Kære demenspårørende …

Denne klumme er til dig, der lever med demens inde på livet. Ofte når venner og familie spørger, hvordan det går, drejer samtalen sig lynhurtigt om den, der er ramt af demens. I dag skal det handle om dig, der får hverdagen til at hænge sammen. Undersøgelser viser, at det for det meste er børn og ægtefæller, der står for omsorgen for mennesker med demens. Fra at være søn, datter eller partner er du pludselig blevet demenspårørende.

Det kan være en vanskelig titel at bære. Måske du nogle gange kan stoppe op med en undren over, hvem du var, inden det skete. Inden din kære blev ramt af enten alzheimer eller vaskulær demens, som er de mest udbredte former for demens. For det er ikke kun den demensramte, der ændrer sig. Det gør du som pårørende også. Mange demenspårørende oplever symptomer på stress eller depression.

Fra lettelse til ensomhed

Måske sygdommen er kommet snigende uden, at du i starten helt forstod, hvad det var, der skete. Måske diagnosen var en umiddelbar lettelse, fordi den gav svar på en masse ubesvarede spørgsmål. Tilbage står så bare endnu flere ubesvarede spørgsmål. Og, hvor I før var to til at træffe ligeværdige beslutninger, så står du nu med en ubeskrivelig alenefølelse.

Den sværeste beslutning er beslutningen, om man ikke længere kan klare hverdagen. Når spørgsmålet, om det er tid til at ens far, mor eller partner kommer på plejehjem, rejser sig. Men ikke nu vel? Ikke lige tænke på det nu. Det er for svært at tage stilling til. Du ser jo også, hvor ked af det din kære bliver, når du en sjælden gang får samlet alt dit mod og forsøger at få samtalen ind på lige netop DET.

En flov demenspårørende?

Alene ordet ”kære” kan næsten skurre i ørerne, i den situation du står i nu. For hånden på hjertet er det som om, at din kære slet ikke er til at holde af længere. Demens har forandret det, der var i en sådan grad, at du pludselig kan blive i tvivl om, hvorvidt du står det her igennem. Og det skal man jo. Eller skal man?

Du prøver at glemme, at han/hun nogle gange reagerer med vrede eller på anden måde har svært ved at kontrollere sin adfærd og måske opfører sig uhæmmet på grund af de ændringer i hjernen, der sker, og som medfører en svigtende evne til at styre impulser.

Alligevel er det dig, der bliver flov over at føle vrede og frustration. Måske du endda skal udholde at dele hverdag med en, der til tider er plaget af vrangforestillinger og hallucinationer, og som på alle måder er en forandret person. Jeg vil gerne med denne klumme forvisse dig om, at det er helt normalt at føle sådan.

Med venlig hilsen

Jeanne Fløe