Jeg har haft testikelkræft to gange

Magnus Nielsen blev ramt af testikelkræft flere gange inden for få år. Det har været hårdt, også mentalt. Men han har valgt at have en åben tilgang til sin sygdom for at nedbryde tabuet om mænd og kræft

På mange områder ligner Magnus Nielsen mange andre unge mænd på hans alder. Mod på livet, elsker at bruge tid med sine venner og i gang med en uddannelse. Men alligevel skiller han sig ud. For han har noget med i sin bagage, som er lidt tungere end de fleste jævnaldrendes.

For godt fire år siden fik den i dag 29-årige pædagogstuderende således stillet diagnosen testikelkræft i venstre testikel. 25 år gammel stod han ansigt til ansigt med en potentiel dødelig sygdom.

Heldigvis var prognosen hele tiden god, og efter en operation var han klar til nye favntag med livet. Dette varede dog ikke længere end nogle måneder. Magnus Nielsen følte, at noget var forkert i kroppen, og en scanning viste, at han havde fået tilbagefald.

En skrap kemokur blev modsvaret på tilbagefaldet, men endelig, sidst i 2015, blev han erklæret helt rask.

Endnu en omgang testikelkræft

Et år går, hvor Magnus Nielsen starter op på VUC for anden gang, og livet viser sig fra sin lyse side. Men i efteråret 2016 mærker han selv en forandring i sin anden testikel og går til lægen, der sender ham til en scanning. Svaret på denne er nedslående. Han er atter ramt af testikelkræft – denne gang i højre side.

Atter en gang oplever Magnus Nielsen, at den kræft, man i første omgang havde antaget, var helt forsvundet, er kommet tilbage. Ved et rutinetjek opdager man, at en kræftknude har sat sig i maveregionen.

Igen må Magnus Nielsen i gang med en kemokur. Heldigvis har denne god effekt, og i dag har han været erklæret rask siden april 2017. Men det har været et sygdomsforløb, der har tæret på ham. Ikke mindst mentalt.

–  Første gang, jeg fik kræft, var jeg i en fase af mit liv, hvor jeg lige var kommet mig efter en arbejdsskade, og jeg syntes, at mit liv endelig kørte på skinner. Så jeg reagerede meget sådan: ”Det her skal bare hurtigt overstås, så jeg kan komme videre.”

– Først da jeg skulle have kemo, blev jeg bange. Min eneste viden om kemo stammede fra dengang, min farfar skulle have kemo, og jeg var seks år gammel, og jeg så, hvor syg han blev, fortæller Magnus Nielsen.

Men selvom kemoterapien var en hård omgang, kom Magnus Nielsen igennem sin første kræftdiagnose med humøret intakt. Først da han rammes anden gang og skal i gang med kemokur igen, bliver det svært for ham at bevare optimismen.

–  Fordi jeg havde oplevet kemoen så slem, første gang jeg blev syg, var jeg rigtig bange, da jeg skulle igennem en ny kur. Jeg var dårlig og havde kvalme, allerede en uge inden kemoen, fordi jeg ikke kunne overskue det. Og da jeg kom i gang, kastede jeg så meget op, at jeg ikke kunne holde noget som helst i mig.

– Der var det, at jeg begyndte at tænke på, om man kunne overleve det her. Passive og aktive selvmordstanker ramte mig, og lige pludselig mærkede jeg, hvor langt et sygdomsforløb det havde været. Jeg begyndte at miste håbet. Selvom jeg ser mig selv som en ressourcestærk person, blev jeg ramt af tanker som: ”Kunne jeg dog ikke bare blive kørt ned og dø”. Der stod jeg virkelig på bunden af brønden og spejdede efter det lys, som syntes så langt væk,” siger Magnus Nielsen.

Opdatering af vennerne

Gennem hele sit sygdomsforløb har Magnus Nielsen forsøgt at være åben omkring sin sygdom. Han ønskede ikke at blive set som noget specielt, fordi han var syg, og at folk skulle snakke om ham bag hans ryg, fordi de ikke vidste, hvordan det gik. Derfor sørgede han for at opdatere folk omkring sig.

–   Når mine venner har været sammen med mig, har vi kunnet starte med at snakke om, hvor i behandlingsforløbet jeg var, fordi de vidste besked, og de har også vidst, at de kunne komme og spørge, når de ville. Og så har vi også kunnet lægge det væk og snakke om alt muligt andet også, siger han.

