Lis Sørensen: Man skulle holde jul flere gange om året

Lis Sørensen fejrer i år sit 30 års jubilæum som solist i musikbranchen. Med 80 koncerter om året har hun brug for at holde sig i topform, og det gør hun blandt andet ved dagligt at spille tennis sammen med sin mand. Tre uger op til en turné fokuserer hun også ekstra på kosten, og den skal være af høj kvalitet.

Lis Sørensens karriere begyndte for alvor, da hun i 1974 kom med i det aarhusianske pigeband Shit & Chanel sammen med blandt andre Anne Linnet. I 1980 dannede hun og Anne sammen med Sanne Salomonsen trioen Anne Linnet Band, og i 1982 udgav Lis Sørensen sit første soloalbum ”Himmelen ned på jorden”. Siden er det blevet til 16 albumudgivelser inklusiv tre ”greatest hits” og et livealbum. Lige nu er hun aktuel med greatest hits CD’en ”På sådan en morgen”, hvor hun har samlet de største hits fra sin 30 år lange solokarriere. Og det kræver sin fysik at være på toppen af poppen i så mange år.

– Det, at være så meget i action, som jeg er, både med min vokal og med det at stå på en scene, gør, at jeg skal arbejde med min fysik for at have overskud til det. Selv om det er god motion i sig selv at stå på en festivalscene i 75 minutter, så kræver det meget at bevæge sig og synge samtidig. Åndedrættet skal flyde. Tennis er et koncentreret fysisk spark, jeg kan give mig selv, og jeg har sat mig for, at jeg hver dag gør noget, der får min puls op. Efterhånden har jeg fået opbygget en god fysisk form, fortæller Lis Sørensen.

Men tennis er ikke kun motion for hende, det giver også noget på det mentale plan, for som hun siger:

– Jeg vil jo vinde!

Ud over at spille tennis går Lis Sørensen tur med sine hunde hver dag.

– Jeg får så dårlig samvittighed, når de kigger bedende på mig, så tager jeg mig sammen. Men jeg elsker faktisk at gå aftentur, så går jeg der i mørket, runder dagen af og gasser ned.

Lis Sørensen har ingen manager, så hun står selv for alt praktisk og logistisk i forbindelse med koncerter, CD-udgivelser og lignende.

– Jeg er tit meget fokuseret, meget på i mit arbejde, men jeg er blevet god til at slukke mobilen og give mig selv fred. Jeg behøver egentlig ikke at slukke fjernsynet og melde mig helt ud, det er mere bevidstheden om, at jeg ikke behøver at være til rådighed hele tiden, der er vigtig for mig. Så samler jeg en lille vennekreds og vores lille familie omkring mig og oplever nydelsen ved at være til for andre. Så kan man lægge mærke til, om der er noget, vi skal samle op på sammen. Er der en, der hænger med hovedet? Jeg bliver også selv glad, når der kommer nogle og samler op på mig og spørger, om der er noget, jeg har brug for?

Lis Sørensen siger, at hun hylder langsomheden i denne travle tidsalder, hvor udveksling af informationer går så hurtigt.

– Før i tiden tog det nogle dage at få fremkaldt billeder, sende dem til pladeselskabet og få svar tilbage. Nu går det fra det ene øjeblik til det andet over mail. Alle vores processer er blevet optimeret og går hurtigt, lige bortset fra den menneskelige kontakt. Alt, hvad der har med menneskelige relationer at gøre, skal gå langsomt, og jeg holder af at være langsom, når jeg ikke arbejder.

Lis Sørensen fortæller, at hendes mand (trommeslager Jan Sivertsen, red.) cykler, ror kajak, løber og går ture, og hans aktivitetsniveau hjælper nogle gange hende op fra sofaen.

– Det har altid inspireret mig meget. Når jeg ind i mellem bliver liggende i sofaen, og han kommer frisk hjem fra en cykeltur, bliver jeg småirriteret på mig selv. Han er den, der hiver mig op og siger ”kom så, af sted, du ved hvor lækkert, det er bagefter”.

Sund på landevejen

Hjemme hos Lis Sørensen er arbejdsfordelingen den, at hun køber ind, og hendes mand laver mad. Lis køber gode, overvejende økologiske råvarer, som hun finder i sine udvalgte favoritbutikker.

– Vi har indrettet os sådan, at det er min mand, der laver maden, og det er jeg uendeligt taknemlig for. Jeg køber ind efter hans dessiner, og vi har altid et arsenal af økologiske basisvarer, så man kan stille sin sult ved at spise sundt. Jan laver slow food hver dag, og jeg føler mig meget privilegeret i den retning.

