AnnMari Max Hansen: Jeg bruger kroppen som kompas

Af: Kristine Bindslev

Foto: Ritzau/Scanpix - Bo Nymann

I årtier lyste AnnMari Max Hansen klart på både teaterscenen og filmlærredet som én af vores største skuespilstjerner. Men efter 40 års intensivt sceneliv var hun mættet, uden gnist og glæde, og da hun ikke længere kunne overhøre sin krops røde, blinkende signaler, stoppede hun som skuespiller i år 2001. Nu er AnnMari tilbage for fuld blus på de skrå brædder, denne gang med større jordforbindelse, en følelse af at være mere hel og kroppen som trofast vejviser.

– Jeg interesserer mig ikke så meget for begrebet ”lykke”. Lykkeræset er vanvittigt, for jagten efter lykke har, så vidt jeg ved, aldrig gjort nogen særligt lykkelige. Jeg tror på at arbejde passioneret og på at brænde for noget, og personligt ville jeg aldrig kunne beskæftige mig med noget halvhjertet. Det gælder vel for os alle sammen at finde det, der er meningsfuldt i vores liv, og gør vi det, tror jeg på, at glæden automatisk følger med. Så hvad vi end måtte beskæftige os med i livet, må vi spørge os selv: giver det her mening for mig?

Visdomsordene danser ubesværet hen over bordet på en restaurant på Vesterbro i København, hvor Helse møder AnnMari Max Hansen. Ubesværet og let var det dog langt fra, da skuespillerinden i starten af 50´erne kom i krise med sit fag, sig selv og meningen med sit liv.

Indtil da havde teatret været hele hendes verden. AnnMari Max Hansen blev født ind i teaterverdenen med Max Hansen som far, der både var sanger, skuespiller og teaterdirektør. Allerede som 12-årig debuterede hun i den første af mange store roller som Helen Keller i ”Miraklet” og bagefter som Anne i Anne Franks Dagbog. Efter 40 år mistede hun lysten til at spille, og i år 2001 var AnnMari kørt så fast, at hun følte, hun ville gå i stykker, hvis hun fortsatte.

I krise

– Jeg fik det mere og mere mærkeligt med at gå på scenen. Det blev mere og mere grotesk at tage et andet menneskes tøj på, sige et andet menneskes ord, tænke et andet menneskes tanker og føle et andet menneskes følelser. Jeg havde brug for at lave noget andet, brug for at opleve nogle andre mennesker, andre miljøer og bevæge mig ud i verden. Og jeg var flad på batterierne.

AnnMari fik arrangeret at blive løst fra to kontrakter og tog i God Aften Danmark-studiet og proklamerede for hele Danmark: ”Nu er det slut”.

– Det krævede en sjat mod. Men jeg følte, at jeg havde valget mellem at sige stop eller blive alvorligt syg. Vi er altid så kloge med vores hoveder, men det var nu min krop, der rørte på sig og reddede mig, da jeg stoppede som skuespiller. I lang tid ville jeg ikke lytte, indtil det simpelthen ikke længere var muligt at overhøre signalerne. Min krop larmede højt og forsøgte på alle mulige måder at råbe mig op, indtil jeg endelig forstod, at jeg måtte springe ud i noget andet end skuespillet. Jeg fatter egentlig ikke selv, hvor jeg fik modet fra. Det var jo hele min identitet at være skuespillerinden AnnMari Max Hansen. Nu skulle jeg så prøve ”kun” at være mig 24/7. At stoppe fra den ene dag til den anden var skræmmende, men også vældig spændende, for nye døre åbnede sig. Der var noget vigtigt på spil, og det var selvfølgeligt angstprovokerende ikke at vide, hvor tilværelsen så ville føre mig hen. Men hvis ikke vi er bange for de valg, vi træffer, kan man vel ikke rigtig tale om mod, griner AnnMari hjerteligt.

