Peter Gade: Jeg bliver gladere end jeg var

Tiden som eliteidrætsmand er slut. Kroppen er godt slidt af mange års hård træning, men det er ikke slut med at dyrke sport for Peter Gade.

Selvom Peter Gade i sin afskedskamp viste badminton på et meget højt niveau, og formentlig, trods sin alder, kunne være med i verdenseliten nogle år endnu, så har de mange år som eliteidrætsudøver slidt på kroppen.

– Jeg er ikke i tvivl om, at tidspunktet var rigtigt. Både mit sind og min krop fortæller mig det. Jeg har givet alt, hvad jeg havde. Nu glæder jeg mig til, at bruge mine ressourcer på andet end at få min krop i stand til at gennemføre den næste turnering. Og jeg ser frem til at kunne dyrke idræt, uden at der ligger et pres på mig. Hverken udefra eller fra mig selv. Jeg skal ikke længere præstere og leve op til egne eller andres forventninger. Det er rigtig dejligt, siger Peter Gade, der fyldte 36 år kort før han spillede sin afskedskamp.

– I et helt år var jeg ude med en knæskade, og frygtede at jeg måske aldrig ville kunne spille på topniveau igen. Heldigvis lykkedes det at komme tilbage, og jeg genvandt endda førstepladsen på verdensranglisten i en kort periode, men der er da ingen tvivl om, at min krop er slidt. Jeg har to knæ, der er meget slidt og en ankel, der heller ikke har det for godt. Det er selvfølgelig ikke sjovt at sidde her med slidgigt i begge knæ, men vi må bare se hvad fremtiden bringer, og hvor meget det kommer til at genere mig. Hvis jeg bliver ved med at holde mig i god form – og det gør jeg – så bliver det forhåbentlig ikke så slemt.

Et dedikeret menneske

Der står en guitar i stuen. Og et temmelig avanceret musikanlæg. Musikken, der spiller på anlægget, er omhyggeligt valgt, for Peter Gade har helt styr på musikken, og det er nødvendigt med den rette musik til den rette stemning.

Musik betyder meget i den nu pensionerede badminton-stjernes liv. Det har det altid gjort. Og nu, hvor han ikke længere skal træne sig op til den kommende uges store turnering, er et af hans mål, at få bedre tid til at lære at spille guitar.

Det med at lære at spille guitar skal forstås rigtigt. Peter Gade kan godt spille guitar. Med at ’lære’ at spille, mener han, sådan rigtigt at spille; at blive god til det. Men den ambitiøse sportsmand kender også sine begrænsninger. Han vil næppe nogensinde komme til at optræde med sit guitarspil.

Historien med guitaren er blot et billede af Peter Gade. Et billede af et menneske, der dedikerer sig 100 procent til alt, han foretager sig, også selvom det kun er noget han gør ’for sjov’. Der er mange andre billeder af samme type. Han laver for eksempel ikke bare en kop kaffe. Nej, han har selvfølgelig købt de bedste bønner, som han maler i sin lækre kaffemølle forud for hver eneste kop, han laver – kaffe skal jo være frisk! Derefter brygger han kaffen på sin dyrt indkøbte ECM espressomaskine. Selv drikker han kun espresso.

Og når han laver mad eller drikker vin, er det det samme billede. En kompromisløs connaisseur, der foretrækker det bedste. Han har udviklet en særlig fin næse for vin. Er god til at smage, som han siger. Men kan også godt bare nyde et par glas af en almindeligt god vin med vennerne, det behøver ikke altid være det ultimative. Det er i hvert fald noget, han arbejder på, siger han; at slække bare en lille smule på sine krav til tingene. Og i øvrigt gider han heller ikke ’optræde’ med sin vinviden, hver gang han er ude til et selskab.

