Nede ad en smal, bugtet vej uden for Hillerød i Nordsjælland ligger et smukt cedertræshus, omkranset af høje træer, flankeret af marker og med et kig til Arresø. Her bor Kirsten Lehfeldt sammen med sin mand gennem 38 år, skuespillerkollegaen Stig Hoffmeyer, og lige om hjørnet bor Kirstens veninde Søs Egelind.
Kirsten Lehfeldt, 61, er aktuel i ”Arvingerne” på DR 1, der havde premiere den 1. januar og bliver sendt hver søndag kl. 20.00. Hun spiller en lidt utjekket sagfører, som skal gøre boet op efter sin afdøde veninde, der efterlader fire børn. Desuden kan Kirsten snart ses på det store lærred, både i den nyeste ”Far til fire”-film og i ”Klassefesten 2”.
Kirsten Lehfeldt kan spille en kvinde i fyrrerne, en gammel dame samt mænd i alle aldre, hvilket vi har set i blandt andet ”Kongeriget” og diverse reklamefilm.
Selv om CPR-nummeret og til en vis grad spejlet fortæller noget andet, føler hun sig stort set som en 25-årig.
– Det er egentlig mest andre, der synes, man er gammel. Jeg føler mig stadig som dengang, jeg var ung, bare klogere. Jeg har stadig lyst til at te mig ligeså barnligt, som jeg altid har gjort. Og det kan jeg gøre sammen med jævnaldrene, for de har det ligesådan. Jeg spurgte for nylig min mor, der er 87, og hun har det også sådan, fortæller Kirsten Lehfeldt, der var 52-53 år, da overgangsalderen satte ind.
– Det var en glidende overgang, hvor jeg gradvist holdt op med at menstruere, og hedeturene begyndte. Det er jo ikke noget, der kommer bag på én. Man har en række år til at forplante sig, og så er ballet forbi. Så går man ind i livets efterår, sådan er det jo. Jeg var ikke angst for at tage hul på den fase, og jeg er ikke ked af at blive ældre. Jeg synes, ungdomsfikseringen i samfundet bliver værre og værre. Jeg synes ikke, man skal holde sig ung, jeg synes, man skal holde sig rask og sund.
Kirstens måde at gøre det på er blandt andet ved at ride på sine to heste, der i øjeblikket holder vinterferie hos Kirstens søster i Nordjylland og ved at gå ture med husstandens tredje beboer, pekingeseren Hr. Hannomann, i daglige tale kaldet Hanno. Og der er i øvrigt altid noget at se til i og uden for huset, så Kirsten sidder ikke stille ret længe ad gangen.
– Når man bor sådan her, er der altid et hjørne, der trænger, og jeg kan godt lide at være i gang.
Kirsten Lehfeldts overgangsalder varede omkring fire år fra de første tegn, til det var helt overstået. Hun havde gener fra hedeture i omkring to år, og det var både uberegneligt og ikke så behageligt. Men alt i alt synes hun, at hun slap ret nemt igennem.
– Jeg kender kvinder, der bliver nedtrykte og deprimerede og får let til tårer, og hvor det hele meget let bliver uoverskueligt. Det er da også en voldsom ting, det er jo hele ens hormonsystem, der bliver vendt op og ned på. Det er også forbundet med vemod, det er jo et kapitel, der slutter. Forplantningsevnen er slut, det største og mest betydningsfulde i en kvindes liv. I hvert fald i mit. Ikke at jeg har gjort så flittigt brug af den, jeg har født et barn, men tanken om, at man kan forplante sig, er skøn, siger Kirsten, der har datteren Mille Hoffmeyer Lehfeldt, som også er skuespiller.
Kirsten Lehfeldt tog hverken hormoner eller naturlægemidler for at ”holde på det hele”, for det ville bare udskyde processen, som hun siger. Hun følte ikke, hendes livskvalitet blev væsentligt forringet, og det gjorde sexlivet heller ikke.
– Det kan godt være, man ikke som kønsobjekt er så interessant som tidligere, men faktisk synes jeg, man får et rigere og dybere sexliv, jo ældre man bliver. Og kvinder bliver jo bestemt ikke kedeligere med alderen. Eller dummere. Vi har en masse levet liv, og kvinder omkring overgangsalderen er de allermest ressourcestærke, siger Kirsten Lehfeldt, der dog ikke helt vil afvise, at hun selv kunne finde på at hjælpe naturen og tyngdekraften lidt.
– Det der med at ligne en Barbiedukke på 35, når man er 68, det er der ingen grund til. Man er sin alder uanset hvad. Men når mine øjenlåg begynder at hænge ned – og det er så småt startet, jeg kan godt mærke, det bliver sværere at lægge makeup og blive sminket til film – så kan jeg godt meget blidt og blødt finde på at få løftet øjenlågene. Til gengæld vil jeg så bede om ikke at få huden strammet så meget, at jeg ikke kan lukke øjnene i to år.
