Kurt Ravn: Jeg bliver ved, så længe jeg kan

Hvorfor stoppe karrieren, blot fordi kalenderen påstår, at nu er man gammel? Hvis man stadig har masser at byde på, kan det være frustrerende at skulle forlade arbejdsmarkedet på grund af samfundets normer. Det mener i hvert fald Kurt Ravn, der netop nu er aktuel som den tvangspensionerede Peter i spillefilmen ‘Happy Ending’.

– Det er aldrig rart at blive fyret, heller ikke når man er fyldt 70. Jeg kan slet ikke forstille mig, hvis jeg skulle holde op med at arbejde nu, blot fordi jeg i teorien har nået pensionsalderen.

Sådan siger Kurt Ravn med reference til sin rolle i Hella Joofs nye film ‘Happy Ending’. Her spiller han direktøren Peter, der bliver sendt på ufrivillig pension af det firma, som han har tjent troligt i fyrre år.

Karrieremennesket Peter er langtfra tilfreds med at blive tvunget ud af arbejdsmarkedet, og det kan Kurt Ravn, der selv netop er fyldt 71, sagtens forstå:

– Nu er jeg jo freelancer og kan derfor ikke fyres, men jeg kan levende forestille mig, hvor frustrerende det må være at få besked på at holde op med at arbejde.

– Det er selvfølgelig en anden sag, hvis man har haft hårdt fysisk arbejde og er slidt op i sin krop, men hvis du laver noget, du er glad for, og du føler, at du stadig kan gøre dig gældende på dit felt, så er det ikke sjovt at skulle sige stop, siger den erfarne skuespiller.

Selv har Kurt Ravn stadig masser at lave. Foruden filmen, der kom ud i juledagene, er han også snart teateraktuel i forestillingen ‘Maria de Buenos Aires’ på Den Jyske Opera, og derudover har han netop rejst landet tyndt med sin årlige julekoncertturné.

Rollen som Peter var med hans egne ord et tilbud, han ikke kunne afslå. Dels hænger gode filmroller i hans alder ikke på træerne, dels passede netop denne rolle bare godt til ham:

– Da jeg læste manuskriptet, tænkte jeg straks, at Peter lå lige til højrebenet. Han indeholder så meget genkendeligt og befinder sig i samme livsfase som jeg selv. Hvis nogen sagde til mig: “Nu må du ikke længere spille skuespil og tage ud at synge, nu skal du finde dig en hobby”, ville jeg også føle mig låst.

– Så jeg forstår hans desperation og trang til at bryde ud af den begrænsning, som han føler sig sat i af sine omgivelser.

Kurt Ravn har været en del af den danske film- og teaterscene i en menneskealder. Vi kender ham fra et hav af produktioner, både film, tv-drama, musicals og satire.

Allerbedst kender vi ham som jernbanearbejderen ‘Røde’ i Matador – en rolle, som tankevækkende nok blev hans ved lidt af et tilfælde. Egentlig var den nemlig tiltænkt Ole Ernst, men da folkene bag serien ikke turde binde an med den ikke helt mødestabile Ernst, gav Erik Balling sig til at se sig om efter en anden:

– Dengang brugte man ikke castings som i dag, så Balling tog ud på de københavnske teaterscener for at se, hvad der rørte sig. Jeg var kort forinden startet på Det Danske Teater, hvor han så mig og åbenbart tænkte, at jeg var den rette.

Den unge Kurt Ravn fik tilbudt rollen og sagde ja. En god beslutning, for serien blev som bekendt en kæmpe succes:

– Ingen anede, at den ville blive så stor. For os, der medvirkede, var det jo et stykke arbejde som alle andre, men vores karakterer skulle vise sig at hænge ved os.

– Før Matador var jeg totalt ukendt i den brede offentlighed, for jeg havde mest spillet teater indtil da. Men når man pludselig kommer ind i folks stuer, og så i hele 24 afsnit, er man ikke et ukendt ansigt længere, konstaterer han.

Rollen i Matador affødte andre projekter, og heldigvis blev Kurt Ravn ikke kun sat til at spille Røde-kloner, selvom han dengang godt kunne frygte at blive sat i bås:

– Der var da en periode med “Hej Røde” og sådan noget, men det drev jo over. I tidens løb har jeg fået lov at brede mig over mange forskellige ting, så jeg er kun glad og taknemmelig for at have været med i Matador. Den åbnede døre og har betydet utrolig meget for mig – også mere, end jeg nok ville indrømme dengang.

