Lisbeth Østergaard er piercet i navlen, har flere huller i ørerne og ti tatoveringer rundt omkring på kroppen. Egentlig er hun bange for nåle, siger hun, men det hjælper at synge Elvis-sange, mens hun bliver tatoveret.
En sommerfugl på foden, en søhest på armen, en cupcake på balden… Lisbeth Østergaards krop er udsmykket med farverige tatoveringer, og de symboliserer alle sammen det tidspunkt i hendes liv, hvor hun fik dem lavet. Lisbeth fik sin første tatovering som 18-årig, da hun lige var flyttet hjemmefra, et ”kunstnerisk” hjerte, som var revet fra hinanden og sat sammen igen. Det sad på den ene balde og er den eneste tatovering, Lisbeth siden har fået tegnet over. Nu har hun en cupcake i stedet, lyserød og med et lille rødt bær på toppen.
– Jeg håber ikke, den udvider sig og bliver til en lagkage med tiden! siger hun og griner.
– Jeg har aldrig lavet de store teenageoprør. Jeg fik en piercing i navlen og farvede mit hår blåt, men jeg kom hjem klokken 23, som jeg skulle. Tatoveringen var nok en slags manifestering af, at jeg var blevet voksen og bestemte selv. Og jeg fortrød den ikke. Tværtimod, den første gav mig bare blod på tanden.
Lisbeth hedder faktisk Lisbeth Andersine Østergaard. Mellemnavnet har hun og hendes mor begge taget efter Lisbeths oldemor, der hed Amalie Juliane Vilhelmine Andersine Wütrz Henriksen, mange fornavne som det var almindeligt tilbage i begyndelsen af 1900-tallet. En af Lisbeths ti tatoveringer sidder på hendes højre håndled og forestiller en sløjfe, sådan en som navnesøsteren fra Andeby har på hovedet. En anden forestiller en Hawaii-dame, sådan en rigtig sømandstatovering, med et navnebånd, hvor der står Andersine. Og Lisbeth kan godt lide de farverige tatoveringer.
– Hen ad vejen har jeg fundet en stil. Jeg vælger motiver med farver og uden for mange detaljer, det er nok lidt tegneserieagtigt. Nogle vil måske kalde det barnligt, men jeg kan godt lide den stil.
På venstre ringfinger sidder en lille stjerne, som Lisbeth fik lavet, da hun for mange år siden besøgte en veninde i Edinburgh. Veninden fik lavet et hjerte samme sted, og i begyndelsen brugte Lisbeth generelt sine tatoveringer som smykker. Siden er hun blevet glad for rigtige smykker, og hun kan godt lide kombinationen af de feminine guldsmykker og tatoveringerne.
På venstre, indre overarm har Lisbeth Hawaii-damen, som hun fik, da hun var inde i sin ”pin-up-periode”.
– Jeg syntes, mine veninder havde en fed stil med højt hår og stiletter, og jeg kopierede dem. Nu har jeg ikke flere korte kjoler og Amy Winehouse-tørklæder, men jeg har stadig tatoveringen.
Hele højre overarm er prydet af en søhest. Tværs igennem halen anes en streg, som hun fik i forbindelse med optagelserne til programmet ”Bingo Banko”, som hun var medvært på. I stedet for at spille ”Tegn og gæt” spillede værterne ”Tatover og gæt”! Tatovøren gik i gang med at tegne et motiv, og så skulle publikum konkurrere om, hvem der først gættede hvad, det skulle forestille. Lisbeth nåede kun at få den ene side af en diamant, og så måtte hun bagefter finde på, hvad der skulle dække den streg.
– Jeg læste en bog, som hedder ”Min mor siger”. Den handler om en pige, der lever et tosset liv med sin mor. Der er et gennemgående søhestetema i bogen, og det gav mening i mit hoved, selv om det lyder lidt mærkeligt. Jeg fandt en tegning af en lille søhest, cirka syv centimeter lang, og tog den med til tatovøren. Hun sagde: ”Jamen din arm er jo lang,” og så tegnede hun en stor søhest og holdt den op foran min arm i spejlet. Først tænkte jeg ”hold da op, det er for meget”, men så syntes jeg egentlig, det så meget godt ud.
