– Jeg har valgt, at det ikke skal være noget lort

I mere end tre år har Carsten Philipsen levet med uhelbredelig prostatakræft. En diagnose, der kan tage pusten fra enhver. Men Carsten har valgt, at livet ikke må gå i stå, og at han skal opleve så meget som muligt, mens han er her.

Uhelbredelig prostatakræft. Sådan lyder Carsten Philipsens diagnose, og det har den gjort siden 2017. Han var på det tidspunkt lige fyldt 60 år og havde i den forbindelse bestilt tid til et lægetjek. Der var ingen indikationer på, at Carsten skulle fejle noget, og da slet ikke prostatakræft. Faktisk viste den fysiske undersøgelse ingen tegn på sygdom. Men der var alligevel noget i ham, der fik ham til at slå i bordet for at få lægen til at tage en PSA-test, som er en test, der kan vise, om der er tegn på prostatakræft.  

– Jeg ved ikke, hvorfor, jeg insisterede sådan på den PSA-test. Jeg havde læst om den, og så må der have været noget mellem himmel og jord, der sagde mig, at det skulle jeg. Og det var godt, at jeg gjorde det, for ellers var jeg gået derfra uden behandling, fortæller Carsten.

Da svaret kom tilbage, ringede lægen og fortalte, at de var let forhøjede, og hun lige skulle undersøge, hvad der skulle ske derfra, og så ville hun give besked. Det næste opkald Carsten modtog var fra Herlev Hospital, der indkaldte ham til en undersøgelse. I sjov sagde Carsten til kvinden i den anden ende, at det da var hurtigt, han kunne komme til. Der blev stille. “Du ved godt, at du er faldet ind under kræftpakken ikke?”, blev der endelig spurgt.

Læs også: Mænd skal lære og støttes i at tale om alvorlig sygdom

Det nytter ikke at sidde i et hjørne og græde

Derfra gik det stærkt med biopsier og scanninger. I begyndelsen løj Carsten lidt for sin kone, fordi hun skulle til New York med nogle veninder, og han ville ikke bekymre hende unødigt. Han besluttede dog at fortælle hende, hvad der var i gang, da hun kom hjem, og de mødte sammen op på hospitalet den 1. december 2017, hvor de hørte de livsændrende ord.

Det viste sig, at kræften havde spredt sig til lymferne, og at der var metastaser på både hofte og ribben. Når han tænker tilbage nu, kan han godt huske, at han havde haft ondt i hoften, og at det måske var et tegn på den sygdom, som ulmede i ham, men mens det skete, slog han det hen som slid, og forberedte sig selv på, at han måske skulle have en ny hofte en dag.

Men sådan skulle det altså ikke gå. Hoften er i dag den samme, som den var dengang, og Carsten blev i stedet tvunget til at forholde sig til, at han resten af sine dage vil være syg. 

– Man skal vænne sig til at rende rundt med det her lort i kroppen, og i tiden efter havde jeg svært ved at tænke på andet end alt det, jeg måske ikke ville nå. Om jeg ville se mine børnebørn blive konfirmeret eller fejre min 70-års fødselsdag, siger Carsten.  

Tanken om tid var svær at slippe, og det fylder stadig meget for ham den dag i dag. Han fortæller, at han tænker på sygdommen mange gange om dagen, og at det nogle morgener er fristende at blive liggende i sengen, have ondt af sig selv og ikke gøre noget. Men han har taget et aktivt valg om, ikke at lade de tanker blive til handling. For det får han ikke noget ud af. 

“Som min kone siger, så kunne vi jo godt bare sætte os over i et hjørne, holde hinanden i hånden, græde og vente på at dø, men det nytter jo ikke noget, siger han.”

De gør i stedet alt, de kan, for at fylde kalenderen op med oplevelser, så de får så meget ud af den tid, de har, og som de ikke ved, hvornår pludselig kan være forbi.

Ingen kender fremtiden

Selvom Carstens kræft er uhelbredelig, er han stadig under behandling. Hvert halve år får han en indsprøjtning med antihormon, som stopper produktionen af det mandlige kønshormon testosteron. Det er nemlig det, som prostatakræftcellerne primært lever af. Det er ikke en bivirkningsfri behandling, og han har haft flere blodpropper som en afledt effekt heraf.

Han har flere gange spurgt, når han er inde at få sprøjten, om der er nogen, der kan give ham et estimat på, hvor længe han har igen. 

– Jeg er holdt op med at spørge, for de kan jo ikke sige noget. Min kræft ligger i dvale og har ikke udviklet sig siden, jeg begyndte på antihormon, så måske har jeg 30 år igen. Men det kan også være, at det stopper med at virke om et halvt år, og mit PSA-tal begynder at stige igen, siger han.  

Ved at være syg har han mødt mange andre mænd i samme situation, og han har også sendt en del bårebuketter afsted i årenes løb. Men alt det prøver han ikke at tænke for meget på, ligesom han heller ikke læser unødigt om sin egen situation. Faktisk vil han gerne have, at sygdommen fylder så lidt som muligt i sit liv, fordi han også tror på, at et positivt sind er gavnligt for helbredet.

– Hvis jeg ikke er positiv, så går livet i stå, og det skal det ikke. Jeg vil bruge tiden på at gå på restaurant, rejse, se teaterstykker, spille golf og mange andre ting, så det gør vi alt, hvad vi kan, også mere end mange andre, vi kender, siger han.

Parret har også allerede planlagt, at de vil genbesøge Maldiverne, på safari i Tanzania, til Bali og La Santa Sport, når det bliver muligt igen. Alt det er Carsten overbevist om, at de også ville have gjort, hvis ikke han var syg, og der er for ham ikke noget positivt i at have fået sin diagnose.

– Den har ikke gjort noget godt, men vi har besluttet, at canceren ikke skal styre vores liv nu, og at det ikke skal være noget lort, siger han.

Læs også: Selen beskytter mænds prostata