Japan, Lime/ingefær-lemonade

I Japan bruger man ingefær i det meste mad. De elsker den lille knold, og den optræder også i mange drikke – kolde som varme. Ingefær virker meget forfriskende i eksempelvis en lemonade, og den fungerer rigtig godt sammen med lime.

Ingredienser:

250 g. frisk ingefær

1/2 l vand

150 g. sukker

1 dl. frisk limesaft

Fremgangsmåde:

Sæt vandet til at koge. Skræl ingefæren, skær den i små skiver, og læg den i en kande med limesaften og sukker. Herefter hældes det kogende vand over, og der røres rundt, indtil sukkeret er smeltet. Lad lemonaden trække i mindst 24 timer, og server den iskold med skiver af frisk lime.