Ny identitet

Hun har gennem årene modtaget adskillige priser for sit talent og blandt meget andet beriget danskerne med roller som Roxane i Cyrano de Bergerac, Maggie i Teenagerlove, Judy Garland i Over the Rainbow, Fantine i Les Miserables, Sally Bowles i Cabaret og Hanne i Pelle Erobreren.

Uden roller at læne sig op ad, fik AnnMari travlt med at finde ud af sin nye identitet, og hvad livet så skulle indeholde.

Hun fik stor interesse for den eksistentialistiske livsfilosofi og tog en gestaltterapeutisk uddannelse i midten af 1990´erne, hvor hun nød at kunne fordybe sig i spørgsmål om, hvordan vi lever, vores adfærd og forhold til hinanden, døden, ensomheden og især, hvad der er hver enkelt persons ansvar her i verden.

– Det var et pænt stort stykke arbejde at finde ud af, hvem jeg var ud over at være skuespiller. Det var vildt, og det kostede da et par søvnløse nætter. Husk på, teatret har været mit univers, fra jeg var barn, men teatret har også været et tilflugtssted. Skuespil kan være en form for eskapisme. Har du brug for at flygte fra noget i dit eget liv, så er der ikke noget, der er så godt som at gå ind på scenen og spille en rolle. Her er du fuldt ud 100 pct. koncentreret om det og ikke noget andet. Så uanset hvilke problemer, du måtte have, fordufter de. Det er en super effektiv måde at slippe for alt andet, så længe det varer. Desværre løser det ikke dine problemer, men du får en pause fra dem.

Pause på 18 år

AnnMari endte med at holde det, hun selv kalder ”en lille pause på 18 år” fra scenegulvet og virkelighedsflugten for at forsøge at komme hjem til sig selv. I sin undersøgelse af, hvem hun var, når hun ikke var skuespillerinden AnnMari Max Hansen, har hun været vidt omkring. AnnMari har arbejdet som kreativ teambuildingskonsulent for Miljøministeriet, hun har undervist håbefulde unge aspiranter, som ønsker at søge ind på teaterskolerne, og hun er ansat i Nordisk Gestalt Institut i Fredensborg, hvor hun bl.a. underviser i kropssprog og stemmebrug.

Alle, inklusive AnnMari selv, var indtil for nylig overbevist om, at hun for alvor havde slået op med sin store kærlighed, skuespilfaget. Men gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig, og et besøg på Det Ny Teater i efteråret 2019 tændte på ny teaterilden i AnnMari og fik hende til igen at træde ind i rampelyset.

– Det var en forunderlig rejse. Teaterleder Niels-Bo Valbro ringede mig op og spurgte, om ikke jeg ville spille Golde i ”Spillemand på en tagryg”, og jeg tænkte straks: ”nej, nej det skal jeg ikke!” Tommy Kenter, som jeg har en datter sammen med og som spiller den mandlige hovedperson i stykket, skubbede også lidt på. De blev ved med at lokke og inviterede mig ind på besøg på Det Ny Teater for at se nogle sangprøver, og jeg tænkte: ”Jo, jeg vil da gerne på besøg, der kan jo ikke ske noget ved, at de giver en kop kaffe”. Til sidst kunne jeg mærke, at det her, det måtte jeg bare. Jeg har altid elsket at spille og fortælle historier.

Det med at mærke, hvad der er rigtigt, og at kroppen ved besked, er en erkendelse, der er vokset støt gennem årene hos AnnMari. Ligesom det var hendes krop, der sendte tydelige signaler, og fortalte hende, at hun skulle stoppe som skuespiller, var det også kroppen, der rørte på sig og fik lov at vise vej, da hun valgte, at sige ”ja tak” til at stå på scenen igen.

– Jeg kunne mærke den gamle teaterenergi pludselig boblede op i mig, så indskydelsen ”ej det her vil jeg gerne” var 100 pct. en kropslig fornemmelse. Der var en masse energi, som skulle ud. Som om nogen sparkede til gløderne, og frem brød min passion for skuespillet igen for fuld flamme. Så selvom mit hoved sagde nej, vidste min krop bedre besked.

