Jane Aamund: Jeg ønsker ikke at blive 80 år

Jane Aamund har levet med kræft i mere end 40 år. Hun har haft et godt liv på trods af smerter, søvnløshed og svære valg. Men nu er hver dag en kamp, siger hun. Mød Jane Aamund, der er aktuel med en ny roman, ”Naboens søn”, og som drømmer om at danse tango dagen lang.

Jane Aamund var 33 år, gift og mor til to drenge, da hun fik besked om, at hun havde suspekte celler i livmoderhalsen. Lægerne ville lave et keglesnit. Selv om hun gerne ville have haft flere børn, bad hun om at få fjernet livmoderen.

– Det var et hårdt valg. Men jeg var gift med en dyrlæge, vi havde hunde, katte og heste, de har stort set de samme sygdomme som os, og jeg havde set, hvordan det gik, hvis man ikke skar det hele væk. Men det gjorde da følelsesmæssigt ondt ikke at have en livmoder. Jeg husker den følelse af at være så ung og ikke kunne få flere børn, det har jeg aldrig glemt.

Jane Aamund tager en slurk te, som er yndlingsdrikken sammen med varm kakao med flødeskum, inden hun fortsætter:

– Den dag, jeg skulle opereres, mødte jeg en nydelig kvinde på hospitalet, som jeg kendte perifert. Hun havde lige født en yndig dreng, og vi stod og så på hinanden. Hun blev så ulykkelig, da hun hørte, jeg skulle have fjernet livmoderen, og da jeg kom tilbage fra operationsstuen, havde hun stillet alle sine blomster ind på min stue. Omkring syv år senere mødtes vi igen, på et ballethold hvor vi begge gik, det var et meget bevægende møde, fortæller hun.

Jane Aamund bor på sin mors fødeegn i Lemvig i Vestjylland, hvor hun er omgivet af naturen og gode naboer, der hjælper hende, når hun har brug for det. Hun voksede op i Gentofte og boede senere i både Charlottenlund, Hørsholm og USA. Hun arbejdede mange år som journalist, blandt andet på Berlingske Tidende, og i 1977 udgav hun sin første bog, ”Bag damen stod en Christian”. Det store folkelige gennembrud kom i 1989 med ”Klinkevals” efterfulgt af ”Juliane Jensen” og ”Oven vande”, senere kendt som ”Klinkevalstrilogien”. Mange bøger og priser senere er hun igen bogaktuel, denne gang med romanen ”Naboens søn” om fædres og sønners forhold til hinanden, og om hvordan fædre ofte forsøger at gøre deres sønner til bedre udgaver af dem selv.

– Og derved opstår enten en knækket søn uden selvværd, fordi han ikke kan leve op til farens forventninger, eller et sort får, der provokerer og gør oprør, siger hun.

Syg igen

Efter underlivsoperation havde Jane Aamund det godt i en årrække, indtil hun i 1995 igen rammes af sygdom.

– En morgen opdager jeg en blå plet i min gane. Alle omkring mig, min daværende mand, der var tandlæge, en anden tandlæge og min praktiserende læge, siger, at jeg bare har slået mig med tandbørsten. Men jeg tror ikke på, hvad de siger. Jeg tror, det er noget farligt. Heldigvis kommer min yngste søn, der er læge, hjem fra USA, jeg viser ham det, og han får tårer i øjnene og siger: ”Du har en meget farlig form for kræft, vi skal af sted med det samme”. Jeg blev sendt til en specialtandlæge, der lavede en biopsi, hvilket han ikke skulle have gjort, fordi det derved kan sprede sig, men mens han tager biopsien, udvider hans pupiller sig, og jeg kan se på ham, det er noget farligt.

Professoren var rystet

Jane Aamund får konstateret adenoid cystisk carcinom i ganen, en sjælden form for kræft, og bliver omgående sendt videre til Rigshospitalet.

– Her bliver jeg tilknyttet jeg en dejlig og vanvittig dygtig kirurg, doktor Brettlau, der er rystet over, at ingen af de praktiserende læger og tandlæger har opdaget det i tide. For hvis de havde det, kunne jeg have undgået at blive åbnet i ganen.

Men sygdommen var fremskreden, og Jane Aamund fik at vide, at hun ikke ville kunne tale efter operationen.

– Det var en meget hård besked at få. Også for min mand, der var tandlæge, og for min praktiserende læge. Men måske blev de mere opmærksomme, når de så de samme tegn hos andre patienter, siger Jane Aamund, hvis liv blev totalt ændret.