Men trods sin åbenhed opdagede Magnus Nielsen sidst i sit sygdomsforløb, at han alligevel var længere nede, end han selv havde opdaget, og at han havde nogle tanker, som han ikke rigtigt havde følt, at han kunne dele med nogen.

Fik snak med sygehuspræst

Da han havde det værst under den sidste kemoterapi, blev hans forældre klar over, hvor mentalt dårligt han havde det, og han fik mulighed for at tale med sygehuspræsten, som viste sig også at have konfirmeret ham i sin tid. Det kom til at gøre en forskel at åbne op for hende.

– Hun fik blandt andet sagt til mig, at jeg ikke skulle føle skam over at have de her selvmordstanker, og at det er naturligt, når man går igennem sådan et hårdt og langt sygdomsforløb. Og hun lagde også vægt på, at der er meget langt fra tanke til handling.

– Det gav mig et boost og gjorde, at jeg ikke længere følte det helt så forkert at have de tanker. For det var hårdt både at døje med bivirkningerne fra kemoen og samtidig have så dårlig samvittighed over, at jeg overhovedet kunne finde på at tænke den slags, fortæller Magnus Nielsen.

Først da Magnus Nielsen i slutningen af foråret 2017 havde gjort sine eksamener færdige på VUC, et par måneder efter at være blevet erklæret rask, fik han for alvor tid til at reflektere over det, han havde været igennem de sidste par år. Og så blev humøret for alvor påvirket.

– Tid får et andet perspektiv, når man får sådan en sygdom. Man tænker, at der er mange ting, man er gået glip af og frygter, at der er ting, som man måske aldrig når. Og der har da været tidspunkter, hvor jeg virkelig har syntes, at det har været urimeligt, at jeg skulle igennem alt det, siger han.

Hen på efteråret 2017 fik Magnus Nielsen kontaktet sin læge, der straks henviste ham til en psykolog. Her begyndte han i et forløb, som gav ham et skub til for alvor at komme videre efter sygdommen.

–  Jeg så det ikke som et nederlag at skulle til psykolog. Men når der gik så lang tid, inden jeg gik til lægen, tror jeg, at det hænger sammen med, at jeg havde brugt så mange timer med fagfolk de seneste år, at jeg slet ikke orkede at gå ind og mærke efter i mig selv. Selverkendelsen kom stille og roligt, og jeg indså, at jeg gik mere og mere henimod noget depressivt, siger han.

Planer for fremtiden

Hos psykologen fik Magnus Nielsen nogle redskaber, han kunne bruge i sin hverdag, når humøret var på sit laveste. Han fik hjælp til at få puttet alle sine tanker, følelser og oplevelser i kasser og fik sat struktur på, hvilke af dem han ikke længere skulle bruge så meget tid på.

I dag har han afsluttet sit forløb hos psykologen og ser positivt på fremtiden. Men der er dog stadig dage ind imellem, hvor humøret dykker.

–   Jeg har det ret godt og tør nu endelig godt lægge planer ud i fremtiden. Men der er da ind imellem tidspunkter, hvor angsten kilder mig i nakken, og jeg bliver energiforladt. Heldigvis varer det ikke så længe mere.

– Jeg er også begyndt at fjerne mig mere fra sygdommen kræft. Jeg er ikke længere en, man møder, hvor det første, man hver gang skal tale om, er min sygdom. Men det har krævet benarbejde at nå dertil. Det er ikke kun en psykolog, der kan klare det – du skal også selv kæmpe for det, siger Magnus Nielsen.

I dag tøver han ikke med at stille op, når nogen vil høre om, hvordan det er at være mand og blive ramt af kræft. Det tror han, at der er behov for, og kan hans fortælling hjælpe andre, er han glad.

–  Jeg vil gerne være med til at rydde tabuet om at være mænd og blive ramt af kræft. Og selvom man er åben, skal man jo bare være tro mod sig selv. Man sætter selv grænsen for, hvornår man vil sige stop. Jeg har følt, at min åbenhed har gjort det nemmere for omgangskredsen og dem, der har fået kendskab til mit forløb, at turde spørge ind til det i stedet for at danse om den varme grød og tage afstand af frygt for at komme til at spørge om noget, der kunne gøre ondt.

– Det værste er faktisk, hvis dem omkring dig trækker sig, fordi de bliver bange for, hvad de må spørge om. Det sidste, jeg havde brug for i mit forløb, var at føle mig ensom og alene. Det føler man sig så rigeligt i sådan et langt sygdomsforløb, siger Magnus Nielsen.