“Jeg vil foretrække revolveren”

Journalist og forfatter Morten Sabroe har skrevet en ny bog. En bog, som kan blive hans sidste. For Morten lever med hjertesvigt og mærker, hvordan hans liv er under afvikling. Han håber bare at komme herfra, inden det hele bliver for uudholdeligt.

Morten Sabroes seneste bog, “Der var engang en familie,” kom på gaden i slutningen af september. Og den kan meget vel blive hans sidste. For Morten er 74 år gammel og lever med både hjertesvigt og parkinsons, som påvirker ham dagligt, selvom han sjældent taler om det. Han taler ikke om, hvordan han bliver udmattet af at skulle gå op ad trapper, hvordan han kan mærke, at han får sværere ved at få de rystende fingre til at lystre, og at han ofte mærker døden gå i hælene på ham. Han taler ikke om det. Men det er sådan, han har det.

Derfor ved han også godt, at den seneste bog i rækken, kan blive det sidste værk fra hans hånd, og han bilder sig selv ind, at det vil være okay, selvom sandheden nok er, at han ikke vil være tilfreds med, at hans virke skal slutte her. For et sted inde i hans syge krop bor et menneske, som stadig gerne vil udrette en masse. Som drømmer om at gå ind på en redaktion og genoptage arbejdet som journalist. Som gerne vil rejse væk fra den danske vinter og nyde livet under den varme sol. Som vil skrive en roman, der går over i historien. Som vil elske og opleve. Den mand er stadig derinde, og han hader, hvad der sker med hans krop.

Men han kan ikke gøre noget ved det, og derfor taler Morten meget sjældent om det. Simpelthen fordi, han har svært ved at se pointen, når det ikke ændrer ved det faktum, at han er syg og ikke ved, hvor længe, han har igen. Jeg har alligevel sat ham stævne for at tale om nogle af de tanker, der konstant farer rundt i Mortens hoved, men sjældent kommer over hans læber. Tanker om liv og død, om han har nået, hvad han ville, og hvordan det føles at gå rundt med en tikkende bombe i brystet. 

Det gør jeg på en smuk efterårsdag i Kongens Have i København. Solen skinner og har stadig styrke til at lune mine kinder, mens jeg sidder på en stol i det fri og venter på Morten, der er et par minutter forsinket. Han kommer direkte fra Cirkus Revyen, hvor han har været henne for at få taget billeder til en anden artikel, og når vores møde er færdigt, vil han gå hen på sit forlag og signere bøger. For der er stadig gang i den fandenivoldske forfatter, der kæmper for at holde fast i livet og ikke vil give op, selvom det ofte smerter ham, at tempoet ikke er, hvad det har været. Noget, der tydeligt ses på hans skridt, mens han bevæger sig hen imod mig.  

Den sidste chance

Vi tager plads ved et bord ved vinduet i Orangeriet i Kongens have. Vi sidder blandt mænd i jakkesæt og kvinder i deres pæne tøj, som nyder restaurantens berømte smørrebrød, som vi naturligvis også skal smage. Morten får blandt andet et stykke med sild, som han nyder med en lille snaps til. Klassisk for en mand på hans alder. Sild og snaps til frokost. Han lægger ud med at fortælle mig om sin nye bog, der på nogle måder adskiller sig fra de tidligere værker.

For i sit forfatterskab har Morten ikke været bange for hverken at bruge sig selv eller sin familie, og udstille de konflikter, der udspillede sig indenfor hjemmets fire vægge. Han har åbent fortalt om sit forhold til sine forældre, og på sin vis går han i samme spor denne gang, bare med sin bror. For det er i høj grad ham og deres forhold, som bogen handler om.

Men Morten gør også noget atypisk denne gang. Han benytter nemlig lejligheden til at korrigere sig selv og noget af det, han tidligere har skrevet om sin familie. Han skaber i bogen en form for forsoning med sine kære, og jeg kan ikke lade være med at spørge ham, om det også hænger sammen med, at bogen måske er hans sidste, og om han derfor har brug for at slutte fred med familien?

– Det vil jeg mene, du har ret i. Jeg har nok ikke tænkt det sådan, men det er jo nok baggrunden for den trang, jeg havde for at gøre tingene op og vise den familie, som det også var.

“At jeg ville bruge den sidste chance, som det her muligvis er, til at sige, at min mor og far var gode nok, og at der var en masse kærlighed, som vi bare havde svært ved at få vist hinanden.”

Sådan beskriver han også forholdet med sin bror, som er omdrejningspunktet i det nye værk. Som en relation fyldt med kærlighed, som de har svært ved at udtrykke. Men bogen handler om mere end det. Den handler også om Mortens egen dødsangst, som har fulgt ham gennem det meste af livet, men i de senere år har skiftet karakter.

For nu handler den ikke så meget om døden i sig selv, men er i højere grad en angst for vejen derhen. Han fortæller, hvordan han tit tænker, at manden med leen er kommet for at gøre regnskabet op og tage ham med, og at han egentlig tager det ret roligt, når de tanker melder sig.

– Når jeg går en tur og bliver forpustet, som jeg tit gør på grund af det her skide hjerte, så kan jeg godt tænke ‘this is it kammerat’, og det er noget lort at gå rundt med den følelse, men samtidig tænker jeg, at jeg egentlig har gjort det meget godt, og jeg har nået rigtig meget. Så det, der virkelig skræmmer mig, er, hvis jeg skulle blive placeret på et plejehjem, for det vil jeg kraftedme finde ydmygende, siger han. 

Den frygt beskriver Morten også i bogen med udgangspunkt i sin bror Peter. For han endte netop sine dage på et plejehjem, og Morten håber, at han vil have modet til at gøre en ende på livet, hvis det kommer dertil, at han bliver for syg til, at hans elskede kan magte ham mere.  

