”Jeg havde mistet evnen til at mærke sult og mæthed”

Signe Nordstrand led i en stor del af sin ungdom og sit voksenliv af overspisninger. Hun måtte igennem et årelangt behandlingsforløb for atter at lære at mærke sult og mæthed.

Kunne du spise en hel pose krydderboller smurt med smør, en pose chips, en rulle kiks, en pose kanelgifler og en plade Marabou på et par timer? Det kunne Signe Nordstrand. Hun led i en længere årrække af overspisninger i et omfang, der betød, at hun på et tidspunkt fik diagnosen atypisk bulimi.

– Det var lidt forskelligt, hvor tit jeg havde overspisninger. I perioder var det hver anden dag – i andre bare et par gange om måneden. Jeg fik diagnosen atypisk bulimi, blandt andet fordi jeg ikke kastede op, når jeg havde overspist. Det kunne jeg simpelthen ikke finde ud af,  selvom jeg forsøgte mange gange. I stedet kompenserede jeg med masser af motion dagen efter, ved at tage afføringsmidler eller undlade at spise ret meget dagen efter, fortæller den i dag 35-årige kvinde, der har følt sig rask siden 2014.

Hvorfor Signe Nordstrand udviklede en spiseforstyrrelse, der med hendes egne ord var kendetegnet af et forkvaklet forhold til mad og en urealistisk opfattelse af egen krop, ved hun ikke med sikkerhed. Men hun er ikke i tvivl om, at noget af det tog sit udgangspunkt i, at hun sammenlignede sig selv med sine veninder.

– Jeg blev træt af at være hende, der brugte en størrelse større end alle mine veninder, og en dag besluttede jeg, at nu skulle jeg vise dem, at jeg kunne blive ligeså tynd som dem. Jeg har altid været det, man ville kalde normalvægtig, men for mig var det ikke godt nok. siger hun.

Det blev bare aldrig en succes for Signe Nordstrand at være på en skrap kur. Ofte kunne hun godt overholde at spise minimalt i løbet af dagen, men det betød blot, at hun, når hun kom hjem fra universitetet, hvor hun studerede, var så sulten, at hun helt slap grebet og spiste, til hun lå svedende med hjertebanken og følte sig skamfuld over, at hun ikke havde kunnet holde stand.

Da Signe Nordstrand blev gravid og fik sin datter for 9 år siden, var hun allerede i behandling hos en privatpraktiserende psykolog. Men det blev tydeligt for hendes sundhedsplejerske, at der var behov for en mere målrettet og massiv behandlingsindsats. Derfor blev den nybagte mor indstillet til behandling på Rigshospitalets daværende anoreksiklinik, hvor de behandlede flere forskellige spiseforstyrrelser.

Behandlingen bestod af flere forskellige indsatser. Blandt andet deltog hun i en terapigruppe, hvor hun og de andre skulle udføre forskellige kognitive øvelser.

–   Vi skulle for eksempel øve os i at gå på biblioteket og bede om hjælp til at finde en bog eller gå ned i en butik og købe en bluse og bytte den en time efter. Det handlede om, at vi skulle lære, at vi havde retten til at være her og ikke føle os til besvær eller i vejen, når vi havde brug for hjælp. Det hjalp rigtig meget, så jeg ikke altid føler mig forkert eller til besvær. Det godt kan være, at jeg gør nogle forkerte ting, men af den grund er jeg ikke forkert eller et dårligt menneske, siger Signe Nordstrand.

Ud over gruppeterapi fik Signe Nordstrand stadig behandling hos en psykolog, ligesom hun fik hjælp til at lære at spise normalt igen.

–  Min krop skulle lære at mærke sult og mæthed igen. Den evne havde jeg mistet. Så min spisning blev sat i skema, så jeg spiste på helt fastlagte tidspunkter. Den her mekaniske spisning var rigtig god for mig, fordi den gav mig ro i hovedet. Ligeså stille kom der et naturligt flow i det, og jeg kan i dag godt skubbe til tidspunkterne, uden der sker noget ved det, siger hun.

I dag går Signe Nordstrand ikke længere i behandling, og for kort tid siden udgav hun bogen “En overspisers bekendelser. Hvad chokolade lærte mig om livet”, hvori hun fortæller sin historie. Men selvom hun ikke længere er syg, kan de gamle spisemønstre godt indimellem kigge frem og vise tænder. Forskellen fra tidligere er dog, at hun i dag selv kan se, når hun er ved at falde i overspisningsgrøften.

– Jeg kan stadig have overspisninger to til tre gange om året, men jeg har lært at analysere mig frem til, hvorfor det skete, og at der altid er en årsag. For nu ved jeg, hvad det handler om, og hvad jeg skal – og ikke skal – gøre, siger hun.

Det ærgrer Signe Nordstrand, at der i dag er så stort et fokus på kost, krop og ekstreme kure. For deraf følger, mener hun, at mange får et unaturligt forhold til, hvordan de skal spise og se ud.

– Jeg selv er i dag næsten immun over for alle de her kure, der popper op og lover det ene og andet. Men jeg har jo også været der, hvor pasta var det værst tænkelige, jeg kunne spise. Og jeg også været ung, da sukker var det allerfarligste, og tidligere, da det var fedt, der var den store synder. Og hvis ikke man har en styrke, som jeg har fået igennem min behandling, så er det nemt at hoppe med på den, siger hun.

Ud over at have skrevet en bog fortæller Signe Nordstrand om sit liv som tidligere overspiser fra sin Instagram-konto, og her får hun ofte henvendelser fra andre, der slås med de samme problemer, som hun har gjort.

– Der er mange, der skriver og spørger mig, hvordan jeg kom videre, og jeg tror desværre, at der går rigtig mange rundt derude, som har brug for hjælp. Jeg føler mig meget heldig, at jeg fik så megen hjælp – uden den ved jeg ikke, hvad jeg skulle have gjort, siger Signe Nordstrand.