Kirsten Lehfeldt er uddannet fra Aarhus Teater i 1976 og blev nogle år senere landskendt med teaterstykket ”Piaf” og filmen ”Flamberede Hjerter”. Siden har hun haft travlt med teater, tv og film, men selv om der stadig er bud efter hende, vil hun også have tid til sine nærmeste og ikke mindst sig selv.
Kirsten Lehfeldt har haft stress, og det ligger latent, siger hun. Når hun har fået sagt ja til for meget, mærker hun symptomerne, og så bremser hun op.
– Oven i hovedet tror man, at man stadig kan holde ligeså mange bolde i luften, som da man var ung. Men man må indse, at en eller to bolde ad gangen er fint, tre-fire er for voldsomt. Jeg tænker mig mere om, jeg har det bedst med at lave en ting ad gangen nu, ellers bliver jeg stresset, og det har jeg respekt for. Jeg har i og for sig kræfter nok, men der er noget inde i kroppen, der ikke vil være med og stritter imod. Og det tror jeg, man skal lytte til. Når man er ung, er det sjovt at have travlt, men jeg bryder mig ikke om at have travlt længere. Jeg kan godt lide at nyde min morgenmad, læse avisen og have god tid, inden jeg skal ud af døren.
Motion har også været sat i system på et tidspunkt.
– Vi har været rigtig gode Stig og jeg, vi har i mange år stået op om morgenen og lavet yoga. Jeg fik et stræk i min ryg og nakke, så jeg var nødt til at holde det i ro, men det er ingen undskyldning for ikke snart at gå i gang igen. Jeg har aldrig haft det bedre, end da jeg stod op og lavede yoga og mediterede ti minutter bagefter.
Tidligere kunne Kirsten spise alt uden at tage på, men med overgangsalderen har hun fået elevatorvægt, og er konstant på slankekur.
– Vi lever sundt, men vi er ikke overfanatiske her i huset. Jeg tror meget på pyramiden, at vi skal have lidt af hvert, jeg spiser næsten aldrig hvidt brød, vi får masser af grøntsager hver dag, og vi spiser fisk hele sommeren, når vi er i sommerhuset i Nordjylland, for jeg har en idé om, at de smager friskere end dem, der er fanget her i Øresund. I sommer, hvor vi fik et glas hvidvin til fisken og en drink før maden, tog jeg nogle kilo på, og så er det hjem til vand, te og kaffe. Jeg elsker mad og synes, det er svært at fornægte det, der er godt i livet, men der er ingen tvivl om, at kombinationen af vin og alt det andet dejlige, ikke er godt for mig.
– Jeg er meget bevidst om, jeg er over halvvejs i livet, nok fordi jeg lever sammen med en mand, der er 13 år ældre end mig. De ting, jeg skal nå med Stig, skal jeg jo gøre nu, ikke om ti år, når han er 83. Jeg er blevet meget opmærksom på ikke at udsætte ting, at gøre ting og sige ting til hinanden, og jeg opprioriterer det nære frem for karriereræset nu. Da jeg var ung, var karrieren næsten lige så vigtig som privatlivet, men nu er det omvendt. Stig og jeg har gennem årene på grund af vores omskiftelige arbejdsliv ikke haft så meget tid til at rejse, nusse i haven, være stille sammen, sidde i hver sin stol og læse en bog. Før var det: ”vi har lige en time”. Nu er det ”nej, vi har hele dagen” eller ”vi tager ferie i 14 dage”.
Kirsten Lehfeldt siger, hun også er blevet meget opmærksom på, hvad hun siger ja og nej til, fordi ”horisonten kommer nærmere”, som hun siger.
– Jeg har ikke ”råd” til at bruge tid på hvad som helst. Det, jeg fylder mit liv med, skal være kvali. Jeg mærker også en dyb taknemlighed for at være sammen med Stig. Vi har været sammen i snart 40 år, og vi tager ikke hinanden som en selvfølge. Man kommer ikke igennem 40 år uden kriser og konflikter – parforholdet er en lang arbejdsproces, det er hårdt i bund og grund, men til gengæld bliver man stærke, når kærligheden er der til at overvinde modgangen. Det er en rigdom og en gave, som ikke kan måles med noget andet.
Venskaber betyder også meget for Kirsten Lehfeldt, både de, der har bestået i mange år og de, der er af nyere dato.
– Det er ikke fordi, jeg render mine venner meget på dørene, men når vi ses, er det, som det skal være. Der er hele tiden kontakt og opfølgning, og det er vigtigt for mig at have venner, der accepterer, at jeg har perioder, hvor det ikke er muligt at sidde til parmiddage lørdag aften på grund af arbejde, eller fordi jeg er træt efter en hel dags optagelser. Til gengæld vil jeg altid stille op for mine venner, hvis de har brug for mig. Jeg har et stort omsorgsgen, og jeg har ikke berøringsangst, hvis folk omkring mig bliver syge. Jeg har ikke svært ved at tale om døden. Det er måske fordi, jeg har oplevet at miste nogen så mange gange i mit liv. Men det er jo en del af livet, en frygtelig del af livet, ikke mindst for de, der står tilbage. Jeg er ikke selv bange for at dø, men jeg er bange for at miste, siger hun.