Vi kender ham som komikeren med de sjove sketches, de kække sangtekster og det storsmilende gummiansigt. Men i foråret 2011 var det faktisk ikke særlig sjovt at være Martin Brygmann. En dag under de afsluttende prøver på hans soloshow ‘De fleste ulykker sker med lemmet’ fandt han pludselig sig selv på randen af nedsmeltning:
– Kæden røg helt af for mig. Jeg havde knoklet som en gal op til den forestilling og påtaget mig alt for mange opgaver selv. Da premieren nærmere sig, havde jeg slidt mig op, og min krop sagde simpelthen fra. Jeg blev ramt af en skræk så væmmelig, som jeg aldrig har prøvet før. Hyperventilation, hjertebanken og dødsangst – det var forfærdeligt, fortæller den i dag 54-årige entertainer.
Situationen var så alvorlig, at han måtte aflyse en forpremiere, og det var kun med nød og næppe, at den rutinerede scenekunstner klarede premieren:
– I dagene op til premieren tudede jeg hele tiden, lå skrigende på gulvet og gik rundt i haven og sagde mærkelige lyde. Alt i mig skreg, at jeg skulle holde mig langt væk fra det teater.
– Jeg fik noget krisehjælp af en terapeut, der dissekerede det hele for mig og forklarede mig, at min reaktion var krybdyrhjernens måde at advare mig på: Når man har overhørt sine egne krisesignaler længe nok, tager den over og siger ‘Det dér er livsfarligt, det skal du holde dig fra, kammerat’.
– Med det yderste af fingerspidserne fik jeg kæmpet mig gennem premieren, og da jeg stod i badet bagefter, var det med armene højt i vejret af bar lettelse og triumf: ‘JAAAH, jeg gjorde det!’
Heldigvis blev premieren et vendepunkt: Da den først var vel overstået, fortog angsten sig, og Martin Brygmann kunne spille hele spilleperioden ud med succes. Muren var overvundet, og i dag ved han, at han ikke skal trække så store veksler på sig selv en anden gang:
– Jeg havde undervurderet, hvad det betød at skulle stå alene på en scene i to timer. Under opbygningen af showet havde jeg taget betegnelsen onemanshow så bogstaveligt, at jeg havde fravalgt dansere og musikere på scenen. Det var ekstremt krævende, og jeg fortrød det mange gange i forløbet, men da var det ligesom for sent. Heldigvis endte det godt til sidst, men 2011 var et hårdt år, reflekterer Martin Brygmann og tilføjer, at oplevelsen set i bakspejlet var en god lærestreg:
– Den viste mig, at jeg ikke er uovervindelig, og at jeg kan gå ned, hvis jeg ikke passer på mig selv. Jeg havde faktisk en lignende oplevelse i mindre målestok for nylig forud for et foredrag. Jeg havde ikke nået at forberede mig ordentligt, og der kom angsten for at fejle igen. Det var egentlig meget fedt at gense spøgelset, så jeg kunne se det i øjnene og sige ‘Hej med dig, din idiot. Du er jo latterlig og i virkeligheden et produkt af noget inde i min hjerne’. Det var godt at blive mindet om, at jeg ikke må overanstrenge mig og blive alt for kålhøgen, fortæller komikeren om det nylige mini-rendezvous med sit angstspøgelse.
Seks år efter den rystende angstoplevelse er den nu blevet til en sang. ‘Falling’ hedder den, og den indgår sammen med elleve andre engelsksprogede sange på Martin Brygmanns nye album, der udkommer 25. august. Albummet har været længe undervejs og er resultatet af et determineret samarbejde mellem sangskriveren Martin og ordregiveren Martin:
– Jeg skriver meget musik for andre, og for nogle år siden opstod der et behov for at skrive noget for mig selv. Jeg savnede at være den, der sad for bordenden med retten til at godkende mine sange. Den situation opstod ligesom aldrig, og så reflekterede jeg lidt over, hvordan det kunne være.
– Når andre bestiller noget hos mig, så bliver det til noget, så det gik op for mig, at hvis jeg ville have nogle sange ud af mig, måtte jeg gøre det samme. Så jeg spurgte mig selv ‘Martin, kan du lave 12 sange til mig?’ og fik det svar, at ‘Ja, det kan du tro’. Og så gik jeg i gang, fortæller Martin Brygmann.
Tre år skulle der dog gå, fra bestillingen var afgivet, til sangene nu ligger færdige og klar til at møde offentligheden. Det skyldes dels, at der kom nogle andre opgaver ind over med større og mere øjeblikkelig indkomstgaranti, og dels, at detaljen skulle være på plads. Desuden havde han givet sig selv to benspænd, som alle 12 sange skulle overholde:
– Jeg havde brug for at komme et nyt sted hen, så jeg havde bestemt, at alle sangene skulle være på engelsk. Folk kender mig jo som ham satirikeren, og da de her sange skulle tages for pålydende, mente jeg, at den letteste måde at komme uden om folks satireforventning var ved ikke at synge på dansk.
