Kan placebo fortælle os, hvordan krop og psyke hænger sammen?

Af: Jannie Iwankow Søgaard

Foto: Shutterstock

Placebo-fænomenet er mere og andet end snydemedicin i dag, hvor forskere kan måle placeboeffekt på både psykologiske og neurofysiologiske niveauer via blodprøver og hjernescanninger. Der er dog ikke blandt eksperter helt enighed om, hvorvidt placebo bør implementeres i det offentlige sundhedssystem.

Der var engang, hvor placebo udelukkende blev betragtet som den kalktablet, forskere brugte, når de skulle teste virkningen af ny medicin i såkaldte dobbeltblinde randomiserede forsøg.

Det vil sige forsøg, hvor man giver en gruppe patienter rigtig medicin og en anden gruppe kalktabletter uden at oplyse dem om, hvem der får hvad – med det formål at finde ud af, hvilken virkning den rigtige medicin har.

Men i dag rummer placebofænomenet langt mere og andet end såkaldte snydetabletter. Således kan forskere i dag måle placeboeffekter på både psykologiske og neurofysiologiske niveauer blandt andet via hjerneskanninger og blodprøver.

Placebo er reelt

Derfor ved man nu, at placeboeffekten ikke blot er indbildning, men et reelt fænomen, der kan gøre os klogere på, hvordan krop og psyke spiller sammen og på, hvordan vi kan øge effekten af aktive medicinske behandlinger.

De sidste 20 år har der været en stigende interesse for at forstå hvilke mekanismer, der ligger til grund for placeboeffekter. Det har ført til et øget fokus på hele patientens behandlingskontekst. Det vil sige læge-patient-interaktionen, behandlingsmiljøet, behandlingssituationen og patientens tidligere erfaringer og forventninger.

Det er, når man drejer på nogle af disse knapper, at det ifølge forskere på feltet ser ud til, at man kan enten forbedre visse patientgruppers tilstand og dermed få en placeboeffekt – eller modsat forværre deres tilstand og få en såkaldt noceboeffekt.

Placebo – en samlet pakke

Lene Vase, dr. med og professor på Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet er en af de forskere, der har beskæftiget sig meget med placebo og placeboeffekter og stadig gør det. Ifølge hende er der mange – også behandlere – der endnu ikke kender til den nyeste forskning i placebofænomenet.

– Når man nævner ordet placebo, så tror de fleste, at placebo handler om at give inaktiv medicin, og om at lyve for patienten. Men det er slet ikke det, det handler om. I en moderne forståelse er placeboeffekter noget, behandlere og patienter selv kan være med til at påvirke. Samtidig med, at patienterne får aktiv medicin, siger hun.

Placebokomponenten relaterer sig ifølge Lene Vase til patientens oplevelse af behandlingen og kan beskrives som det at gå til sin læge og betragte den samlede behandling som en pakke af både medicin, patientens egne forventninger samt forholdet til – og interaktionen med lægen.

Varme læger lindrer

Man ved fra en række studier, at en behandling, hvor lægen er varm og empatisk og giver en aktiv smertestillende behandling samtidig med, at hun siger til patienten, at dette er en behandling, der kan lindre smerte, medfører en langt bedre samlet behandlingseffekt, end hvis det medicinske præparat gives alene.

Via hjerneskannings-studier kan man se, at dette mindsker aktiviteten i de områder af hjernen, der er involveret i smertebearbejdning. Det kan også give anledning til frigivelse af kroppens egne endorfiner, der mindsker smerte på samme måde, som udefra tilført morfin gør.

Det drejer sig altså ikke bare om, at patienten vælger at abstrahere fra smerten, og langt hen ad vejen kan forskerne faktisk forklare placeboeffekten på naturvidenskabelig vis, på samme måde som de kan forklare effekten af for eksempel morfin.

Ikke bare indbildt sygdom

En af de fordomme, der stadig eksisterer i forhold til placebo, er, at det kun virker på indbildt sygdom eller psykisk sygdom. Men ifølge Lene Vase er der ikke meget, der tyder på, at det er sådan, det er. Den nyeste forskning på området har vist store placeboeffekter i forhold til behandling af patienter med Parkinsons lidelse og i forhold til patienter, der får foretaget visse hjerteoperationer.