Den blå farve i søhesten er flydt en smule ud, og Lisbeth siger, at der er ”noget” med hende og blå farve, og hun har overvejet at få en gang laser og få fjernet de blå skygger. Hun tænker ikke over de mulige helbredsmæssige konsekvenser af at få farve printet ind i huden, og som hun siger:
– Jeg havde astma, inden jeg begyndte at få tatoveringer, så det er da ikke kommet af dem! Jeg sørger i øvrigt for at gå til tatovører, jeg har tillid til, og som bruger godkendt farve. Jeg har været til flere forskellige, men jeg har fundet min favorittatovør, Jan Lobo i Magstræde, som spiller Elvis, mens han tatoverer. Og det hjælper faktisk på smerten at synge med!
Lisbeth Østergaard er født i Herning og vokset op i Silkeborg oven på den tankstation, hendes forældre forpagtede. Hun har altid været vild med radio, og det var da også som radiovært, hun startede sin karriere, da hun som 16-årig blev vært på Radio Silkeborg.
– Jeg ringede tit ind, når der var konkurrencer, og en dag, da de stod og manglede en vært til et ungdomsprogram, der blev sendt onsdag aften, ringede de og spurgte mig, om jeg var interesseret? Jo, mand. Er du sindssyg! Selvfølgelig var jeg interesseret! Jeg var til samtale dagen efter, og næste dag sendte jeg for første gang.
På det tidspunkt gik Lisbeth i 10. klasse, og derefter tog hun en HF, men inden hun var færdig blev hun ringet op af Radio Colombo i Aarhus, der gerne ville ansætte hende som vært på et af deres programmer.
– Det var ret vildt at være 17 år, gå på HF og blive radiovært fredag aften. Da jeg blev færdig med HF i 1999, passede det med, at Radio Colombo blev opkøbt af The Voice, og så flyttede jeg til Århus for at arbejde der på fuld tid.
I 2002 havde Lisbeth en kæreste, der læste på Journalisthøjskolen i Århus. Han skulle til København i praktik, hun fulgte med og blev ansat på The Voice i København. Der var hun et års tid, indtil P3 ringede. Faktisk har Lisbeth Østergaard aldrig skrevet en jobansøgning, for samme kollega, der fik hende ind på P3, fik hende fire år senere ind på TV 2 Radio, hvor hun sammen med Thomas Madvig var vært på stationens premiereprogram i februar 2007. TV 2 Radio delte redaktionslokaler med TV 2 Zulu, og da man skulle finde en vært til ”Zulu Djævleræs”, fik Lisbeth igen et jobtilbud, hun ikke kunne sige nej til.
– De spurgte, om jeg vidste noget om biler. Jeg var jo vokset op oven på en tankstation mellem bremseklodser og sprinklervæske, jeg har været til Le Mans to gange, og jeg følger med i Formel 1. Så ja, jeg vidste da lidt om biler. Jeg havde også fået kørekort på min 18 års fødselsdag, for det skulle jeg bare have, selv om jeg ikke havde nogen bil.
Lisbeths forældre er skilt, og tankstationen blev solgt i 1999, så den tager hun ikke tilbage til. Men der er en tradition, hun holder i hævd med sin mor.
– Hvert år i august tager jeg hjem til min mor og plukker hyben, som jeg laver hybenmarmelade af. Jeg tager også ud til min morfars have og ribber den for rabarber, som jeg laver marmelade af. Processen med at lave marmeladen er sjov, men jeg kan da også godt lide at spise det.
Lisbeths mor var ikke begejstret, da Lisbeth fik den første tatovering, og hun synes heller ikke, det er nødvendigt, at Lisbeth får flere.
– Hun siger ”nej, hvor er du tosset!” Men hvad kan hun gøre?
Ellers møder Lisbeth ikke så mange negative reaktioner fra omverdenen, og hvis hun gjorde, ville hun være ligeglad.
