Jeg kan ikke huske, hvornår jeg har haft det bedre!

Det er koldt og mørkt udenfor, selv om arbejdsdagen er begyndt. Jeg er overrasket, da jeg ser min 76-årige patient komme smilende ind i konsultationen. Han kommer til årskontrol for forhøjet blodtryk, men ligner bestemt ikke en, der har brug for en læge.

Jeg siger spontant til ham, at han ser fem år yngre ud, end da jeg så ham sidst, og spørger, hvad der er sket. Han fortæller, at han er blevet forelsket og har fået en kæreste. Han fortæller også, at han er stoppet med at ryge, at han har tabt sig fem kilo, og at han er begyndt at dyrke regelmæssig motion.

Jeg prøver at absorbere de mange nye informationer. Jeg har mange gange forsøgt mig med motiverende samtaler for at få ham til at stoppe med at ryge og begynde at dyrke motion. Nogle gange med kortvarig effekt, men når jeg skal være ærlig, har det for det meste været nyttesløst. Nu har han flyttet sig langt mere på et halvt år end på de seneste mange år, hvor jeg har haft ham som patient.

Hans gode humør smitter, og vi sidder begge og smiler lidt. Jeg tænker over det, der er sket og årsagen til, at hans nye livssituation har haft så afgørende betydning for hans fysiske og psykiske trivsel.

Der kommer hele tiden nye bud på bedre trivsel, livskvalitet og lykke. Der er velmenende bud på alle hylder og til alle livssituationer lige fra radio og tv til ugeblade og selv-udviklingsbøger. Der er bestemt også gode bud indimellem. Det slår mig alligevel, at jeg har mødt dette før. Livsomvæltende begivenheder, som dem patienten over for mig oplever, er langt mere effektfulde end noget, man kan læse sig til eller opnå ved motiverende samtaler.

Der er solid forskning, der underbygger, at noget af det mest afgørende for god trivsel er meningsskabende relationer. Oplevelsen af mening og sammenhæng er afgørende for, at vi som mennesker har det godt, og relationer med følelsesmæssig tyngde har stor betydning for de valg, vi træffer for os selv og vores nærmeste. Selv om jeg gerne har villet danne en meningsskabende / meningsdannende relation med min patient, så har han tilsyneladende fundet meget mere mening i en anden relation. Man kan investere sin tid og energi i relationer, og ofte vil vi få noget fint tilbage, men man hverken kan eller skal styre eller kontrollere relationen.

Jeg er nysgerrig og spørger, hvordan han stoppede med at ryge. Han siger, at hans nye kæreste fortalte ham, at hun ikke ville kysse et askebæger, og at han derfor måtte vælge mellem cigaretterne og muligheden for at kysse hende, og så havde han valgt det sidste.

Selv om vi kun har været sammen 15 minutter, virker det ikke så koldt og mørkt udenfor længere. Jeg siger til ham, at det glæder mig meget at se, at han har det så godt og ønsker for ham, at han må passe på den fine gave og opgave, det er, at han holder noget af et andet menneske i sin hånd. Han fortæller, at han føler sig heldig, og at han ikke havde troet, at han i sin høje alder igen skulle opleve at blive forelsket. Jeg giver ham ret i, at der er grund til at være taknemmelig både for at møde kærligheden, og at kærligheden ikke har nogen alder.