Mellem jul og nytår 2012 afsluttede Peter Gade sin aktive badmintonkarriere, da han foran en fyldt Falconer Salen i København, spillede afskedskamp mod kinesiske Lin Dan, verdens bedste spiller. Gade vandt kampen på banen, men vigtigere var det, at han vandt kampen mod sig selv. Han fik taget en værdig afsked med sin sport og med sit publikum. Han tog afsked uden tårer (ikke så mange i hvert fald), fordi han godt vidste at tiden var inde, og fordi han havde forberedt sig godt.

Livet uden badminton

Gennem flere år har Peter Gade, sammen med idrætspsykologen Jens Hansen, forberedt sig på hvordan han skulle tackle den nye hverdag uden for rampelyset. Nu er tiden kommet, hvor det skal vise sig, hvordan dagligdagen i virkeligheden bliver.

– Jeg har talt meget med Jens om det, og jeg har altid sagt, at den del ikke ville blive et problem. Og vi har talt om, om det nu også holder, når det kommer til stykket. For et er at have intensionen, noget andet er, hvordan det viser sig at blive. Men jeg er virkelig glad, og jeg tror faktisk, jeg bliver gladere end jeg var, siger Peter Gade, som især er glad for ikke at skulle evaluere sig selv hver eneste dag.

– Jeg har altid skulle forholde mig til, om det var en god eller dårlig træning, evaluere små og store ting. I dag er det meget anderledes. Jeg har en langt større frihed, og det kan jeg allerede mærke, at jeg nyder. Jeg har en lille beduin i mig. Jeg kan mærke, at jeg trænger til at have den frihed, jeg aldrig har haft. Har jeg lyst til bare at bruge en hel dag på at sidde og spille på min guitar, kan jeg gøre det. Og det er sundt efter så mange år, hvor min hverdag har været meget struktureret. Jeg vil stadig være et menneske, der stiller store krav til mig selv, men det bliver anderledes i fremtiden.

Siden han var et lille barn har badminton fyldt næsten alt i Peter Gades liv. Han var allerede i sine tidligste teenageår et af landets største talenter, han blev ungdomsverdensmester som 18-årig i 1994. Ikke i favoritdisciplinen, single, men i double med ungdomsvennen Peder Nissen. Allerede tre år efter var han nummer et på verdensranglisten. De følgende 15 år har han så været Danmarks i særklasse bedste spiller, og stort set den eneste europæiske udfordring til asiaternes – især kinesernes – dominans i badmintonsporten.

Sport for fornøjelsens skyld

Et nyt liv er nu begyndt for Peter Gade. Det bliver dog ikke et liv helt uden badminton, siger Peter Gade.

– Jeg vil aldrig kunne undvære træningen, så jeg træner stadig med, så meget jeg kan. Forskellen er blot, at jeg ikke træner for at nå et mål, men for min fornøjelses skyld. Jeg har bestemt også ambitioner om, på et tidspunkt, at blive landstræner. Det skal bare ikke være lige nu, for jeg har andre ideer om, hvad jeg skal lave. Og så har jeg ikke lyst til at rejse så meget, som trænerjobbet kræver. Jeg har besluttet, at give mine to piger den tid, de fortjener, og ikke rejse så meget. Men træningen vil jeg ikke undvære, og det er helt sikkert, at jeg ikke kommer til at sidde stille på en kontorstol og blive tyk, som man nogle gange oplever idrætsfolk blive, når de indstiller karrieren. Jeg elsker sport, og glæder mig til, at jeg nu kan dyrke en masse sport, uden at skulle være bange for hvordan min krop reagerer dagen efter, eller være bange for at få en skade.  Jeg har savnet meget at spille fodbold, så det skal jeg til nu. Og så er jeg begyndt at spille tennis. Flere af mine venner spiller golf, og jeg har selv spillet en del tidligere, men jeg ved ikke rigtigt, om der er adrenalin nok i det til mig. Til gengæld er der masser af fysiske udfordringer i at cykle. Sådan noget kunne jeg ikke tillade mig som aktiv, fordi jeg altid skulle passe på min krop. Der var aldrig en dag, hvor jeg bare kunne give gas, fordi jeg altid skulle forholde mig til min krop, min fysiske reaktion og min restitution, siger Peter Gade, som dog foreløbigt har ét trænerjob han skal varetage.

