Jeg har svært ved at se meningen med livet

Af: Henrik Prinds Rasmussen, praktiserende læge i Lægehus Nord i Kolding

 Jeg har været læge for hende og hendes mand gennem mange år. I starten af vores bekendtskab var det ham, der var den stærke og den mest udadvendte. Han var ikke dominerende, men stærk på en omsorgsfuld måde, og man kunne fornemme, at de var både gode og glade for hinanden. De er altid kommet sammen i lægehuset indtil for et år siden, da han pludselig døde af en blodprop.

Vi har talt en del om, hvordan hun har haft det siden, og det har ikke været nemt. Efter det praktiske var overstået, har hun savnet ham meget. Det startede som en naturlig sorgreaktion som var forventelig, og som der skulle være plads til. Hun oplevede nedsat energi, søvnproblemer og nedsat appetit i en periode. Jeg forklarede hende, at det var en naturlig reaktion og tilbød en henvisning til psykolog, men hun brugte i stedet en søster og en veninde at snakke med om det, der var svært, og det klarede hun fint. Jeg husker én af de snakke, vi havde i denne periode, hvor omdrejningspunktet for samtalen var, at hun reagerede naturligt på en unaturlig situation. Der var ikke noget i vejen med hende. Det, at hun var i sorg, handlede netop om, at de begge i mange år har haft noget fint sammen, som de begge har været gode til at passe på.

Nu er der gået et års tid. Hun er ved at vænne sig til at være alene. Det er et andet liv. Det er ikke det liv, hun kender, og ikke det liv, hun har ønsket sig. Der mangler noget, han mangler og erkendelsen af, at hun vil blive ved med at mangle ham, er ved at tage form. Det er her hun siger, at hun har svært ved at se meningen med livet. De har været sammen i over 40 år, og nu er han ikke mere. Hun er ikke depressiv, hun er ikke i krise, men hun er ærlig og har det ikke godt. Deres fælles liv var så meningsbærende for hende, at hun har svært ved at finde meningen med det liv, hun nu er tvunget til at forholde sig til.

Hvordan kommer jeg videre, når jeg føler, at jeg har mistet det, der var afgørende for at opleve mening og sammenhæng i livet? Hun spørger mig, og der bliver stille i konsultationen. Der er ikke noget nemt eller entydigt svar på hendes spørgsmål. Vi sidder lidt i tavshed, inden jeg siger, at jeg godt kan forstå hende, at jeg godt kan forstå, at det er svært, og at jeg ikke har nogen nem løsning til hende. Vi ender med at tale om, at der ikke er nogen mening med, at hun er blevet alene, men at hun vil forsøge at finde en mening i det liv, der er blevet hende givet. Vi talte om, hvad hendes mand ville gøre, og hvad han ville ønske for hende i denne situation. Vi talte også om at skærpe opmærksomheden på de fine nuancer, der stadig er i hendes liv selv om det, der tidligere havde størst værdi, er væk. Vi talte om, hvor hun oplever at kunne finde ro og lade op. Hun fortalte om sin familie, som hun kan dele gode minder med, sine venner, stier i skoven, hvor hun har gået med ham mange gange, og som hun nu går alene, mens hun taler med ham.
Da hun rejser sig for at gå siger hun, at hun vil prøve, men ikke kan love noget. Jeg svarer hende, at jeg er glad, hvis hun vil love at prøve.