– Det var en forfærdelig operation. Da jeg vågnede, var jeg stum, og min familie var naturligvis forfærdede. Jeg kastede op i flere dage, mens min mand og min søn vågede over mig, og jeg fik sondemad, fordi jeg var ved at dø af sult.

Men lige så snart, Jane Aamund var oprejst igen, tog hun på arbejde på Berlingske Tidende.

– Jeg havde den indstilling, at hvis der var en ting, jeg altid kunne, så var det at arbejde. Men jeg glemmer aldrig det første redaktionsmøde, som jeg skulle lede, hvor jeg talte som en døvstum.

Jane Aamunds første opgave uden for redaktionen gik til Sønderjylland, hvor hun skulle skrive om køer, der blev shinet op til et avlsprogram – en slags dating for køer.

– Køerne fik læbestift på, deres hove blev lakeret, de fik kunstige øjenvipper på og en anden hale. De fik også lavet yvere, lige som Linse og alle de andre, siger Jane Aamund og slår en latter op.

– Der stod jeg, pissesyg i en kold stald og skulle skrive om en ko, der fik læbestift på. Min mand var med for at støtte mig, og vi kom sådan til at grine af det absurde i situationen. Dem, jeg skulle interviewe, kunne ikke forstå hvad jeg sagde, men fotografen syntes, jeg var ret sej!

Den sidste fest

Da Jane Aamund fyldte 60 år i 1996, var hun overbevist om, hun snart skulle dø, og besluttede at holde en kæmpe fest på Hotel D’Angleterre i København.

– Jeg havde en kapitalopsparing, men hvad skulle jeg gøre med den, når jeg alligevel skulle dø? Så jeg hyrede 14 damer i rødt, der spillede New Orleans musik og inviterede 120 mennesker. Der kom over 300, den store sal var udsmykket i guld, beige og lyserødt, og jeg dansede med mit lille barnebarn.

Jane Aamund har sønnerne Michael, 55, Jens Christian, 53, og fire børnebørn, som hun er tæt knyttet til på trods af den forholdsvis store geografiske afstand mellem Københavns-området og Lemvig.

– Jeg var frygtelig ked af, at jeg ikke længere kunne læse for mine børnebørn og spille teater med dem, fordi de fik svært ved at forstå, hvad jeg sagde. Mit yngste barnebarn, der dengang var fire år, trøstede mig og sagde: ”Farmor du skal ikke være ked af det, fordi da du kunne tale, talte du som Mie i ”Far til fire””. Og det er rigtigt, jeg talte sådan et overklassedansk, og så kunne jeg åbenbart lige så godt holde mund.

Tre år efter ganeoperationen, opdager Jane Aamund noget eksemlignende udslæt på venstre brystvorte, der kløede.

– Jeg tænkte ”nej, det er løgn. Nu har jeg også fået brystkræft.” Jeg røg på hospitalet igen, denne gang til professor Blicher Toft, som sagde ”tag det roligt, nu tager vi nogle prøver”. Jeg svarede ”nej, det gør vi ikke, vi tager hele brystet.”

Jane Aamund mindes den fantastiske læge, der nøje fulgte de kvinder, han havde i behandling, og gav dem håb undervejs. Og han bøjede sig for Janes insisteren og fjernede brystet.

– Jeg blev scannet for nylig og fik foretaget en mammografi, og jeg er erklæret rask for brystkræft. Når man har haft så mange cancerdiagnoser, er det som at opholde sig på en isflage. Det gælder om at springe fra isflage til isflage for at holde sig flydende. Men i forhold til det, jeg har været igennem med de andre to kræftformer, gjorde det mig ikke så meget, da jeg fik brystkræft. Jeg har en protese, for jeg ville ikke have noget ind under huden, og i dag skal jeg endda ind i mellem tænke over, hvilket bryst det nu er, der er væk.

Mad fra bunden

Meget af Janes tid går med at lave mad, og når hun sætter sig til bords, er der altid dækket pænt op og tændt stearinlys. For når selve måltidet ikke kan være så festligt, kan man da i hvert fald peppe omgivelsern
e op. Hun har også lavet en kogebog i samarbejde med indehaveren af Restaurant Gilleleje Havn, Anette Bylov Sørensen, og denne artikels fotograf, Britt Lindemann.