– Der er nogle, som har sagt ”tror du ikke, det ser mærkeligt ud, når du kommer ned i børnehaven og henter dine børnebørn?” Men nej, det tror jeg ikke, for til den tid har alle bedstemødrene tatoveringer.
Lisbeths dansepartner i ”Vild med dans”, Thomas Evers Poulsen, syntes hun skulle tage lange handsker på i de første programmer, hun medvirkede i, indtil folk havde set hende nogle gange på skærmen. For hvis hun havde vist sine tatoveringer fra begyndelsen, kunne hun nemt blive sat i bås, sagde han.
– Det havde han nok ret i, og det var helt ok. Men min personlighed ændrer sig jo ikke, selv om jeg har tatoveringer, siger hun.
Kæresten, Ralf Christensen, har heller ikke noget imod Lisbeths kropsudsmykning.
– Han har nu ikke så meget at skulle have sagt, han er selv dækket af tatoveringer!
På Lisbeths venstre vrist folder en sommerfugl sig ud. Ved første blik er det ”bare” en sommerfugl, men kommer man lidt tættere på, ser man diamanter og stjerner i vingerne, et nøglehul som krop og en gul glorie over hovedet.
– Det er noget med at sprede sine vinger ud og ”shine like a diamond”, som Rihanna synger. At gå fra larve til sommerfugl og finde en måde at få livet låst op på. Tænk, den har jeg haft i snart ti år!
På hver læg har Lisbeth et hjerte, i det ene står der ”lillebror”, fordi hun elsker sin lillebror, Martin, højt. I det andet er der plads til at skrive i.
På højre skulder har Lisbeth en regnbue. Hun og hendes veninde havde noget med sætningen ”second star to the right and straight out to the morning”, som henfører til Ønskeøens placering, hjemsted for Peter Pan. Men at få skrevet det ville ikke passe ind i Lisbeths øvrige stil, så hun valgte at få tegnet en sky og en regnbue, der ender i et hjerte.
– For enden af regnbuen ligger kærligheden, eller hvad man nu forbinder et hjerte med, forklarer hun.
Firkløveren på venstre skulder giver sig selv, siger hun, den bringer held, og de tre lyserøde m’er under højre bryst skal bare udtales med nydelse… mmm… Stjernen i øret er en kopi af Rihannas, og Smølfine på låret er der bare. På venstre hånd har Lisbeth sanskrittegn.
– Det er en huskekage til mig selv. Hvis jeg vil opnå noget, skal jeg huske at fokusere.
Lisbeth Østergaard har en tatovering til, som man ikke umiddelbart lægger mærke til. Eller rettere to.
– Mine øjenbryn blev tatoveret hos Klinik Qura på Frederiksberg. Det er så godt lavet, og jeg er superglad for det. Mine øjenbryn er så lyse, at jeg ser helt udvisket ud, og jeg skulle hele tiden have dem farvet før. Hende, som har tatoveret dem, har tegnet små naturtro hår, og det er genialt. Når det bare er streger, bliver det enten tykke skovsnegle eller helt tynde stripperøjenbryn, men det her ser helt naturligt ud.
På trods af nåleangsten er Lisbeth ikke færdig med at få tatoveringer.
– Hvis jeg skulle være så heldig at få nogle børn engang, skal der også være plads til deres navne. Og jeg har da et lår fri. Nå nej… Ryggen! Ryggen er der stadig plads på, og mine børn skal have lange navne! siger Lisbeth og griner.
Lisbeth kort Født i Herning den 4.6.1980 Vært på Radio Silkeborg 1996 Vært på ”The Voice” 1999-2003 Vært på DR P3 2003-2006 Vært på TV 2 Radio og ”Zulu Djævleræs” 2007 Deltog i ”Vild med dans” i efteråret 2007 Bubbers medvært i ”Varm på is” 2008 Vært på sangprogrammet ”AllStars” tre gange Medvært på ”Jule Bingo Banko” 2009 Vært på Go’morgen Danmark siden 2010 |