Kroppen viser vej

AnnMari er af den overbevisning, at kroppen er så kløgtig, at den i mange situationer udmærket kan bruges som vores ansvarshavende indre kompas.

– Vi mennesker prøver at planlægge og regne den ud på alle mulige måder. Hvis nu jeg gør sådan og sådan, så bliver det nok sådan. Men jeg tror ikke, at vi kan regne livet ud. Til gengæld ved kroppen ofte, hvornår noget er for meget, hvornår noget er for lidt, og hvornår noget er forkert eller rigtigt. På den måde, kan man sige, at kroppen er et fantastisk navigationsapparat, som vi har fået med os i vuggegave, og jeg har fået stor respekt for kroppens evne til at træffe de rigtige beslutninger i livet. Dermed ikke sagt, at vi ikke skal bruge vores udmærkede hjerner, men nogle gange ved kroppen bedre besked, fordi der ofte er så meget støj i vores hoveder fra gamle overbevisninger og ambitioner om alt muligt, som vi har slæbt med os fra barnsben af.

I forbindelse med at vende tilbage til teatret har det vist sig, at det var klogt at lytte til kroppen. AnnMari står atter på scenen hver aften med stor fornøjelse.

– Det er en stor glæde at være en del af en forestilling, hvor alle elementerne: dialogen, scenografien, lyset, musikken, koreografien falder i hak. Jeg føler en stor kærlighed til teatret, som er og bliver et fantastisk medie især i disse tider, hvor vi alle hver for sig sidder alene foran en skærm. Teatret er en levende organisme, hvor publikum oplever mennesker af kød og blod optræde for øjnene af dem. Teatret tilbyder en varme og en kontakt mellem publikum og de optrædende. Sammen laver vi en stiltiende aftale om at bevæge os hånd i hånd ind i den historie, der bliver fortalt. Det er der noget meget smukt over.

Heldigvis var det først efter premieren, at det gik op for AnnMari, hvad hun havde kastet sig ud i.

– Jeg husker, jeg stod jeg og tænkte, ”hvor fik jeg egentlig modet fra?” 18 års pause er alligevel noget. Men jeg har det med at kaste mig ud i ting og så tage konsekvensen af det efterfølgende. Det viste sig heldigvis, at når man har været så mange år i et fag, som jeg trods alt har været, så ligger hele arbejdsprocessen dybt i ens DNA. Så jeg skulle egentlig bare åbne op for de 40 års erfaringer, jeg havde med mig. De forsvinder jo ikke. Jeg har jo ikke stået stille i 18 år. Jeg har lært mange ting og udviklet mig på en hel masse punkter, håber jeg, og hele den bagage har jeg med mig. Det gør, at jeg i dag føler mig mere funderet i mig selv, end da jeg forlod teatret i 2001. Jeg føler mig mere hel og har et bedre fodfæste i dag.

Engagement og passion

Dåbsattesten siger 70 år, men det betyder intet i AnnMaris liv, for hun har så meget, hun skal nå endnu.

– Jeg har slet ikke behov for at læne mig tilbage og være pensionist. Det er nærmest en skræmmende tanke at skulle sidde inaktiv på sofaen og kigge ud over havet og lave ingenting. Så der er jeg slet ikke endnu. Jeg kommer der nok engang, men det er ikke nu eller de første mange år, for jeg brænder stærkt for de ting, jeg laver. Når ilden og passionen er til stede, så tror jeg, at man kan meget. Engagement og passion driver værket. Og jeg kan mærke, at jeg er i mit rette element lige nu. Hvad der så sker videre frem, det tager vi hen ad vejen med kroppen som kompas.

 


Kort om Ann-Mari Max Hansen

Født 14. januar 1949

Hun begyndte allerede at optræde på teatret som 11-12-årig, og siden fulgte en lang række roller på skiftende teatre. Ann-Mari Max Hansen debuterede på film i 1969 i “Den gale dansker”.

Efterfølgende kom en række film, hvor hun havde hovedrollen. En af dem var Vinterbørn fra 1970.

Efter en pause på 18 år, er hun netop vendt tilbage til teatret.