Julelagkage med kanelcreme og blommer

Af: Annemette Voss

Foto: Stine Christiansen

Denne julelagkage er både sød og let, så den egner sig perfekt til dessert ovenpå en lidt tungere middag.

8 personer

Sværhedsgrad: let

Det skal du bruge:

Kanelcreme

  • 2 tsk stødt kanel
  • 80 g hvidt sukker
  • 4 æggeblommer
  • 40 g maizena majsstivelse
  • 4 dl sødmælk
  • 2 stjerneanis
  • 1½ dl piskefløde
  • Bagte blommer
  • 6-7 store røde blommer
  • saft af ½ citron
  • 50 g lyst rørsukker
  • 20 g mørkt muscovadosukker
  • ½ tsk rå lakridspulver

Marengsbunde

  • (2 stk.)
  • 150 g æggehvider
  • 150 g hvidt sukker
  • 150 g flormelis
  • 2 dl popris (Rice Krispies)

Sådan gør du:

Kanelcreme: Bland kanel og sukker godt sammen i en stor skål og rør æggeblommerne i. Rør maizenaen ud i 1 dl af mælken og kom det i æggeblandingen. Varm resten af mælken op i en lille gryde sammen med stjerneanis til lige under kogepunktet.

Hæld æggeblandingen i gryden i en tynd stråle under kraftig piskning. Fortsæt med at piske godt, til det tykner til en creme og slår tydelige bobler. Lad cremen koge i yderligere 1 minut.

Tag gryden af varmen og hæld cremen i en ren skål til afkøling. Fisk stjerneanis op og kassér dem. Dæk cremen til med husholdningsfilm helt ned på overfladen, så der ikke dannes kondens. Lad cremen køle helt af i køleskabet i 3 timer.

Bagte blommer: Halvér blommerne og fjern stenene. Læg blommerne i et ildfast fad med snitsiden opad.

Dryp med lidt citronsaft. Bland sukker, muscovadosukker og lakridspulver og drys det ud over blommerne.

Bag blommerne i ovnen ved 200 grader varmluft i ca. 15-20 minutter, til de er møre, og sukkeret har dannet en tyk sirup. 

Køl blommerne helt af. Tag 5-6 halve blommer fra, som skal bruges til pynt, og mos resten af blommerne groft med en gaffel.

Marengsbunde: Pisk hviderne stive med en elpisker eller på en køkkenmaskine og tilsæt sukkeret lidt efter lidt under fortsat piskning, til marengsen er helt fast og glat. Sigt flormelissen og vend den i sammen med poprisene.

Anvend to bageplader beklædt med bagepapir. Tegn to cirkler med en diameter på 20 cm på bagsiden af bagepapiret og fordel marengsen inden for cirklerne.

Bag bundene i ovnen i 1 time og 30 minutter ved 120 grader varmluft. Lad bundene køle helt af på pladerne, inden bagepapiret forsigtigt fjernes ved at skære bundene fri med en skarp kniv. Kanelcreme, fortsat: Pisk kanelcremen smidig med en elpisker.

Pisk fløden til flødeskum. Vend ad tre omgange flødeskummet i kagecremen. Du kan selv variere, hvor meget flødeskum du ønsker i cremen.

Byg kagen op på et fad: Placér en marengsbund på fadet, smør blommemosen ud over og fordel halvdelen af kanelcremen herpå. Afslut med den anden marengsbund, et lag creme og de hele bagte blommer på toppen.

Fra bogen ‘Julebag’ af Annemette Voss Fridthjof.