Vi er mange mennesker, der i årevis har mærket, at noget er galt – der er noget inde i os og noget imellem mennesker, der ikke fungerer. Vi bliver tudet ørerne fulde af, at vi skal tro på os selv, give fanden i hvad andre tænker. Vi skal uddanne os, få et godt job, være gode forældre – vi skal forandre os selv og verden, vi skal blive sunde, for så får vi overskud til alt det, vi gerne vil.
En uendelig lang række af præstationer skal føre os til det gode liv. Vi er kun noget værd, hvis vi opfylder alle vores egne krav til at være et moderne menneske. Vi er kun noget værd, hvis vi er frigjorte, sunde og har fundet vores feminine sider eller vores maskulinitet. Men det er bagsiden af medaljen, der spiller os et puds. Bagsiden af præstationssamfundet, der har masser af gode og innovative kræfter, får os til at tro, at hvis vi halser efter gode egenskaber, så bliver vi lykkelige! Hvis vi finder vores måde at være kvinde eller mand på, så bliver alt godt. Men der er noget meget større på spil!
De fleste mennesker i Danmark har en relativ god selvtillid. De står op om morgenen, har et job eller søger efter et. Har måske relationer, familie, fritidsaktiviteter. De gør en masse ting i deres liv. De har selvtillid. Men hvis du spørger, om de elsker dem selv, med hud og hår og alle skavanker, hvad er svaret så? Hvad vil det egentlig sige at have selvværd? Hvad vil det sige at være et helt og lykkeligt menneske, der tør tro på sig selv? Hvorfor kan vi ikke finde ro og hvile i os selv? Hvorfor bliver vi ramt af andre menneskers blikke og fordomme? ”Hvorfor” er det store spørgsmål? Efter at have læst ovenstående skulle vi måske sige, at det er præstationssamfundets skyld. Men svaret er langt enklere.
Vi bliver ikke ramt, fordi andre er onde eller tænker dårligt om os, eller fordi de har forventninger til os. Vi bliver ramt, fordi det alt sammen ligger inde i os selv. I stedet for at blive vred på verden, kan du i stedet stille dig selv spørgsmålet: Hvad er det i mig, der gør, at jeg får denne følelse? At stille sig selv det spørgsmål gør dig mild og ydmyg overfor dine følelser. Det fjerner dit fokus fra andre til dig selv, og det fjerner dine følelser fra at være afvisende til at være imødekommende. Du starter en bevidstgørelse af dig selv. Og du vælger at være dig selv – og ikke alt det andre gør ved dig!