Jeg tænker hver dag på min donor, der har givet mig livet tilbage

Da Dorthe Skov Larsens hjerte stoppede med at fungere, var hun tæt på at dø fra sit et-årige barn. Men takket være en donor lever hun i dag og opfordrer folk til at tage snakken om organdonation.

For snart 11 år siden ændrede Dorthe Skov Larsens liv sig for altid. Efter en normal graviditet og fødsel af sønnen Daniel begyndte den dengang 32-årige nybagte mor at føle sig træt og skidt tilpas.

– Jeg kunne ikke andet end at sove, og jeg blev trist og deprimeret over min ringe formåen som mor, fortæller Dorthe Skov Larsen.

Da sønnen Daniel var omkring et år, gik Dorthe til lægen med influenzasymptomer og ondt i skulderen. Hun bad om en henvisning til en fysioterapeut, men da flere konsultationer hos ham ikke hjalp, gik hun igen til lægen. Og først tre måneder senere, da Dorthes tilstand blev markant forværret med vejrtrækningsproblemer og svimmelhed, blev hun akut sendt til Rigshospitalet med mistanke om en blodprop.

Men efter kort tid ændrede diagnosen sig igen. Lægerne fandt ud af, at Dorthes hjertes pumpefunktion var meget dårlig, og yderligere undersøgelser slog hendes diagnose fast: Hun havde en medfødt hjertefejl, som hun aldrig havde haft kendskab til og som var årsag til, at hjertet havde vokset sig så stort, at det trykkede på nerver i hendes skulder og havde svært ved at pumpe blodet rundt i Dorthes krop.

Da diagnosen var fastslået, og Dorthe fik at vide, at hendes hjerte ikke kunne opereres, gik luften helt af ballonen, og der gik kun få dage, før hun ikke kunne gå længere.

– Jeg gav fuldkommen slip, da det gik op for mig, at jeg var ved at dø. Jeg havde så frygtelig ondt af mig selv, af min lille dreng og af mine forældre, siger Dorthe Skov Larsen.

Håbet vendte først tilbage, da Dorthe efter nogle ugers indlæggelse fik at vide, at hun kunne blive skrevet på venteliste til et nyt hjerte.

– Det var en meget speciel situation at stå i, da jeg sagde ja til at få et andet menneskes hjerte ind i min krop. Men selvfølgelig var jeg ikke i tvivl. Jeg havde jo et lille barn, som jeg ville leve videre for.

Den efterfølgende ventetid var en meget særlig tid, som Dorthe stadig husker meget tydeligt. Hver gang hun hørte en ambulance eller så en helikopter over Rigshospitalet, tænkte hun på, om det mon var nu. Om der nu var et andet menneske, der døde, så hun kunne få et nyt hjerte.

– Min tilstand var blevet forværret, så jeg vidste, at det var et spørgsmål om tid, før jeg ikke kunne leve med mit eget hjerte længere, siger hun.

Opringningen kom en kold februardag kl 17 om eftermiddagen. Efter fem måneders ventetid. En sygeplejerske fortalte Dorthe, at nu var der et hjerte til hende. Og, at hun ville blive hentet af Falck i løbet af en halv time.

– Jeg var selvfølgelig vildt glad. Men jeg var også vanvittigt bange. Jeg frygtede operationen enormt meget og vidste, at den ikke var uden risici. Så i løbet af den halve time inden Falck-bilen kom, brød jeg både ud i spontan gråd og vilde latteranfald, fortæller Dorthe.

På hospitalet gik aftenen med forberedelser til operationen. Tung medicinering, bad, samtaler med anæstesilægen og med Dorthes egen familie.

– Jeg blev hentet af en portør klokken 21 om aftenen. På operationsstuen skulle jeg selv lægge mig op på operationsbordet, og det var en særlig oplevelse at stå der og tænke på, at der skulle jeg ligge de næste ni timer uden et hjerte i kroppen. Kun en maskine ville holde mig i live.

Operationen gik godt. Dorthes nye hjerte fungerede som det skulle, og efter fire dage, kunne hun selv gå rundt på hospitalet. Efter 19 dage blev Dorthe udskrevet.

– Det første jeg så, da jeg kom ud fra hospitalet, var den frostklare blå marts-himmel. Den fik mig til at græde. Af glæde. For den havde jeg helt ærligt ikke forventet at se igen, siger Dorthe Skov Larsen.

Hun husker tydeligt, hvordan hun helt bogstaveligt kunne mærke sit nye hjerte hamre så hårdt, at hun fik hovedpine af hjertets højlydte banken.

– Jeg var slet ikke vant til at mærke mit hjerte, så det var en helt vild oplevelse pludselig at have et hjerte, der bankede så hårdt og hurtigt, griner hun.

Dorthe har været formand for Hjerteforeningens Hjerte- og lungetransplantationsklub de sidste fem år og har lige givet stafetten videre. Men hun fortsætter med at arbejde for sin mærkesag; at opfordre folk til at tage snakken om organdonation.

– Masser af mennesker dør, mens de venter på et nyt organ, fordi der ikke er organdonorer nok i Danmark. Derfor mener jeg, alle bør tage stilling og gå ind og registrere sit valg i donorregistret. For hvis man ikke selv har taget valget, er det de pårørende, der skal tage det svære valg, når man er død.

Den i dag 43-årige kvinde tænker hver eneste dag på sin donor og på sit nye hjerte:

– Mens min familie fejrede mit liv, da jeg fik det nye hjerte, sørgede en anden familie over min donors død. Men måske er det en lille bitte trøst for dem, at de har givet livet videre til mig. I hvert fald er jeg evigt taknemmelig over, at han eller hun har givet mig livet tilbage. Og, at jeg takket være mit nye hjerte kunne give min søn en opvækst med en mor.