Solbjørg Højfeldt: Jeg føler mig meget priviligeret

Yoga, krydsord og vinterbadning i Øresund. Det er nogle af Solbjørg Højfeldts redskaber til at holde krop og sind på toppen. Selvom hun har rundet de 70 år, har hun ikke lagt skuespillet på hylden. Men scenelivet er hårdt for kroppen, så efter fire årtier i dansk teater siger hun nu farvel til de skrå brædder med forestillingen ‘Kvinden ved 1000 grader’.

I en menneskealder har Solbjørg Højfeldt været en del af dansk sceneliv. Fra talrige roller har danskerne lært hendes smukke, udtryksfulde ansigt at kende og blevet fortrolige med hendes varme, fløjlsbløde stemme. Men efter fyrre år på scenen er det nu blevet tid at drosle ned:

– Min aktuelle forestilling bliver min sidste teateroptræden. Jeg vil stadig gerne lave film og tv og instruere, men det med selv at stå på scenen siger jeg farvel til nu. Det er simpelthen for hårdt med de der lange, lange stræk op til en premiere, siger skuespillerinden, der sidste sommer fyldte 70.

Afskeden med scenen sker med soloforestillingen ‘Kvinden ved 1000 grader’, som er en dramatisering af islandske Hallgrimur Helgasons roman af samme navn. Stykket handler om en kvinde, der befinder sig i tilværelsens slutfase og ser tilbage på sit liv fra den garage, som hendes børn har parkeret hende i. Hvordan har Solbjørg Højfeldt det selv med at blive ældre?

– Det er da ikke så sjovt, siger hun – for så straks at slå en høj befriende latter op. Og nuancere sit svar:

– Gudskelov fejler jeg ikke noget, men jeg kan jo godt mærke, at kroppen bliver stivere og stivere. Det er også en af grundene til, at jeg stopper nu, for jeg må sande, at de mange år med fysisk teater på eksperimentalscener rundt omkring har sat deres spor i kroppen. Desuden tror jeg også, at det er vigtigt at træffe en bevidst beslutning om det og ikke bare lade karrieren fise ud i takt med, at jobbene forsvinder. Så nu laver jeg denne teaterforestilling som den sidste og overlader scenen til nogle andre.

Indtil videre har hun ikke fået kolde fødder over sin beslutning, selvom dagen for sidste forestilling nærmer sig med hastige skridt:

– Det føles meget rigtigt at slutte med den her fantastiske forestilling. Folk siger til mig, at jeg jo altid kan lave en Liza Minelli, men det tror jeg nu ikke, jeg kommer til. Jeg vil stadig gerne være med i film- og tv-produktioner, hvor kravene til ens fysik er nogle andre end på scenen. Og så vil jeg også gerne instruere igen, hvilket, jeg synes, er dødinteressant, siger hun.

Solbjørg Højfeldt bor i Skovshoved sammen med sin mand, skuespillerkollegaen Henning Jensen. Gennem mange år boede de på Frederiksberg i tilpas kort afstand fra hovedstadens mange teatre, men for nogle år siden skiftede de københavnerboligen ud med en mindre lejlighed i den nordsjællandske forstad. Tæt på Øresund, hvis kolde bølger hun hver morgen tager en dukkert i:

– Det er blevet en vane for mig at gå ned og få det endorfinboost hver morgen. Det er der også mange andre, der gør, og det giver et helt særligt fællesskab at sidde i saunaen sammen bagefter.

– Der er noget socialt i at mødes på lige vilkår, uden tøj eller andre statusmarkører, bare med hver sit håndklæde omkring sig. Folk taler meget med hinanden der, og det er rigtigt sjovt at opleve den forbundethed med mennesker, som man i andre sammenhænge aldrig ville falde i snak med, konstaterer hun.

Nogle vil måske forbinde Solbjørg Højfeldt med en air af ophøjet glamourøs utilnærmelighed. Fra roller som blandt andre den narcissistiske mor i Bille Augusts legendariske Zappa fra 1983 har hun fået et vist image af distanceret, selvkontrolleret overklassekvinde. Men der er nu intet koldt eller distanceret over virkelighedens Solbjørg Højfeldt. Tværtimod udstråler hun en åbenhed og varme, der får én til at føle sig naturligt godt tilpas i hendes selskab.

Skuespiller blev hun ad omveje: Egentlig ville hun være læge og redde menneskeliv, men medicinstudiet føltes for langt og uoverskueligt, så i stedet blev hun laborant og tænkte, at så kunne hun nok videreuddanne sig til læge senere.

Arbejdet i hospitalsverdenen var sådan set også spændende nok, men der manglede alligevel et eller andet, så da Ebbe Langberg genåbnede Aalborg Teaters elevskole i starten af 1970’erne, søgte hun ind dér. Og kom ind. Og selvom lægegerningen og skuespillet umiddelbart virker som to ret forskellige verdener, mener hun, at også skuespillet dybest set handler om at gøre godt:

– For mig handler teater i høj grad om at forløse følelser hos publikum. Som tilskuer kan man få bearbejdet ting gennem det, der foregår på scenen, og som skuespiller er det en kæmpe gave at få lov at være kanal for det. Den der oplevelse af at komme ind i et fælles åndedrag med publikum – det er selvfølgelig ikke altid, at det går op i sådan en højere enhed, men når det gør, er det helt specielt.