– Jeg har lavet et projekt med unge badmintontalenter i samarbejde med Gentofte Kommune, som jeg ser meget frem til at komme rigtigt i gang med, siger han, og fortæller, at hans fremtid også kommer til at omhandle et særdeles interessant erhvervsprojekt, h
vor han vil forsøge at udnytte det gode navn han har i Kina, ved at være en slags ambassadør for danske virksomheder på det kinesiske marked. Det er en helt ny verden for ham, men samtidig en af den slags udfordringer, han bare ikke kan lade ligge uden at engagere sig 100 procent.

Den nyvundne personlige frihed får ikke den store betydning for Peter Gades livsstil, hvad angår mad og drikke. Han har altid gået meget op i mad og vin, og det vil han fortsat gøre.

– Måske skal jeg spise lidt mindre, siger han.

– Jeg har altid spist enormt meget, fordi jeg har brugt så meget energi. God mad har nogle gange været en belønning ovenpå en længere træningsperiode. Der skal jeg nok tænke mig lidt om, og passe på. Men jeg ved jo, at jeg fortsat vil komme til at bruge en masse energi, så jeg vil nok stadig kunne tillade mig at nyde god mad i fuldt flor, siger Peter Gade.

Uddrag fra ”Vinderen har altid ret”

”- Nr. 2 fra Danmark: Peter Gaaade, siger konferencieren, mens Peter stiger op på skamlens nederste trin. Han klapper ud til tilskuerne – og af Jan Ø. Jørgensen, da nordjyden, som fylder 24 år om to dage, få sekunder senere med armene i vejret bliver hyldet som vinder øverst på podiet.

Uddelingen af præmiechecks, blomster og champagne tager tre minutter, og så er Peter væk igen. En plastikflaske på gulvet får et kraftigt spark og flyver gennem luften i spillergangen.

( …)

Længere nede ad gangen kommer en lyshåret pige med en lyserød blomst i håret gående. Hun går ned til Peter, og da han opdager hende, sker der et pludseligt skifte,

– Hej min skat, siger han og tager sin syvårige datter i favnen. Han smiler og væk er smerten, den synlige i hvert fald. Ved siden af sin morfar har Nanna siddet på første række og fulgt sin fars anstrengelser for at vinde Copenhagen Masters. Hun hænger med hovedet, kigger ned i jorden.

Peter tager hende i hænderne og kigger på hende.

– Sådan er det skat, smiler han og bliver så nødt til at gå. Det er tid til at lade sig interviewe på banen.

(…)

– Far skulle have vundet, siger hun til sin morfar, og da Peter er færdig, sætter han sig ned på hug, så han er i øjenhøjde med sin datter.

– Du må ikke være ked af det, forsøger han at trøste Nanna.

– Det er sport, ikk’os. Som når vi spiller et spil. Kan du huske, da vi spillede Hello Kitty, og du tabte og så ryddede pladen ned fra bordet – det betød ikke, at du blev ved med at være sur. Du var hurtigt glad igen, siger Peter.

(…)

– I det øjeblik tænkte jeg kun på én ting, siger Peter i dag.

– For alt i verden måtte Nanna ikke opleve mit nederlag som smerte. Det er jo det, jeg har kæmpet i mod hele mit liv, og det skal hun ikke overtage. Hun skal ikke se, at et nederlag kan gøre ondt på den måde. Hun må gerne se, at jeg ærgrer mig og er lidt ked af det, men hun skal kunne se et smil inde bagved. Hun skal kunne se, at det her bare er en badmintonkamp, for det er sådan, det er. Det er jeg ikke i tvivl om, og det er der, jeg ender hver gang, men i nuet er jeg ikke i stand til at føle det.”