Inden vores møde i dag har hun skrevet til mig på mail, hvor hun er tydeligt frustreret. Hun er faldet af en hest for fem år siden, og efterfølgende har hun haft store problemer. Umiddelbart efter ulykken fandt man ikke tegn på alvorlig sygdom. Hun blev traumescannet, og alt var fint uden diagnose.
Det var det bare ikke for hende. Hun har siden klaget over diffuse smerter. Ondt i nakken, ondt i lænden, ondt i brystet og føleforstyrrelser i fingrene.
I den mellemliggende periode, siden uheldet og til nu, er hun undersøgt af speciallæger på sygehuset inden for alle relevante specialer flere gange, og hun er ligeledes scannet flere gange. Alt sammen med samme resultat. Der er ikke fundet tegn på alvorlig sygdom.
Hendes symptomer har haft store konsekvenser for hende. Hun er blevet skilt, har mistet sit arbejde og mange af sine sociale relationer. Kommunen har meddelt hende, at hun vurderes klar til arbejde, da der ikke er fundet tegn på alvorlig sygdom. Hun er desperat.
Da vi har sat os sammen i konsultationen, gentager hun ønsket fra sin mail:
”Jeg har brug for en diagnose, kan du ikke forstå det?”
Jeg spørger hende, hvad hun skal bruge en diagnose til, og hun svarer, at både venner, familie og hendes sagsbehandler på kommunen tror, at hun lader som om, hun er syg og skal tage sig sammen. Hendes forsikringsselskab har også afslået hende erstatning, fordi der ikke er fundet nogen diagnose.
”Det er ikke til at holde ud. Jeg tænker ikke på andet!”
Hun ser på mig, så jeg ikke er i tvivl om, at hun mener det.
Vi sidder lidt, inden jeg bryder tavsheden og siger til hende, at jeg er klar over, at hun har det svært. Jeg er klar over, at hun har smerter, og hvis hun kunne, ville hun hellere end gerne arbejde og have et normalt liv som de fleste andre.
Samtidig er der ikke tegn på, at hun har nogen fysisk sygdom.
”Hvad er det så?” Afbryder hun. “Der må da være noget?”
Ja, der er noget, og der er andre, der har det som hun. Hun har komplekse, langvarige nonmaligne smerter. Det betyder, at hun har vedvarende smerter, som vi ikke kender årsagen til.
Jeg fortæller hende, at det ikke giver mening at sende hende mere rundt i systemet for at jagte en diagnose, som vi alligevel ikke finder. Hun er syg, ja – og hun har brug for hjælp.
Hun har brug for hjælp til at håndtere sine smerter, og vi aftaler henvisning til smerteklinik. Samtidig taler vi om muligheden for at blive henvist til en psykolog, med speciale i metakognitiv terapi.
Hun har brug for at få hjælp til at fokusere mindre på sine smerter, og det, der begrænser hende, og mere på de gode ting i hendes liv og de muligheder, hun har, på trods af sine smerter.
Hun har bekymringstanker og grublerier, der har overtaget størstedelen af hendes tanker i løbet af dagen, og hun får det kun dårligere både fysisk og psykisk af at fokusere på alt det, der bekymrer hende.
Faktisk er der forskningsresultater, der viser, at kroniske smerter bliver mindre, og livskvaliteten stiger, hos personer med kroniske smerter, der fokuserer på de ting, der fungerer og forsøger at leve så normalt et liv som muligt på trods af smerter.
Det handler om, at hun skal styre både tanker og smerter og ikke omvendt.