Førhen bad Lis Sørensen og hendes band om at få chips og slik på bordet i backstage-rummet, når de var ude at spille. I dag er der frugt og grøntsagsstænger i skålene.

– Jeg synes egentlig ikke, det er så svært at spise sundt, heller ikke når vi er på landevejen. For ti år siden kunne man ikke købe gulerødder på en tankstation, det der med det sunde kunne man kun få derhjemme. Sådan er det ikke mere. Hotellernes morgenmad har også ændret udvalg. Og man kan jo bare gå efter det sunde frem for at spise rundstykker med syltetøj.

Lis Sørensen siger, hun prioriterer at spise økologisk og hellere vil skære ned på kødet, hvis økonomien er stram en periode. Og hun vil hellere droppe at få nyt tøj og bruge pengene på noget godt at spise.

– Det er et stort privilegium, at vi kan vælge, hvad vi vil spise i denne del af verden og være selektiv i vores livsstil. I modsætning til de mange, som ikke har et valg, men må spise det, de kan få fat i. Men det gør også, der kommer mange regler. Jeg tror, det er sundt at finde en balance og også slå til søren ind i mellem. Omvendt kan vi jo godt have et etisk forhold til hvad, vi spiser, at det er økologisk eller anbefalet af Dyrenes Beskyttelse, eller at vi ved, hvilken besætning, dyret kommer fra.

Lis Sørensen voksede op i Brabrand ved Aarhus, og hendes mor var hjemmegående, til Lis blev 14 år.

– Vi havde en have med bær, frugt og grøntsager, men jeg satte slet ikke pris på det dengang, jeg ville hellere have noget andet. De nordiske råvarer, som vi har lige ved hånden, er tilbage på mange restauranters menukort. Og selv om jeg elsker etnisk mad, synes jeg, det er en god tendens, at vi spiser lokale råvarer, tilpasset årstiderne.

– Som barn fik jeg tit indvolde. Nyre, hjerte, lever, det var sådan lidt adr! Så det spiser jeg ikke ret meget af, selv om det skulle være så forbandet sundt. Jeg blev i det hele taget lidt ”slubby”, da jeg flyttede hjemmefra… Men i dag kan jeg godt lide fornemmelsen af at gå ud og finde min egen mad. Jeg har selv fanget havørred med garn, desuden er jeg inkarneret kantareljæger og har mine helt egne steder i Nordjylland, som jeg bilder mig ind, jeg er den eneste, der kender. Jeg synes, det er spændende at gå ud og komme hjem med en håndfuld eller et kilo, siger hun og tilføjer, at det godt nok har været et ynkeligt kantarel-år i år.

Lis Søren forsager ikke sukker, og hun mener, hendes krop ind i mellem har brug for det.

– Så finder jeg et bageri, hvor de har en lækker økokage. Jeg kan godt lide lagkage, og hvis det skal være, så skal det være med det fede chokolade og flødeskum. Min psyke er sat sådan sammen, at hvis jeg har haft nogle uger, hvor jeg har forsaget, så springer jeg pludselig ud fra timetervippen og ned i et stort fordærv. Men så må jeg trække en streg i sandet på et tidspunkt, og så kan jeg mærke, det giver energi og styrke at sætte fokus på, hvad der er godt for mig – mindre fedt, mindre brød og flere grøntsager – og leve efter det et stykke tid. Tre uger op til en koncertturne strammer jeg ind, også med hensyn til søvn. Jeg skal have mine otte timer hver nat, og selv om mange nok tror, at turnelivet er noget med at rode rundt til klokken 4 om morgenen, er jeg som regel på puden klokken 23.30. I gamle dage gik det mere vildt for sig, men mit fokus er flyttet 180 grader, jeg koncentrerer mig i højere grad om det, der foregår på scenen.

Gravid og frodig

Lis Sørensen har søn
nen Sylvester på 21 år, og to dage inden, hun fødte ham, vejede hun 93 kilo.

– Han stod for en del af det, men jeg skulle af med 20 kilo efter fødslen. Det tog et par år, men jeg opfattede det ikke som et problem, jeg syntes, det var dejligt at vokse og mærke livet vokse inden i mig. Jeg var så lykkelig over at have fået min søn, og det hørte med at blive frodig. Graviditeten ændrede ikke grundlæggende på min fysik, men det ændrede noget psykisk. Jeg blev mere forsigtig med mig selv og mere angst for at miste. Jeg holdt blandt andet op med at ride så hurtigt, siger Lis Sørensen og griner.

For omkring ti år siden holdt Lis Sørensen op med at ryge, i hvert fald til daglig.