Fyrre år er gået, siden seriens første sæsoner løb over de danske tv-skærme. Den genudsendes som bekendt med mellemrum, og hvis Kurt Ravn indimellem falder over et afsnit, bliver han helt rystet ved synet af sit unge jeg:

– Så tænker jeg: “Gud, den unge hulkindede fyr med den mørke manke der, er det virkelig mig?” Men kvalitetsmæssigt holder serien stadig, hvad dens kultstatus jo også bekræfter. Man sidder ikke og krummer tæer over sit naive, ungdommelige spil. Og dét er i høj grad Ballings fortjeneste. Han var en skarp personinstruktør, der virkelig forstod at få det rette udtryk frem trods en meget stram tidsplan, erindrer Kurt Ravn.

At Kurt Ravn skulle gå skuespillervejen var ikke noget, der sådan lige lå i kortene. Han voksede op som den yngste af tre søskende, med en far, der var speditør, og en mor, der passede hjem og børn. Som ung kom han i lære på en maskinfabrik, hvor han holdt i to år. Derefter to år i flyvevåbnet, men hele tiden var der noget andet, der trak i ham:

– Lige fra jeg som dreng var med i Nøddebo Præstegård som skolekomedie, har der været en trang i mig til at stå på scenen. Der blev plantet et frø der, som lå og spirede dybt i mig. Det sagde mig virkelig noget. Så lægger man det væk igen og tænker: “Nej, det er useriøst, nu skal du have en uddannelse”. Men det vendte hele tiden tilbage, fortæller han og fortsætter:

– Måske har det også at gøre med, at jeg altid har været meget genert. I min ungdom kunne jeg blive helt rød i hovedet over ingenting, og jeg var ikke så god til store fester og den slags. Måske er der noget, man synes, man bedre kan komme af med på scenen i en rolle, hvor man på en eller anden måde har en maske på, reflekterer han.

Scenelivet med dets “maske” at agere gennem var tilsyneladende Kurt Ravns helt rette element. I hvert fald blev han lukket ind på teaterskolen i første forsøg, tog afgang i 1973, og har beriget danskerne med sit skuespil siden.

Et andet talent, som har givet ham en ekstra facet at spille på som scenekunstner, er hans sangstemme:

– Ja, det er jo så en gave, jeg har fået af Vorherre, og som jeg har været så heldig at kunne dyrke og dygtiggøre mig i. Både på teaterskolen og sidenhen med privatundervisning.

– I dag er sangen lige så vigtig for mig som skuespillet. Ved koncerter har man ikke skuespillets filter at gemme sig bag, hvad der gør det til noget mere nøgent: Det er mig, der står her, og ikke en rolle, jeg spiller. Men i begge kunstarter fortæller man en historie til folk.

En af de historier, han har sunget sig igennem et utal af gange, er den om ‘De tre musikanter’. Sangen fra Røde og Agnes’ bryllup. For også når han giver koncerter, sniger arven fra Matador sig ind:

– Hvis jeg ikke synger den, bliver jeg lynchet. Jeg prøvede engang til en kirkekoncert at udelade den, fordi den ikke rigtigt passede i repertoiret, men det blev jeg bebrejdet af publikum bagefter. Så det tør jeg ikke længere, siger han med et skævt smil.

For fjorten år siden blev Kurt Ravn fanget i den tsunami, der i juledagene 2004 ramte et stort asiatisk kystområde og lærte hele verden et nyt ord. Han og hans hustru var på ferie i Thailand og blev væk fra hinanden, da flodbølgen skyllede ind over landet.

I halvandet døgn frygtede ægtefællerne hver især, at de havde mistet den anden, indtil deres respektive telefonopkald hjem genskabte forbindelsen.