– Det andet benspænd var, at jeg på musiksiden skulle undgå den sædvanlige hit-skabelon, der groft sagt består af vers, bro og omkvæd. Og det har været sundt for min kreativitet med de benspænd. Jeg er virkelig glad for resultatet – og meget spændt på, hvordan det bliver modtaget, afslører en forventningsfuld Martin Brygmann.
Teksterne på albummet handler ifølge Brygmann selv om hans liv. Der er sange om stort og småt, om mørke og lys, om hverdag og drømme. Et af numrene handler om at have børn – noget, han som far til fem har ganske rig erfaring med:
– Børn er jo fantastiske. Man skal bade sine børn i kærlighed, det tror jeg på. Og tage dem alvorligt og føre rigtige samtaler med dem – dvs. respektere det sted, hvor de er lige nu. Når man har fem af slagsen, kan der godt være en vis konkurrence om ens opmærksomhed, og der skal man love sig selv engang imellem at lægge den der telefon fra sig og bare se på dem, mens de danser, siger han og reflekterer lidt over børns forskellighed:
– Det er fascinerende, så forskelligt de falder ud, selvom de er lavet af de samme mennesker, ikke? Rent lotteri. Og det afslører sig meget tidligt, hvem der har showgen, og hvem der ikke har. Somme tider får jeg sådan nogle bebrejdende blikke fra min hustru, når vores børn fjoller og underholder ved middagsbordet. Som om det kommer fra mig … Og det gør det nok også, indrømmer den børnerige entertainer.
Brygmanns to ældste børn er produkt af et forhold i 1980’erne til dramatikeren Line Knutzon, de tre yngste har han med sin hustru gennem 19 år, Marianne. Arbejdsdelingen på hjemmefronten sker efter den enkle devise, at den, der ikke skal arbejde, tager sig af det praktiske. Forretningsfører i den forbindelse er Marianne, der er den af de to med størst organisatorisk flair:
– Hun leder og fordeler og holder styr på, hvem der henter hvornår. Som arkitekt har hun en travl karriere lige som jeg, så min svigermor er en kæmpe hjælp i den forbindelse: Hun både passer børn og vasker tøj for os, og det kommer så tilbage fint strøget og lagt sammen i store blå Ikea-sække. Hun er simpelthen en ørn. Somme tider bliver de små også passet inde i København hos de to store – det tror jeg, de hygger sig ret fint med, fortæller han.
I 17 år har familien haft base i Farum i et gammelt bondehus, som de fandt ved en tilfældighed. Eller måske var det skæbnen, for huset føltes med det samme som skabt til dem:
– Vi havde set på et hav af huse, og ingen af dem duede. Til sidst var der kun ét hus tilbage på den dags åbent hus-liste, og det lå i Farum, hvor jeg i hvert fald ikke skulle bo! Men ok, vi kunne da godt tage ud og gå en tur i skoven og græde over vores manglende boligheld. Og der var det så: et bondehus fra 1856, som, nærmest idet vi trådte ind, gav os en følelse af, at det var vores hus.
– Jeg kan huske, at jeg bare ville have alle de andre åbent hus-gæster til at gå ud, fordi det var her, jeg skulle bo. Der var også en længe, hvor jeg kunne lave studie, og det trak selvfølgelig heller ikke fra. Men den følelse af ‘vores’, da vi trådte over dørtærskelen, den var helt speciel, erindrer Martin Brygmann.
For nogle år siden besluttede parret at få lavet solcelleanlæg på en af husets længer. I forbindelse med en ombygning, der alligevel skulle foretages, spurgte entreprenøren, om de ikke ville have solceller ved samme lejlighed:
– Han sagde, at anlægget ville kunne levere strøm nok til hele vores varmtvandsforbrug, så det sagde vi ja tak til. Når solen nu alligevel hænger deroppe, så kan man jo lige så godt bruge den, ikke? Jeg har hele tiden et ønske om at gøre mere for miljøet, end jeg gør, og der giver solcellerne mig en god følelse af at være med, siger han og tilføjer, at familien også er begyndt at affaldssortere:
– Det er et kommunalt initiativ, så det er ikke noget, vi selv har fundet på. Men vi sagde ja, selvom det er lidt bøvlet med de mange kasser. Jeg gad godt være en flue på indersiden af den containerbil, der kommer og henter skraldet, for jeg ved ikke ret meget om, hvordan de forskellige affaldstyper bliver behandlet. Jeg har sådan et mareridt om, at de står og griner ad mig og kører det hele samme sted hen alligevel. Men der må man bare have tillid til, at det bliver håndteret, som det skal, siger han.
Økologi har han sværget til i mange år, for et dyr, der har haft det godt, smager ifølge ham bare af mere. Men vegetar eller veganer bliver han aldrig, uanset tidens fokus på kødindustriens klimaomkostninger:
– Min ældste søn har nogle veganske perioder, og jeg kan se, at det gør noget godt for ham. Både fysisk og mentalt – han bliver ligesom lettere. Jeg har kæmpe respekt for det, men jeg kommer aldrig selv til det. Dertil smager en skinkemad med italiensk salat simpelthen for godt, slutter Martin Brygmann med et grin.
Kort om Martin Brygmann
|