– Jeg havde røget som en skorsten, siden jeg var 14, og det var svært at stoppe. Men jeg kunne mærke fortjenesten med det samme, så jeg har nok røget det, jeg skulle ryge. Der kommer stadig lidt festrygning ind over, der er noget hyggeligt og socialt ved at ryge, men det kan sagtens erstattes med noget andet. Det er det fysiske behov, der er det værste.

Lis Sørensen siger, at hun godt kan lide et glas rødvin til maden, eller når hun går og hjælper med at tilberede maden, men at hun også tager perioder helt uden alkohol.

– Jeg drikker aldrig, når jeg skal på scenen, der har jeg lyst til at være knivskarp og være i kontrol. Så det gemmer jeg til bagefter eller til perioder, hvor jeg ikke skal turnere så meget. Men jeg kan godt lide nydelsen af en vin. Nogle siger, det er sundt, og den tror jeg på!

Lis Sørensen ser frem til julen, hvor hun har en periode uden koncerter, hvor familien samles, og der skal spises godt.

– Jeg er selv opvokset med, at i julen var der bare fri adgang til slikskålen. Det var der ikke resten af året, der fik vi kun lørdagsslik ind i mellem. Julen betød også lækker mad, samvær og lys, der blev tændt, inden vi skulle gå om træet. Hjemme hos mig er der lukket ned lillejuleaften, juleaften og de næste to dage. Jeg finder fred i helligdagene, dybest set skulle man bare ”holde jul” flere gange om året, hvor man lukker ned og finder ro.

De senere år har Lis Sørensen og hendes mand haft Lis’ bror, hans to drenge og Lis’ svigermor til jul, og menuen, den er helt traditionel, om end af høj kvalitet.

– Vi skal have en god økoflæskesteg, hjemmelavet rødkål med appelsin og kanel, som vi er timer om at lave. Og ris a la mande! Den kan man også bruge tid på…

Januar ligger også lidt stille rent jobmæssigt, men fra slutningen af februar og i hele marts er Lis Sørensen på landevejen igen, og hun glæder sig over, at publikum bliver ved at efterspørge de sange, hun har sunget gennem 30 år.

– På ”På sådan en morgen” har jeg valgt 20 yndlingsnumre. Ikke bare mine egne, jeg har også tænkt over, hvad det er for sange, som der er mest respons på, når jeg giver koncert. De sange har jeg samlet i en buket, og det har været rigtig dejligt at stoppe op og reflektere over alle de sange, jeg har sendt ud i verden.  

Lis Sørensen siger, hun har en undren over, at der er gået mere end 30 år, siden hun udgav sit første soloalbum. Mange af hendes fans skriver til hende på Facebook og fortæller om deres oplevelser med hendes sange, og de tænker over, hvad sangene har betydet for dem.

– Sangen ”Morgensol” blev for eksempel sunget af gæsterne til et bryllup i Tingbæk Kalkminer. Jeg bliver så rørt, når jeg hører, hvad min musik bliver brugt til. At den lille sang fra 1988 betyder noget for nogle mennesker… Det er fascinerende, at popmusik kan det, og at sangene har nogle dybere lag, som jeg ikke selv havde forudset.

Lis Sørensen fortæller, at alle hendes sange bliver lavet i tvivl. ”Er det godt nok?” ”Synger jeg godt nok?” Men når de er udgivet og har slået rod, bliver de en forlængelse af hende selv, siger hun.

– Jeg har meget levet liv, jeg er ikke nogen ung Medina, og jeg håber, jeg møder lytteren rummeligt og nuanceret, så lytteren selv kan lægge sin historie, sine nederlag og sine sejre ind i nummeret. Jeg vil bare være sanger med stort S og håber, at lytteren lytter med både øret og sjælen. Jeg ved, jeg kan noget, og jeg ved, jeg kan fange folk i momenter, hvor de bliver fyldt med musik, hvor de bliver løftet og bliver mindre ensomme. Man har noget at byde på som en sangerinde på 58. Og jeg har mange sange i mig endnu, som jeg glæder mig til at komme i gang med.

Lis Sørensen har en enkelt ny sang med på opsamlingsalbummet, der udkom den 4. november, og den har lagt navn til albummets titel, ”På sådan en morgen”. Sangen er et symbol på, hvor Lis befinder sig i sin karriere og i sit liv.

– Den handler om at glæde sig over en masse i livet. At det har været det hele værd. For det har det været, og jeg er nærmest lykkelig. Det kan godt være, der har været strabadser undervejs, men selv om jeg kunne vælge, skulle livet ikke gøres om. Jeg har fundet en niche, hvor jeg føler mig godt tilpas. Det at være en sangerinde i min alder og have en sikker gang på scenen, handler om at være i balance og at føle sig i form til det. Og det er jeg.