Kartofler i mikrobølgeovnen

Kan man bruge mikrobølgeovnen til tilberedelse af kartofler? Ja, her er syv forslag til lækre og hurtige kartofler.

Tag en mellemstor kartoffel, vask jorden af den, og hvis skrællen er tynd, så lad den være. Skær nogle dybe ridser i kartoflen med 2-4 mm mellemrum, dryp med lidt olie (raps, oliven eller andet), og sæt den i ovnen for fuld energi. Prøv, om den er mør efter et par minutter, og hvis ikke så fortsæt et par minutter igen. Regn også med, at mørningen fortsætter, lidt efter den er taget ud af ovnen. Jo flere kartofler, jo længere tid. For hver kartoffel skal man øge tiden med 1 til 2 minutter. 6 mellemstore kartofler er færdige efter 6-8 minutter på fuld effekt i min ovn, og du finder hurtigt ud af tiden i din egen ovn. I stedet for olie kan du også smøre lidt pesto af den ene eller anden slags ud på overfladen, så det siver ned i ridserne, når kartoflerne bager.

Eller

Skiveskær kartofler, taglæg dem i en ring på en tallerken, dryp med lidt olie, og mikrobølg for fuld energi. Når de er møre, kan man eventuelt drysse med revet ost, en god parmesan eller hakkede krydderurter (dild, persille, basilikum) og salt og peber.

Eller

Skiveskær kartofler, taglæg dem på en tallerken, og hæld lidt fløde med revet muskat over.

Eller

Bland skiver af almindelig kartoffel med skiver af sød kartoffel, og dryp med smeltet smør eller olie og/eller revet ost.

Eller

Bland kartoffel- og løgskiver, dryp med lidt olie, eller dæk med fløde og/eller revet ost.

Eller

Bland kartoffelskiver med løg i tern og finthakkede ansjoser (eller luksusvarianten: En skefuld stenbiderrogn).

Eller

Lav din egen komposition af kartoffel og andre grøntsager.

 

Fra ‘Brug mikrobølgeovnen – nem, sundt og lækkert‘ af overlæge Grete Krag Jacobsen.