Jeg tror, jeg kommer til at dø af sygdommen

Jeg er bange for, at jeg skal dø.” Han ser på mig uden at blinke og fortsætter:

“På sygehuset virkede lægen meget alvorlig, men jeg kan næsten ikke huske noget fra vores samtale, efter hun sagde, at kræften har spredt sig. Jeg har bestilt tid i dag sammen med min kone, fordi vi gerne vil have at vide, hvad vi kan forvente. Selv om jeg er bange, vil jeg gerne høre sandheden.” Han holder en pause og trækker vejret, inden han siger: “Jeg tror, jeg kommer til at dø af sygdommen, er det rigtigt?”

Vi er alle tre berørt af situationens alvor og intensitet. Der er helt stille i konsulta-tionen. Jeg har inden konsultationen gennemlæst

udskrivelsesbrevene fra sygehuset og går forløbet igennem i hovedet, inden jeg svarer: “Det er rigtigt, at du er alvorligt syg, og jeg er glad for, at du har valgt at komme i dag sammen med din kone, så vi kan tale om de ting, som er vigtige for jer at få talt om. På sygehuset har man gjort alt, hvad man kunne for at helbrede dig for din sygdom, men kræften har alligevel spredt sig. Det er ikke muligt at helbrede dig, og du har ret i, at du kommer til at dø af din sygdom.”

Manden ser på sin kone, der gengælder hans blik og tager hans hånd, inden han fortsætter: “Jeg er bange for, at jeg ikke kan komme i kontakt med dig, hvis jeg får brug for akut hjælp – kan jeg det?”

Vi ved, at i en situation som denne er det vigtigt at have let adgang til den læge, som patienten kender. Af samme årsag har vi procedurer for, hvordan dette behov tilgodeses.

“Jeg vil gerne være med i den svære tid og hjælpe med det, du ønsker, jeg skal være en del af. Når man er alvorligt syg, som du er nu, er det sådan hos os, at du og din kone, altid vil kunne blive stillet direkte igennem til mig på telefonen, og jeg vil hellere have, at I ringer en gang for meget end en gang for lidt. Det er både svært at være den, der har en sygdom, man skal dø af, og svært at være den, der står ved siden af. I er begge, sammen og hver for sig, velkomne, hvis I får brug for at tale om, det I oplever,” svarer jeg ham.

Hans kone rømmer sig og fortsætter: “Kan han blive boende hjemme, selv om han bliver meget syg? Hvad hvis jeg ikke kan passe ham alene?” Jeg fortæller, at det godt kan lade sig gøre. Vi har et godt samarbejde med hjemme­plejen og hjemmesygeplejen, der er gode til at håndtere de behov, der kan opstå både for patient og pårørende. Jeg fortæller dem, at han kan blive boende hjemme, så længe han ønsker det, og at han også kan få lov til at dø hjemme, hvis det er det, han ønsker.

“Hvad nu hvis jeg får mange smerter eller ikke kan få luft – kan du så hjælpe med det?” Jeg lover ham, at jeg vil gøre, hvad jeg kan for at hjælpe med de komplikationer, der kan støde til. Hvis vi får brug for hjælp, har vi desuden god kontakt til palliativt team på sygehuset, der er eksperter i at håndtere både smerter og andre komplikationer, der kan støde til sygdommen.

Da vi har aftalt en ny tid og skal til at sige farvel, siger han: “Jeg føler, at jeg har mistet kontrollen!” Jeg tænker, at det er rigtigt og svarer ham: “Det forstår jeg godt, og det har du faktisk ret i. Vi har ikke kontrol over din sygdom, og det er et grundvilkår, som vi er nødt til at acceptere. Der er mange i din situation, der har glæde af at tale med en præst, har du tænkt over det?” Han rejser sig, og mens vi giver hinanden hånden for at sige farvel, siger han, at han vil tænke over det.