En anden myte, der også stadig knytter sig til placebobegrebet, er, at man skal regne med, at cirka en tredjedel af os ville respondere på placebo, hvis vi blev udsat for det. Det har givet nogle uheldige antagelser.

– Det har givet anledning til at tænke, at det er muligt at identificere placebo-respondenter. Man har blandt andet tænkt, at kvinder, mennesker med lav IQ og psykisk syge for eksempel var mere responsive over for placebo end andre.

– Men her er det vigtigt at slå fast, at det endnu ikke har været muligt at identificere specifikke grupper af mennesker, der er særligt modtagelige for placebo på tværs af kontekster. Det ser ud til, at genetiske faktorer måske kan spille en rolle for, hvordan man responderer på placebo, men det skal undersøges nærmere, siger Lene Vase.

Oplevelsen spiller en rolle

Tværtimod har forsøg vist, at en person, der responderer godt på placebo i én behandlingskontekst, ikke nødvendigvis gør det i en anden. Det hænger sandsynligvis sammen med, at placebo-effekten er meget afhængig af folks oplevelse af behandlingssituationen, som netop kan ændre sig over tid.

Indtil videre er placeboeffekter hovedsageligt blevet undersøgt indenfor smerteproblematikker, Parkinsons lidelse og depression. Men Lene Vase håber, at man i de kommende år vil få større viden om fænomenet i forhold til for eksempel demens, søvnproblemer og andre udbredte lidelser.

– Og så vil vi gerne prøve at få en forståelse af placebo-effekter i forhold til andet end farmakologiske behandlinger. For eksempel i forhold til dyb hjernestimulation og operationer, hvor der i dag ikke er tradition for at teste effekten af behandlingen op imod en placebokontrol.

– Det er meget indgribende og dyre indgreb, og det er derfor vigtigt at vide, om det er selve behandlingen eller patienternes oplevelse af behandlingen, der har hjulpet. Det ved vi faktisk ikke på nuværende tidspunkt, men det vil være vigtigt at vide for at kunne give patienterne den mest optimale behandling og bruge pengene bedst muligt, siger Lene Vase.

Professor: Nej til placebo hos lægen

Asbjørn Hróbjartsson er professor på Klinisk Institut på Syddansk Universitet, hvor han forsker i evidensbaseret medicin. Han finder de nye hjernescanningsstudier, der er forbundet med placeboeffekt, interessante.

Men han påpeger samtidig, at det afgørende i hans optik ikke er, om man kan kortlægge placeboens vej – i stedet skal man fokusere på at blive i stand til at finde ud af, hvor stor effekten er, og hvorfor den varierer så meget, som den gør. Og han er ikke fortaler for, at man implementerer placebobehandling i det offentlige behandlingssystem.

– Scanningerne viser os retteligt, at det ikke er ren indbildning, når folk har en placeboeffekt. Men gennemsnitligt set er der tale om en ikke særlig stor effekt. Nogle studier viser store effekter, andre, at der ingen effekt er overhovedet.

– Det fortæller mig, at placebo er et godt kontrolredskab i forskningsøjemed, men at der stadig er gode argumenter for, at man ikke skal tænke det ind klinisk.

– For det første, fordi effekten ikke er særlig stor, for det andet, fordi de fleste af os formentlig gerne vil vide, om vi udsættes for placebo, og for det tredje, fordi der vil opstå stor mistillid til et behandlingssystem, der benytter sig af placebo, siger han.

Til glæde for lægen

Det betyder ikke, understreger Asbjørn Hróbjarsson, at man ikke som læge skal tage samtalen med patienten alvorligt. Det skal man naturligvis. Og han afviser heller ikke, at der i en sådan samtale kan optræde noget, der kan beskrives som en placeboeffekt.

– Min dagsorden som forsker er at finde ud af, under hvilke omstændigheder den store placeboeffekt opstår og så undersøge, hvordan man skelner høflighedsbias fra det andet.

– Forstået på den måde, at når patienter beretter for deres læge, at de har fået det bedre af en given behandling, kan det formentlig i en del tilfælde tilskrives, at vedkommende er høflig og gerne vil glæde lægen, og ikke at han eller hun i virkeligheden har fået det bedre, siger Asbjørn Hróbjartsson