I 2015 kom Anni Jensen til at sidde og se på en lille videosekvens optaget på hendes datters telefon. Umiddelbart viste videoen en helt uskyldig samtale, Anni Jensen havde med sit yngste barnebarn. Men der var noget i videoen, der fik hende til at stoppe op, og som skulle vise sig at få en afgørende betydning for hendes fremtidige liv.
– På videoen lød jeg som én, der var fuld. Min familie havde godt nok af og til sagt til mig, at jeg slæbte på stemmen, og at det lød som om, jeg havde drukket, når jeg talte. Men jeg lyttede ikke rigtigt og forsvarede mig bare. Selvom jeg inderst inde godt vidste, at den var gal, fortæller Anni Jensen.
Ni år tidligere havde den 68-årige kvinde, der lider af en kronisk tarmsygdom, efter flere alvorlige operationer, fået ordineret stærk medicin, der skulle hjælpe med at dæmpe de kraftige smerter, der var et resultat af både sygdom og operation. Et af præparaterne, som lægerne udskrev til hende, var Fentanyl – smertestillende medicin, der minder om morfin – dog 100 gange stærkere.
Præparatet fik Anni Jensen tilført via et plaster. Til en start kun den laveste dosis. Men efter kort tid blev hun sat op i dosis, fordi hun ikke følte, at medicinen havde nogen effekt. Dette gentog sig flere gange, fordi smerterne stadig var stærke. På et tidspunkt begyndte hun selv at sætte to plastre på, så hun nu fik den højest tilladelige dosis. Det opdagede hendes læge, som reagerede ved at sige, at han ligeså godt kunne udskrive en større daglig dosis til hende, så hun var fri for at bruge to plastre hver gang.
Sådan gik der ni år, hvor Anni Jensen hver tredje dag satte et nyt plaster på sin krop, der sørgede for, at hun kunne få sin hverdag til at hænge nogenlunde sammen. Men for to og et halvt år siden tog hun en beslutning. Hun ville ikke længere være den mormor, hun havde set på sin datters telefon. Mormoren, som sad og talte snøvlende til sit barnebarn. Hun ville ikke længere være dopet af stærk smertemedicin og gå rundt i en tåge, som hun ellers havde benægtet overfor sig selv og sine nærmeste, at hun gjorde.
Sammen med den læge, der har ansvaret for hendes tarmsygdom, lavede hun en plan for udtrapningen af Fentanyl – en plan, der viste sig at være en udfordring ud over det normale.
– Jeg begyndte at trappe ud, og det var rigtig svært. Jeg rystede og svedte helt vildt, blev angst og deprimeret og lå på et tidspunkt bare i sengen og syntes, at det hele kunne være lige meget. Og oveni vendte smerterne tilbage. Så jeg var både fysisk og psykisk udfordret, fortæller Anni Jensen.
Hun var imidlertid, inden hun påbegyndte udtrapningen fra Fentanyl, forberedt på, at det ville blive svært.
– Jeg havde læst en hel masse. Også, at det var medicin, som mange mente, at det var helt umuligt at komme af med, og at de fleste gik i graven med Fentanyl i blodet. Men jeg ville simpelthen ikke have den medicin mere. Og heldigvis er jeg født med en vis portion stædighed og har samtidig en mand og nogle børn, der støttede mig rigtig meget, siger hun.
Fire måneder efter hun startede udtrapningen fra Fentanyl, blev Anni Jensen med egne ord menneske igen. Undervejs havde hun flere gange måttet sætte tempoet ned, fordi udtrapningen gik for stærkt, og abstinenserne for voldsomme. Men da først den sidste dosis var taget, og medicinen ude af kroppen, var hun ikke i tvivl om, at hun havde gjort det rigtige.
Her et par år senere kan tankerne om det, hun i dag ikke tøver med at kalde et misbrug, godt forskrække hende.
– Jeg tænker, at det var uansvarligt af lægerne at give mig så meget stærk medicin. Men omvendt pressede jeg jo også selv på, fordi jeg ikke kunne holde mine smerter ud. Jeg skulle overleve hverdagen. Men set i bakspejlet fungerede jeg ikke med medicinen. Mit hoved var så saftet ind i den – jeg så det bare ikke. Jeg skal aldrig nogensinde have Fentanyl igen. Den video, hvor jeg sidder med mit barnebarn og taler til ham, som om jeg er fuld, står mejslet ind i mig, siger hun.
Helt færdig med smertemedicin er Anni Jensen dog ikke, og måske bliver hun det aldrig. I dag får hun tre til fire gange i døgnet Tramadol, der også er et morfinlignende præparat, som kan skabe afhængighed. Men hun kan ikke leve uden noget, der tager blot toppen af hendes mange pinsler.
For ikke så længe siden blev hun henvist til en smerteklinik, men der er ventetid, og først til efteråret kan hun komme til. Håbet er, at de dér kan gøre noget andet for hende end at fylde hende med medicin.
– Jeg har været misbruger af smertestillende og har gået i en døs uden at vide det. Det gør jeg ikke mere, og det vigtigste er, at mit hoved fungerer. Jeg har lært at leve med smerterne. Og så alligevel ikke. Men, hvis ikke smerteklinikken kan gøre noget for mig, så hedder det nok Tramadol resten af mit liv. For jeg vil jo ikke lægge mig til at dø – jeg vil jo gerne se, hvordan det går mine børn og børnebørn. Jeg hænger fast i livet, siger Anni Jensen.
Anni Jensen har ønsket at være anonym, og navnet er derfor opdigtet. Anni Jensens rigtige navn er redaktionen på Magasinet Helse bekendt.