Jeg skal fortælle dig en god historie

Hun kommer gående målrettet og hurtigt ind i konsultationen og sætter sig på stolen. Hun ser på mig og siger: ”Jeg skal fortælle dig en god historie – altså hvis du har tid?”. Jeg samler på gode historier og bliver nysgerrig.

”Jeg har haft det skidt i flere år og havde faktisk opgivet håbet om at få det bedre, indtil jeg for tre måneder siden fortalte dig, hvordan jeg havde det, hvor du henviste mig til sygehuset. Jeg var svimmel hver dag og blev hurtigt forpustet. Flere gange oplevede jeg, at jeg var lige ved at besvime. Nu har jeg fået en pacemaker, og den seneste måned har jeg haft det bedre, end jeg har haft det i flere år. Jeg kan gå lange ture og cykle en tur i skoven, og jeg er ikke længere bange for at blive dårlig, når jeg er på besøg hos venner og familie. Det er fantastisk!”

Hjertet har sin egen naturlige pacemaker, der hedder sinusknuden. Den sidder i hjertets højre forkammer og er ansvarlig for at sende elektriske impulser gennem hjertets ledningssystem ud til hjertemuskulaturen, hvormed den bestemmer hjerterytmen og pulshastigheden. Arvævsdannelse i hjertets ledningssystem er den hyppigste årsag til langsom hjerterytme, og netop det var min patients problem. Det betød, at hun blandt andet oplevede svimmelhed, åndenød og nærbesvimelsestilfælde. Hun har derfor fået indopereret en pacemaker, der er et lille batteri, der kan stimulere hjertet til at slå med en passende rytme, når hjertets egen rytme er for langsom.

Jeg bliver glad på hendes vegne og må samtidig indrømme, at jeg ikke husker, hvad hun taler om. Jeg bladrer lidt tilbage i journalen og kan se, at hun for tre måneder siden henvendte sig med symptomer på hjerterytmeforstyrrelse. Vi fik lavet et EKG og nogle blodprøver, der understøttede mistanken, hvorefter hun blev henvist til hjertemedicinsk afdeling. Siden har jeg ikke tænkt på, hvordan det er gået før nu.

Hun holder en pose op foran sig og siger, at den er til mig. ”Jeg har selv syet stofposen – den er også til dig. Du skal ikke sige, at du ikke vil have den, for det skal du”. Jeg bliver lidt forlegen. Hun skylder mig ikke noget, og jeg synes i udgangspunktet ikke, at der skal være gaver mellem mig og mine patienter. Denne situation er dog speciel. Det er ikke fordi, jeg skal gøre noget for hende eller kommer til at stå i gæld. Det er fordi, hun er oprigtigt glad for at have fået det så meget bedre og gerne vil udtrykke sin glæde over forløbet, selv om jeg jo bare har henvist hende til sygehuset, som det kan forventes at den praktiserende læge vil gøre.

Jeg åbner posen og finder en lille stenkanin – sådan en, der er beregnet til at stå i en have. Ikke en jeg selv ville have anskaffet mig, men bestemt en gave der er valgt med hjertet.

”Nu skal jeg nok komme til de årlige kontroller, som du plejer at sige, at jeg skal komme til. Så snakker vi ikke mere om det”. Hun rejser sig og går, inden jeg når at samle mig om situationen. Tilbage sidder kaninen og jeg og ser på hinanden.

Det er tre år siden i dag, og kaninen har for længst fundet sig tilrette hos mig. Den sidder trofast på min altan og kigger ind på mig gennem ruden. Den minder mig om, at det både er en gave og en opgave at få lov til at være praktiserende læge, og at man sagtens kan blive glad for en ting, man ikke selv ville have valgt.