Lettere at lade som om

– Jeg vil foretrække revolveren, siger Morten meget henkastet midt imellem bider af sild.

“Jeg ved ikke, om jeg vil kunne gøre det, og i realiteten vil det nok også være piller og ikke en pistol, men jeg håber, at jeg kan.”

– For plejehjem er som et fængsel, og jeg skal ikke i fængsel. Jeg har jo ikke gjort noget, griner hen let. 

Måden Morten taler om at tage sit eget liv, og måden han generelt taler om døden, er med en overraskende lethed. Piller og pistoler bliver slynget ud på samme facon, som talte han om bøf og bearnaise. Måske næsten med en større munterhed og smil på læben. Og det er der faktisk en forklaring på. For han taler sjældent om sin sygdom. Om hjertet, der hæmmer ham og de rystende hænder, som kan betyde slutningen på hans karriere. Om døden og smerten. Men når han gør, så har han valgt at gøre det på en sjov måde.

– Det vil jo være en evig gentagelse af hvor forfærdeligt, jeg har det, hvis jeg skulle tale ærligt om det, og det vil jeg ikke belemre nogen med. Så når jeg er i sociale sammenhænge, og der bliver spurgt ind til det, så er det lettere at lade som om, det ikke betyder så meget og give et indtryk af, at ‘ham Morten Sabroe han har sluttet fred med døden’, siger han.  

Og han spiller rollen godt. Rollen som den rolige. Den afklarede. Men kigger man godt efter, kan man ane frygten bag masken. Frygten for en dag ikke at være her mere og frygten for at være her, men ikke være sig selv længere. Den viser sig i små glimt i hans øjne og i pauserne mellem hans ord. Det samme gør sårbarheden. For selvom Morten gemmer den godt væk bag bandeord og kække bemærkninger, så er det sårbart for ham at mærke, at hans liv er under afvikling. Det bliver især tydeligt, da jeg spørger ind til, hvordan hans kone har det med Mortens sygdom.

– Jeg tror, det er svært for hende. Hun har i hvert fald sagt, at hun gerne vil have, at vi taler om det, men det har jeg jo ikke lyst til, for som jeg siger til hende, så kommer jeg jo nok bare til at sidde og tude, siger Morten.

Til det svarer Mortens kone, at så må han jo tude, men han er nervøs for at give efter for følelserne og ende i det, han selv kalder “tude-land”.

– Jeg er bange for, at hvis jeg tager derhen, så vil jeg blive for blød og komme til at tackle tingene på en dårligere måde, for det er egentlig ret hårdt, siger Morten, mens han skærer endnu en bid af sin sild, som han kigger lidt på i stilhed, og bryder med ordene:

“Jeg tror ikke, det vil være så sjovt, hvis jeg tog derhen. Hverken for hende eller mig. Måske vil det åbne for en masse og give mig en følelse af hjælpeløshed.”

Og hvis der er noget, han ikke vil være, er det hjælpeløs. Så hellere tage billetten. Og joke lidt om det.

“Han var kraftedme en fed fyr”

Morten fik allerede som 18-årig at vide, at der var noget galt med hans hjerte. Dengang kaldte lægerne det aorta stenose, som de mange år senere måtte erkende, var en forkert diagnose. For Morten led faktisk af en stiv hjertevæg, som har udviklet sig til et hjertesvigt. Det får han i dag medicin for, ligesom han er under behandling for parkinsons, som var det, der tog livet af hans bror.  

Han har altså haft sygdom tæt inde på livet, siden han var en helt ung mand, og angsten har fulgt ham det meste af vejen. Angsten for ikke at leve. Men han har i dag ikke længere ungdommens hovmod, der får døden til at virke som et fjernt og utænkeligt koncept. Han ved, den kommer, selvom han har det mærkeligt med den erkendelse.

– Jeg synes, det er en utålelig tanke, at Morten Sabroe ikke skal være her mere. Han var kraftedme en fed fyr, siger han. Endnu en kæk bemærkning.

Så for Morten er spørgsmålet i højere grad, hvornår og hvordan, døden viser sig på hans dørtrin, og han tænker meget over, om han vil have styrken til selv at byde den velkommen, hvis han bliver for hjælpeløs til at være sig selv længere.

Han fortæller om sin mor, en sej sild, som sprang udspring fra 10 meter vippen til OL i Los Angeles, og som Morten husker, mange gange at have sagt, at hvis det kom dertil, så ville hun springe ud fra alperne. Men da sandhedens time oprandt, og Morten spurgte, om han skulle hjælpe hende herfra, blev hun overmandet af rædsel. Han fortæller også om sin bror på plejehjemmet, der ikke kunne andet end at se fjernsyn fra morgen til aften, men som stadig ønskede at leve, så længe han kunne. Og det gjorde han så, til han en dag blev kvalt i sin mad. Om han selv vil have det lige sådan er svært at svare på, men han håber det ikke. 

– Hvis alternativet er den her barokke tilværelse spærret inde på et plejehjem, og hvor dem jeg elsker kommer forbi som gæster og vinker farvel, når de kører, så ønsker jeg ikke at være her mere. Jeg ønsker ikke at blive gammel for enhver pris. Men det har mange jo nok sagt gennem tiden, og så spiser alderdom og sygdom langsomt deres stolthed, og så ender man alligevel med ikke at turde. Èn ting er at lægge pillerne frem, en anden er at sluge dem, og om jeg kan det, det ved jeg nok først, hvis det kommer dertil, siger han.

Mød også Morten Sabroe her: https://sundhedstv.dk/podcast-hjertesvigt/