– Annette har reddet mit liv mange gange, mens jeg boede i Gilleleje, når hun fyldte min fryser med oksesuppe og kom forbi med foie gras … Jeg lever, som de gjorde i middelalderen, det er nok derfor, jeg stadig er her, siger Jane Aamund, som især er generet af følgevirkningerne af kræften i ganen, operationen og strålebehandlingen.

– Om natten står jeg op og drikker mælk og spiser banan, fordi jeg har så tørre slimhinder. Om morgenen spiser jeg havregrød, uden den er jeg simpelthen fortabt. Jeg spiser alle mulige vitaminer og drikker kaffe. Sommetider får jeg også et æg. Klokken 11 er jeg nødt til at have noget kraftigt, ellers går mit blodsukker ned. Så der spiser jeg gammeldags øllebrød, lavet fra bunden, med flødeskum og en hjemmebagt bolle. Jeg drikker varm chokolade med flødeskum til. Om eftermiddagen spiser jeg som regel en silde- eller kartoffelmad og drikker en øl. Til middag får jeg tit fisk, min yndlingsfisk er rødtunge, og jeg laver min egen hollandaisesovs til.

Jane Aamund fortæller, at der er mange, som skriver til hende, og folk hun møder på gaden spørger, hvordan det kan lade sig gøre at overleve så længe med hendes sygdomme.

– De spørger, hvorfor jeg er her? Det er der nogle grunde til, tror jeg, men jeg tror ikke, jeg er her så længe endnu. Jeg gider i hvert fald ikke at blive 80 år på den her måde. Det er for besværligt hver dag at kæmpe for at spise. Og være træt. Jeg har et stort hus i et område, hvor vejret er hårdt. Jeg har altid smerter i kæben, og jeg kan ikke tåle morfin og anden stærkt smertestillende medicin. Jeg har fået 16 rodbehandlinger og går til kontrol hos tandlægen en gang om måneden. Og jeg kan ikke sove ret længe ad gangen. De seneste to år har været så hårde, så hårde.

Jane Aamund får også spørgsmål fra sit gamle netværk, om hvorfor hun bor i udkantsdanmark og ikke hos dem i Hellerup og Charlottenlund, hvor hun ”hører til”, og hvor hun har børn og børnebørn?

– Men jeg siger, at hvor der er langt mellem husene, er der nærhed mellem menneskene. Jeg har noget af min mors familie i nærheden, og jeg har venner, jeg kan ringe til midt om natten. Jeg har en hushjælp, der kommer et par gange om ugen, og jeg har mine hunde, som jeg går tur med. Desuden kommer der mange og besøger mig. Så jeg bliver her. Jeg gider ikke at bo i en rigmandsghetto, jeg vil leve blandt almindelige mennesker.

Tango hver dag

Under tilblivelse af romanerne ”De grønne skove” og ”Smeltediglen”, der udkom i henholdsvis 2008 og 2009, var Jane Aamund på researchrejse i Argentina. Og der længes hun til igen.

– Mit højeste ønske er at komme til Buenos Aires, det var jeg helt vild med, for der kan jeg danse tango hver dag, hvis jeg har lyst. Det er lige meget hvor gammel, man er og alt muligt, så kan man danse tango. Man sidder ved et bord med sin te eller kaffe, og så kommer herrerne. Og de vælger hellere end gerne en på 90, selv om der sidder en lækker steg. Men sådan en rejse kræver, jeg har en med. Jeg tør ikke længere tage af sted alene.

Jane Aamund er blevet træt. Træt af at tale, af at blive fotograferet og i det hele taget bare træt. Så hun slutter med at sige:

– Det kan lade sig gøre, selv med hårde anfald af kræftsygdomme, at få et godt liv. Men med pauser. Jeg bryder mig ikke om vendingen ”hun vandt over kræften”, for det er der ingen, der gør. Det er pis og papir. Det er dejligt at være rask i perioder, men jeg ved, der kommer perioder, hvor jeg ikke er det. Og det er jeg forberedt på. Jeg er realistisk. Det er ikke fordi, jeg er specielt stærk, men jeg tager bestik af situationen og får noget ud af pauserne. Jeg arbejder hårdt, graver de bedste mennesker op af jorden, tilbringer tid med dem og bliver opladet. Så kan man lidt igen, slutter Jane Aamund.

Læs også:

Kort om kræft

HPV-vaccinen er ikke kun for unge kvinder

Alternativ behandling af prostatakræft