For en del år siden opdagede hun buddhismen og blev fascineret af den. I dag er buddhismens tankesæt en integreret del af hendes liv, men ikke i nogen dogmatisk version med faste daglige meditationsritualer:

– Jeg praktiserer min egen version og mediterer, når jeg føler behov for det. Jeg bruger en åben meditationsform, med åbne øjne og hvor jeg siger mit mantra højt. Buddhismen har givet mig en ro og en rummelighed, for i buddhismen beder man meget for andre mennesker.

– Når man har sat sig i et andet menneskes sted, opnår man næsten altid en større forståelse for dem. Så i stedet for at lukke ned og sige: “Gud, hvor er han eller hun dog forfærdelig”, så lukker man op for den andens perspektiv, siger hun og fortsætter:

– Buddhismen har også åbnet mig for en større taknemmelighed. Jeg har ikke så ondt af mig selv mere, som jeg kunne have før i tiden. Der er noget befriende i at betragte sig selv og sine problemer udefra og opdage, hvor heldig og privilegeret man egentlig er. At indse, at der er andre, der har det tusindfold værre.

– Jeg ser også anderledes på min krop og mærker en taknemmelighed for den: at den er modtagelig og efter en periode på den lade side kan annektere den træning, du giver den, reflekterer Solbjørg Højfeldt.

Kroppen passer hun på ved blandt andet at cykle og især gå: lange ture fra Skovshoved ind til byen og tilbage igen. Desuden dyrker hun yoga, for som hun siger:

– Min vidunderlige fysioterapeut har fortalt mig, at muskelstyrke kan man opdyrke, lige så længe man lever. Det er bare at løfte nogle jern. Smidigheden derimod forsvinder, hvis ikke man holder den ved lige.

Sin hjerne holder hun smidig ved blandt andet at løse krydsord, hvilket hun og hendes mand altid har nydt at gøre sammen. Derudover gør hun en dyd ud af at udfordre de vante tankemønstre og dagligdagsrutiner, når lejligheden byder sig:

– Det er jo velkendt, at man mister sin årvågenhed med alderen, hvis ikke man aktivt holder den ved lige. Når jeg kører i trafikken, kan jeg godt lide at lade tilfældet råde lidt, så hvis bilen foran mig drejer, kører jeg ligeud, og omvendt. Altså når der er flere veje til målet selvfølgelig – jeg kører ikke kæmpe omveje bare for det, smiler hun og fortsætter:

– Jeg læser også bøger om hjernen og om, hvordan man passer bedst på den med sin kost. Det er jo fascinerende, at sådan noget som en valnød, der er fuld af de fedtstoffer, som hjernen har brug for, faktisk ligner en hjerne, siger hun og fremdrager dermed det nok mest berømte – og rent faktisk retvisende – eksempel på renæssancens forestilling om, at fødevarer gavner de organer og kropsdele, som de ligner.

Som mange andre, der runder de 70, er Solbjørg Højfeldt opmærksom på risikoen for demens. Selv mistede hun sin ven og kollega Peter Steen til Alzheimers i 2013 og tænker om sygdommen, at det må være frygteligt at forsvinde i småbitte stykker ad gangen. Ikke mindst for de nærmeste pårørende, som kun kan se til, mens deres elskede gradvist opsluges af demensens tåger.

Sindets veje og vildveje er i det hele taget noget, der optager hende. Hendes mand Henning har gennem livet været ramt af depressioner og fortalt åbent om det i interviews og foredrag. Selv har hun ikke i samme grad et skrøbeligt sind, men for nogle år siden måtte hun alligevel gennem et længere terapiforløb for at få ryddet op på de indre linjer:

– Jeg havde nået et punkt, hvor jeg følte mig udbrændt. Jeg må virke stærk på andre, for når jeg forsøgte at række ud og bede om hjælp, trængte det ikke rigtigt igennem. Så jeg rådførte mig med en psykiater, jeg kender, og han anbefalede mig en bestemt psykolog. Hun kunne først tage mig ind efter nogle måneder, men at vente på hende er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort. I tre år gik jeg ugentligt hos hende, og det hjalp mig virkelig, fortæller hun.

Et af de temaer, der blev vendt i terapien, var hendes mors tidlige død, dengang Solbjørg var bare seks år. Et andet var hendes fars traumatiske oplevelser som modstandsmand under krigen, hvilket siden prægede ham og dermed også indirekte hans datter. Den terapeutiske bearbejdning af barndommens og ungdommens oplevelser gav virkelig pote, føler hun:

– Det var stinkende hårdt arbejde, men resultatet var fantastisk. Og det er ikke kun mig, der siger det, det kan Henning også mærke på mig. Jeg har fået en ro og en afklaring, som ikke var der før. En accept af de ting, som alligevel ikke kan ændres. Det er aldrig for sent at slutte fred med sin historie, slutter Solbjørg Højfeldt med et smil.

Kort om Solbjørg Højfeldt

• Født 1947, opvokset på Frederiksberg, i Buddinge og Frederikshavn.

• Oprindeligt uddannet hospitalslaborant, siden skuespilleruddannet ved Aalborg Teater i 1977.

Har spillet utallige roller på teater, film og tv, bl.a. i Zappa, Riget, Slingrevalsen (som indbragte hende en Bodil), Brødre og Herrens Veje.

• Modtog i 2016 Lauritzen-prisen for sit bidrag til dansk scenekunst.

• Aktuel på Folketeatret med sin afskedsforestilling ‘Kvinden ved 1000 grader’ baseret på Hallgrimur Helgasons roman af samme navn.

• Bor i Skovshoved med sin mand, skuespillerkollegaen Henning Jensen. Har en voksen søn fra et tidligere ægteskab.