Spørger man ham i dag til oplevelsen, bliver han helt træt i blikket ved udsigten til at skulle genfortælle begivenheden til endnu en journalist. Så man må gå til gamle interviews for detaljerne om hændelsen, mens han hellere vil tale om, hvad den lærte ham:

– Sådan en oplevelse minder én om, hvor hurtigt der kan blive vendt op og ned på alt i ens liv. Livet er skrøbeligt, og du står ikke på noget helle på noget tidspunkt. Det lægger sig dybt i en efter sådan noget, hvor vigtigt det er at glæde sig over de gode ting frem for at hænge sig i ligegyldigheder. Det sidste kan ikke betale sig, fastslår han.

Tsunamien kostede over 200.000 menneskeliv, så ægteparret Ravn slap i sammenligning billigt fra katastrofen. I det hele taget betragter Kurt Ravn sig som et heldigt menneske, der har fået lov at udleve sine drømme, og som indtil videre – 7-9-13 – har sit gode helbred i behold. Alderen kan selvfølgelig mærkes, så i dag er han mere nøjeregnende end før med, hvilke opgaver han siger ja til.

Især når det gælder sceneroller, for det er hårdt at være på aften efter aften:

– Det kræver enorm koncentration og energi at skulle stå på en scene og gestalte en figur igen og igen. Der skal investeres, hvis det skal betyde noget, man ryster det ikke bare ud af ærmet. Det mærker man jo ikke, når man er ung og udødelig og kan lave tre ting på en gang. Men med alderen daler behovet for at være med i det hele, og der bliver flere ting, som man takker nej til.

Heldigvis takker han også ja til en masse, og han håber at kunne blive ved længe endnu. Men afhængigt af, hvad fremtiden bringer, kan der komme en dag, hvor han insisterer på sit nej – også til selve livet:

– I mine øjne ejer man principielt retten til sit eget liv, også til at afslutte det. Jeg vil da nødig ende uvirksom i en krog og måske med hjernen klar, men uden at kunne røre mig. Og hvad med terminale patienter uden nogen vej tilbage?

– Jeg hørte om en gammel dame, der sprang ud fra 14. sal – hun havde skrevet afskedsbrev og ordnet sine sager, så det var velovervejet og ingen panikhandling – men at skulle springe ud fra 14. sal er altså barskt. Hvorfor ikke hellere hjælpe folk med at sove stille ind? spørger han retorisk.

Den mørke manke er blevet hvid med årene. Ansigtet har fået sig nogle furer her og der, men blikket er stadig lige opmærksomt. Et stykke inde i ‘Happy Ending’ siger hans figur Peter til sin kone: “Det kan vi da gøre, når vi bliver gamle!” I egne øjne er han tydeligvis ikke spor gammel. Er Kurt Ravn det?

– Trods almindeligt kødeligt forfald føler jeg mig ikke gammel. En nådig forsvarsmekanisme i hjernen får mig til at føle mig 10-20 år yngre, end jeg er, for man ældes ikke nødvendigvis i samme takt mentalt og fysisk. I en 20-årigs øjne er jeg nok tudsegammel, slutter Kurt Ravn.

Kort om Kurt Ravn:

• Født 1947 i Kolding.
• Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1973.
• Fik sit store folkelige gennembrud i 1978 som Lauritz ‘Røde’ Jensen i Matador. Har siden medvirket i et hav af film-, tv- og teaterproduktioner, bl.a. tv-satirerne ‘Så GiKK’ og ‘Den gode, den onde og den virk’li’ sjove’, musicalen ‘Les Misérables’ og dramaserien ‘Anna Pihl’. Optræder desuden som koncertsanger. Har to gange modtaget en Bodil for bedste birolle, i ‘Jeppe på Bjerget’ og i ‘Smukke mennesker’.
• Aktuel netop nu i spillefilmen ‘Happy Ending’ og til marts i ‘Maria de Buenos Aires’ på Den Jyske Opera.
• Bor i Vedbæk med sin kone, skulptør Annette Ravn.

Ole Ernst blev vraget som Røde

Kurt Ravn skulle slet ikke have spillet ‘Røde’. Den rolle var først udset til Ole Ernst, men han havde raget uklar med Teaterforeningen og DR, så rollen røg i stedet over til Kurt Ravn kort før produktionsstart.

Lise Nørgaard har aldrig nævnt Ole Ernst med navn, men har senere udtalt, at: “Man er tøvende med at arbejde sammen med folk, som gør meget vrøvl, volder meget besvær og kommer med øjet nede i fjerde knaphul om morgenen”.

Kilde: www.dr.dk