnoser, der er sikre. ADHD er et meget bredt begreb, og hvem er bedst til at tackle min ADHD? Mig!

Anders Stjernholm læste om ADHD, blev opmærksom på sine svagheder og udfordringer, og han forsøger at tilpasse sit liv efter dem og øver sig i at minimere dem.

– Jeg kan se, når vi står og hygger på Comedy Zoo efter et show, at jeg har svært ved at blive i samtalen, når jeg ikke lige selv taler eller bliver talt til direkte. Men jeg fandt på et tidspunkt ud af, at det er uhøfligt at blive fraværende og kigge alle mulige andre steder hen, og jeg forsøger at være opmærksom på det i situationen. Heldigvis har alle komikere en eller anden social skavank, det er nok derfor, jeg straks følte mig hjemme i den verden.

Anders Stjernholm har også kigget på sin kost, og har som nævnt skåret drastisk ned på sit koffeinindtag, men ellers er han dels ikke så god til at mærke hvad, der er godt og skidt for ham at indtage, og dels er det for svært helt at droppe tømmermænds-fastfood og slik.

– Jeg er ikke så god til at lure, om noget, jeg har stoppet i kroppen, har en virkning på mig. Jeg er slem til at køre rutsjebanediæt; torsdag, fredag og lørdag kører jeg pilsnere og fastfood, jeg er stadig meget glad for alkohol og cannabis… Resten af ugen står den på sushi, kolde afvaskninger og bananer. Jeg forsøger også at holde igen med sukker, og løbende bliver jeg sundere, men jeg bliver selvfølgelig også ældre. Jeg tror, meget af det er alder. Enhver to-årig er jo stinkende ADHD, men stille og roligt danner hjernen de syntakser, der skal til for at styre impulser. Jeg tror på, jeg har ændret min hjernes neurokemi ved at være opmærksom på min ADHD, og jeg tror, mit dopaminniveau er steget hen ad vejen.

Anders uddyber, at alkohol har den virkning på ham, at han har det sjovt, og i en brandert kan hans ADHD stå i lys lue, uden at hans adfærd er så væsensforskellig fra hans omgivelsers.

– Jeg giver slip, og så er det sådan, jeg hygger mig. Så springer jeg rundt… Og jeg har skrevet mange ting, mens jeg var tømmermændsplaget. Hovedsagelig om tømmermænd men også om andre ting.

Hashen derimod dæmper ADHD’en.

– Når jeg ryger, har jeg kun én tanke i hovedet ad gangen, det er SÅ rart. Hvis man kunne fremstille medicin af et udtræk fra cannabisplanten og med det lukke ned for tankemylderet, så vil det garanteret være sundere end methylphenidat (indholdsstoffet i Ritalin, red.). Men jeg vil lige sige, at jeg hverken drikker eller ryger dagligt.

Der er især fem ting, som Anders gør for at dæmpe sine symptomer. Dels spiser han rigtig meget morgenmad, primært bestående af bananer og æg. Dels spiser han fiskeolie, fordi det er godt for hjernen. Han forsøger at lade være med at spise lige inden sengetid, selv om det er hyggeligt at snacke, som han siger. Han dyrker motion, og så træner han også mentalt:

– En gang i mellem lukker jeg øjnene og ser en sort firkant for mig. Så spørger jeg mig selv: ”Hvad er din primære opgave lige nu?”

Anders træner basket en gang om ugen, og han går også i fitnesscenter, dog af forskellige årsager og med forskelligt udbytte.

– Der skal være nogen, som tæller point, når jeg dyrker sport, ellers er det ikke sjovt. Basket er sjovt, og mine omgivelser siger, jeg bliver mere rolig, når jeg har spillet. Fitness går jeg til, fordi jeg gerne vil se godt ud nøgen! Men jeg spiller spil på mobilen samtidig eller prøver at skrive en tekst til et show, for det er så kedeligt at træne fitness. Man kan jo ikke vinde noget – man bliver bare en større taber.

Beskrivelse af svagheder

Anders Stjernholm siger, han ville ønske, at han var begyndt med stand up meget tidligere.

– Da jeg mødte de andre komikere, kunne jeg godt se, hvor jeg passede ind, siger han.

Han vil også gerne arbejde mere med journalistik.

– Men måske går jeg glip af nogle job. Det kan være, der sidder redaktører derude og tænker, ”vi skal ikke ansætte ham der den syge”…

Anders har blandt andet været medvært på underholdningsshowet Bingo Banko på TV 2, og det job passede ham godt.

– Den ene time, hvor showet kørte, var alt kaos, jeg holdt styr på medvirkende, præmier, publikum og så videre. Mit overblik var så godt. Men kun den time. Efter showet sov jeg 14 timer, men imens det stod på, havde min hjerne braget af sted og sprintet til alle sider, og det er også det, der er så godt ved at stå på en stand up scene.

Anders har valgt at være åben om sin diagnose frem for at forsøge at skjule den, han går ud og holder foredrag, og han er ambassadør for ADHD-foreningen. Men han ser ikke ADHD som en tilstand, der kan vendes til noget positivt.

– Det er meget muligt, at de her ustyrlige impulser i min hjerne er med til at gøre mig mere kreativ. Men så længe vi ikke er sikre på, hvad ADHD er, så er det udelukkende en beskrivelse af svagheder. Og ADHD’en må ikke fylde mere end det, beskrivelsen går ud på. Man kan ikke bruge det som undskyldning for hvad som helst. ”Jeg kørte katten over, fordi jeg har ADHD”: Nej, du kørte katten over, fordi du ikke så dig for. Vi skal heller ikke give vores børn mulighed for at bruge det som undskyldning for dårlig opførsel. Diagnosen er en platform for forbedring. Mængden af krav til en med ADHD skal være konstant, kravenes karakter kan skifte, men mængden skal være den samme. Diagnosen har bestemt været en øjenåbner for mig. Den har sat fokus på hjernen og det sindssygt komplekse organ, den er. Den får jo leveren til at ligne et spil fire-på-stribe. Og samfundsmæssigt interesserer emnet mig vildt meget. Psykiatere kan være nyttige, men de skal være klar over begrænsningen af deres viden. De går for hurtigt frem. Jeg giver diagnosen ADHD maks. ti år, derefter kommer der flere underdiagnoser. Men lige nu er psykiaterne for ivrige, og der er for mange økonomiske interesser, der spænder ben for en uvildig forskning.